Ohsbanen

Ohsbanen (svensk: Ohsabanan) er en tidligere industrijernbane i Småland, Sverige, som i dag er museumsjernbane med damplokomotiv. Den har sit udgangspunkt i byen Bor, der ligger ca. 12 km sydøst for Värnamo, og ender ved landsbyen Os, der tidligere husede et stålværk og papirfarbrik. Der køres med et damplokomotiv på strækningen Bor og Os i ugerne 24-34⁽²⁰¹³⁾ Museumsjernbanen blev grundlagt i 31. maj 1970, og foreningen bag har til formål at bevare banen.

Ohsbanen
Polsk lokomotiv standser ved perronen i Ohs Bruk den 13. august 2006
Overblik
Type	Museumsbane
Lokalitet	Värnamo kommun
Endestationer	Bor Norra Station Ohs Bruk
Antal stationer	10
Drift
Åbnet	1907
Operatør(er)	Ohs Bruks Järnvägs Museiförening
Teknisk
Antal spor	Enkelt
Sporvidde	600 mm
Elektrificering	Nej
Strækningshastighed	15-20 km/t
Højeste højde	237 moh
Linjekort   km   min 0,0    0   Ohs Bruk 1,7         Ekebohult 4,0         Elgaryd 4,7   20   Gimarp 5,9         Gimarpsby 8,6         Hösjömo 10,5  45   Stensjön 13,0        Sjövägen 14,5  60   Bor Norra Kyst til Kyst-jernbanen

Historie

Den gamle industri by Os har siden 1600-tallet haft stålproduktion. I 1890 ankom ingeniøren Sanfrid Berglund til Ohs for at anlægge en moderne papirfabrik og savværk drevet af en vandmølle. Som han dengang sagde: Her findes både skov, vand og arbejdskraft!.
Når varene så skulle transporteres væk, blev de fragtet 16 km østpå, af dårlige grusveje med hestevogn, til Lammhult Station hvor de via Södra stambanan blev fragtet ud i Sverige.

Da jernbanen mellem Borås og Alvesta(Kyst til Kyst) åbnede i 1902, blev der samtidig etableret en station i Bor, som værkerne i Os anså som en nemmere og kortere transport vej. I de første par år blev stadig kørt med hestevogn til Bor, selvom idéen med en jernbaneforbindelse mellem Bor og Os flere gange blev vendt. Endelig i 1907 blev det besluttet at anlægge en smalsporet jernbane mellem byerne, der stod færdig i 1910.

Da både savværk og papirfabrik var ejet af Sanfrid Berglund, og han dermed stod for alle udgifterne til anlægget selv, valgte han den billige sporvidde 600 mm som var blevet præsenteret til industribaner ved Verdensudstillingen i Paris 1889 af politikeren og industrimanden Paul Decauville.

Mellem byerne var plateau som skulle forceres, hvilket betød at banen nogle steder blev anlagt med stigningen på op til 41‰. Det er dog kun enkelte steder, og banen maksimale stigning er eller 33‰, hvilket dog stadig betyder at damplokomotivet måtte på overarbejde. Ligeledes gjorde kurverne på banen det ikke bedre, som nogle gange var nede på 100 meter i radius, hvor det normalt anbefales at kurveradiusrene ikke understiger 600m. (Se også: Jernbane) Hastigheden kom derfor aldrig over 20 km/t.

Der blev i 1930'erne anlagt et imprægneringsværk 700m før toget ankom til Os, der dog lukkede i 1960. Stationsbygningen, som i dag kan findes i Os eksisterende ikke, da der var industri i Os, men er først opført senere.

De fleste smalsporsjernbanen klarede i konkurrencen fra biltrafikken op gennem 1930'erne, og flere industribaner blev nedlagt. Ohsbanen overlevede dog, fordi der blev indkøbt et diesellokomotiv i 1948. Banen blev en af Sveriges sidste industribaner i drift, men blev endeligt nedlagt i 1967. Flere af virksomhederne i Os lukkede efterhånden, som der blev stillet større miljøkrav. I dag er der stadig en gummifabrik på stedet, samt et industrimuseum. Banen blev ikke revet op, men fik lov at leve som en transportreserve. I 1970 overtog museumsforeningen banen, og mange turister nyder i dag glæde af den naturfyldte tur.