Den finske krig: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m →Februar–maj 1808, russisk offensiv: rettet intern henvisning |
PalnaBot (diskussion | bidrag) m tyop, replaced: tredie → tredje (5) ved brug af AWB |
||
Linje 25:
Sveriges dominerende position omkring [[Østersøen]] blev imidlertid truet af Ruslands fremvækst. Den russiske erobring af [[Ingermanland]] og [[Livland]] under [[Den store nordiske krig]] (1700–1721) sikrede russisk kontrol med en stor del af Østersøkysten. I en [[Russisk-svenske krig (1741-1743)|påfølgende krig med Rusland]] i årene 1741–1743 mistede Sverige dele af datidens Finland. Sverige under [[Gustav 3. af Sverige|Gustav 3.]] angreb på ny Rusland i 1788, men [[Den russisk-svenske krig (1788–1790)|Gustav 3.s russiske krig]] endte i 1790 uden grænseændringer.
[[Den franske revolution]] (1789–1799), [[revolutionskrigene]] (1792–1802) og udbruddet af [[Napoleonskrigene]] (1803–1815) påvirkede de fleste lande i Europa. Sverige forsøgte først at sikre sig i et [[Forbundet af bevæbnet neutralitet|neutralitetsforbund]] med Danmark-Norge, Rusland og [[Kongeriget Preussen|Preussen]]. Da neutralitetsforbundet efter britisk pres brød sammen, deltog Sverige i [[Den
De franske styrker sejrede over de russiske og preussiske i [[Slaget ved Friedland]] [[14. juni]] [[1807]], og den fjerde koalitionen var dermed besejret. Den russiske zar [[Aleksander 1. af Rusland|Aleksander 1.]] måtte undertegne [[Freden i Tilsit]] med Frankrigs kejser [[Napoleon]], hvor zaren blandt andet forpligtede sig til at bidrage til, at Sverige sluttede sig til [[Kontinentalspærringen]].
Linje 108:
Mod slutningen af 1808 havde russiske styrker erobret det meste af Finland. Den 19. november 1808 blev [[Konventionen i Olkijoki]] undertegnet af den svenske generalmajor Carl Johan Adlercreutz og den russiske generalløjtnant Nikolaj Kamenskij, og den svenske hær måtte trække sig ud af Finland. Den russiske zar var nu ivrig efter at fortsætte krigen også ind i selve Sverige for at sikre en sejrrig udgang på krigen.
På denne baggrund foreslog general Kamenskij en dristig plan, hvor de russiske styrker skulle krydse den tilfrosne [[Bottenviken]] i to kolonner, en fra [[Vasa]] mod [[Umeå]] og en anden fra Åbo til Ålandsøerne og derfra videre mod Stockholm. En
Selv om general Knorring blev presset af zaren til at iværksette planen så hurtigt som muligt, anså Bogdan von Knorring den som urealistisk og forhalede iværksættelsen til februar. I begyndelsen af marts måned sendte imidlertid tsaren sin krigsminister, [[Aleksej Araktsjejev|Aleksej Andrejevitsj Araktsjejev]], for at presse Knorring til at iværksætte planen.
Linje 124:
[[Fil:Diet of Porvoo.jpg|thumb|Zar Aleksander 1. af Rusland åbner Borgå landdag den 29. marts 1809]]
En
=== Borgå landdag ===
Linje 137:
I august 1809 forsøgte Sverige, nu under [[Karl 13.]], en offensiv i det nordlige Sverige under general Sandels for at angribe general Kamenskis styrker, senere kendt som Västerbottenekspeditionen. De sidste kampe i krigen, [[slaget ved Sävar]] og [[træfningen ved Ratan]], ændrede imidlertid kun lidt, og Kamenski formåede at neutralisere denne sene modoffensiv.
Sandels offensiv var blot et forspil til fredsforhandlingerne, som blev indledte samme måned og som førte til [[Freden i Fredrikshamn]]. Fredsaftalen blev undertegnet den 17. september. Sverige måtte afstå hele den finske del af riget og dele af Lapland øst for [[Torne älv]], [[Muonio älv]] og [[Könkämä älv]] til Rusland, samt en
Sverige måtte videre lukke sine havne for britiske skibe og slutte sig til [[Kontinentalspærringen]], hvilket førte frem til en formel krigserklæring mod Storbritannien. Nogen måneder efter, den 6. januar 1810, bidrog den russiske regering til at fremforhandle [[Parisaftalen (1810)|Parisaftalen]], hvor krigstilstanden mellem Frankrig og Sverige blev afsluttet.
| |||