Kinesiske borgerkrig: Forskelle mellem versioner

Med '''Den kinesiske borgerkrig''' menes den borgerkrig som rasede i [[Kina]] i flere tiår i første halvdel af [[1900-tallet]]. I Kina omtales den som '''den nationalistisk-kommunistiske borgerkrig''' (kinesisk: 国共内战; [[pinyin]]: ''Guógòng Nèizhàn''; bogstaveligt "Nationalist-Kommunist-borgerkrigen"). Borgerkrigen var oprindelig en konflikt mellem henholdsvis [[Kuomintang]], det kinesiske nationalparti, og [[:Krigsherre-tiden|ulige regionale militærledere]], siden overvejende mellem Kuomintang og det kinesiske kommunistparti. Krigen begyndte i 1926, da Koumintang, ledet af den nyligt udnævnte [[Chiang Kai-shek|generalissimo Chiang Kai-shek]] satte en stopper for venstreorienteret og kommunistisk infiltration af nationalpartiet ved at fratage kommunisterne deres medlemskab. Konflikten sluttede i 1949 med et uofficielt ophør af fjendtlighederne, da kommunisterne havde opnået kontrol over hovedlandet [[Kina]], og nationalisterne havde kontrol over øerne [[Taiwan]], [[Penghu]] og flere fuji'anske øer.

 

 

Borgerkrigen pågik i ryk frem til den tilstundende [[2. kinesisk-japanske krig]] afbrød den. Da fulgte en periode med modstand mod japanerne. Det japanske angreb var på sin side et forsøg på at udnytte den indre uro i Kina til egen fordel. De allierede bragte japanerne til kapitulation i august 1945, og det markerede tillige afslutningen på [[2. verdenskrig]]. Den kinesiske borgerkrig blussede da op igen for fuld kraft i 1946. Kamphandlingerne kom til en afslutning efter 23 år i 1950, da et uofficielt ildophør indtraf, i hvert fald hvad angik større kamphandlinger. Kommunisterne kontrollerede da [[Fastlands-Kina]] (og [[Hainan]]), mens nationalisterne fastholdt kontrollen over [[Taiwan]], [[Pescadores]]øerne og en række øer ud for kysten af [[Fujian]]. Frem til i dag er der ikke blevet undertegnet nogen fredsaftale, selv om de to parter har visse økonomiske forbindelser med hinanden.