Sibirien: Forskelle mellem versioner

Hele det vestlige Sibirien indtil omtr. 90° ø. l. er et uhyre lavland, der i en forholdsvis sen tid har været dækket af havet. Denne del af landet er en næsten vandret slette. Jordbunden består af stenfrit [[ler]] eller [[sand]], mod syd dækket af [[løss]], ved foden af den nordlige del af Uralbjergene af [[moræne]]. Det østlige Sibirien er gennemgående højland. Mellem 90° og 110° ø. l. findes de største højder ved sydgrænsen af Sibirien. Landet er her opfyldt af de mægtige bjergsystemer [[Altai]], [[Sajanbjergene]], [[Kentei-bjergene]], hvorfra terrænnet skråner mod syd, ned mod [[Mongoliet]]s [[højslette]]r og mod nord ned mod Ishavet. De højeste punkter er [[Munku Sardyk]] (3490 m) i [[Sajanbjergene]] og [[Bjelucha]] (3350 m) i Altai. Længere øst på bøjer højlandets akse under navnene [[Jablonojbjergene]] og [[Stanovojbjergene]] mod nordøst og fortsætter sig op til [[Beringstrædet]], afgivende forgreninger til begge sider, hvor i blandt de verchojanske bjerge og [[Kamtjatka]]s bjerge. De sidste udmærker sig ved deres rigdom på [[vulkan]]er, af hvilke [[Kljutsjevskaja Sopka]] (5180 m) er den højeste.

 

 

Siberien er rig på store floder: mod nord løber [[Ob]], [[Jenisej]], [[Katanga (flod)|Katanga]], [[Lena (flod)|Lena]], [[Jana (flod)|Jana]], [[Indigirka (flod)|Indigirka]], [[Kolyma (flod)|Kolyma]] og flere andre. Mod øst løber [[Anadyr]] og [[Amur]]. I sommermånederne besejles de store floder af ikke få skibe og er af uhyre betydning for den indenlandske trafik. Moderne [[kanal]]anlæg har forbundet flere floder indbyrdes og skaber derved en sammenhængende vandvej fra grænsen af det europæiske Rusland til [[Bajkalsøen]]. Et kort stykke er vandvejen afbrudt, fra Amur fortsætter den indtil [[Stillehavet]]. Da de have, hvori floderne udmunder, enten slet ikke er tilgængelige for regelmæssig sejlads eller kun en kort del af året, har floderne ingen betydning for handelen med udlandet, og ved ingen af flodmundingerne findes betydelige handelsstæder.