Diskussion:Danmark-Norge: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) →Kladde på norsk wiki: lav gerne et udspil |
Nyt afsnit: →Forslag til alternativ formulering |
||
Linje 112:
:Det er at foretrække at ændringer på dansk Wikipedia bliver diskuteret på dansk Wikipedia. Beslutninger taget på norsk Wikipedia har jo ikke nødvendigvis gyldighed her. Men jo, det ville da være godt med noget tekst foreslag, for lige nu er det lidt svært at se præcis hvilke formuleringer det er du har problemer med. --[[Bruger:Saddhiyama|Saddhiyama]] ([[Brugerdiskussion:Saddhiyama|diskussion]]) 3. jan 2013, 00:06 (CET)
::Jeg kan sagtens klare en norsk tekst på bokmål, så du er velkommen til at lave et udkast og give mig et tip på min diskussionsside, når det er klart. Jeg er åben over for saglige argumenter, men kun hvis dokumentationen kildemæssigt også er i orden. Jeg har tidligere forgæves efterlyst et norsk udspil, så hvis det kommer nu, vil jeg hilse det med glæde. venlig hilsen --[[Bruger:Rmir2|Rmir2]] ([[Brugerdiskussion:Rmir2|diskussion]]) 3. jan 2013, 17:29 (CET)
== Forslag til alternativ formulering ==
Jeg har stadig ikke fundet en tilfredsstillende formulering til afsnittene om Norges politiske og juridiske stilling i rigsfællesskabet. Det er en hård nød at knække! Men her er mit forslag til de øvrige afsnit, jeg mener trænger til forbedring.--[[Bruger:Orakologen|X]] ([[Brugerdiskussion:Orakologen|diskussion]]) 20. jan 2013, 20:57 (CET)
'''Danmark–Norge''' er den moderne betegnelse for rigsfællesskabet mellem [[kongerige]]rne Danmark og Norge efter [[Kalmarunionen]]s endelige sammenbrud - med Sveriges uafhængighedserklæring i [[1523]], og indtil det oldenborgske dynasti måtte afstå Norge til svenskerne i [[1814]]. I samtiden anvendtes begrebet dog ikke, og staten blev som regel omtalt som "den danske krone", eller i 1500-tallet og 1600-tallet kron zu Dennemarck.<ref>Uffe Østergård: Europa. Identitet og identitetspolitik (1998).</ref>I 1700-tallet vandt begrebet Tvillingerigerne frem i uofficielt sprobrug.<br />
I 1536 blev Norges rigsråd afskaffet og landet formelt indlemmet i Danmark, men i praksis beholdt det de fleste af sine institutioner og egne love. Ved enevældens indførelse i 1660 genopstod Norge som kongerige, men da administrationen af det oldenborske monarki samtidig blev centraliseret i København, medførte det ikke en forøgelse af norsk indflydelse på rigets anliggender.
== Øvrige besiddelser ==
Udover de to kongeriger omfattede det oldenborgske monarki også provinserne [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og [[Holsten]], der var særskilte administrative enheder, samt de oprindelig norske besiddelser [[Grønland]], [[Island]], [[Færøerne]] og et antal oversøiske kolonier uden for Europa. Ved den formelle opløsning af Norge som selvstændigt rige i 1536 blev de nordatlantiske øer løsrevet fra Norge og kom direkte under den danske krone.
Opløsningen af unionen mellem de to lande i 1814 fik ikke indvirkning på forholdet mellem Danmark og hertugdømmerne, som derefter sammen med [[Sachsen-Lauenburg|Lauenborg]] dannede [[Helstaten]] indtil 1864, men de oprindelig norske områder Færøerne, Island og Grønland blev efter opløsningen ved med at være danske.
== Efterdønninger af opløsningen af Kalmarunionen (1523-1588) ==
Rigsfællesskabet mellem Danmark og Norge har sin oprindelse i Kalmarunionen. Kalmarunionen var i princippet indgået mellem tre ligeværdige riger, men den opstod på en tid, da Norge mærkede eftervirkningerne af [[den sorte død]], der medførte nedlæggelse af talrige landbrugsbedrifter i Norge samt [[Hansaen]]s kontrol med norsk handel. Danske og tyske embedsmænd kom i denne periode til at indtage mange norske embeder, mens jordegods og [[bispesæde]]r også kom under fremmed kontrol. Derved svækkedes mulighederne for norsk selvhævdelse. I [[1450]] blev rigsfællesskabet fastlagt i en traktat, der skulle sikre det norske [[rigsråd]] indflydelse ved kongevalg, men bestemmelsen fik ingen reel betydning. Samlet set kom Norge til at indtage en svag stilling i unionen, der var præget af dansk-svenske stridigheder.
[[Fil:Kristian2StKnuts.jpg|thumb|left|Skulptur af Christian 2. 1530 i [[Sankt Knuds Kirke (Odense)|Sankt Knuds Kirke]] i [[Odense]].]]
Kalmarunionen blev adrig juridisk ophævet, men ophørte de facto med at eksistere i [[1523]], da [[Sverige]] valgte sin egen [[konge]], og Danmark ikke havde mulighed for at forhindre dette. Efter således at have mistet Sverige flygtede [[Christian 2.]], og det danske [[rigsråd]] valgte hertug [[Frederik af Holsten]] til dansk konge som [[Frederik 1.]]. Året efter blev han godkendt som norsk konge ved et stændermøde i Bergen. Frederik stod over for store problemer: dels at holde sammen på resterne af unionen og sikre kongens stilling deri, dels at stække Hansaens økonomiske magt i riget. Dertil kom problemer med magtmisbrug blandt embedsmænd. Frederik 1. og hans søn [[Christian 3.]] løste dog gennemgående disse opgaver godt.
Tilbage stod for kongen afklaringen af forholdet til rigsrådet. Forud for sit valg til norsk konge havde [[Christian 3.]] lovet det danske [[rigsråd]], at Norge fremover ville blive behandlet som et dansk landskab. I virkeligheden skete det ikke fuldt ud. Det skyldes, at Danmark havde [[valgkongedømme]], hvor enhver ny konge for at blive valgt måtte afgive mere eller mindre handlingsbegrænsende løfter i en [[håndfæstning]]. Det svækkede selvsagt kongens magt. Norge var derimod et [[arvekongedømme]], og det var derfor i kongens interesse at bibeholde forestillingen om, at Norge havde en hvis grad af uafhængighed. Rigsrådet fastholdt dog samtidig, at et dansk kongevalg havde gyldighed for hele riget. Det norske [[rigsråd]] blev afskaffet i [[1537]], men ellers beholdt Norge de fleste af sine institutioner og egne love. Til afløsning af rigsrådet oprettedes "[[herredag]]e", der var møder mellem danske rigsråder udsendt som kongelige kommissionærer til Norge, norske [[adel]]smænd og [[lagmand|lagmændene]]. Disse "herredsdage" fungerede dels som rigets højeste domsmyndighed, dels som lovgivningsorgan og gennemførte ved recesser en fornyelse af norsk ret. Fra [[1548]] indførtes tillige stændermøder, der blev indkaldt i vigtige anledninger, især kongehyldninger. I 1572 oprettedes en norsk centralmyndighed, idet lensherren på [[Akershus slot|Akershus]] fik titel af statholder og en vis kontrolmyndighed over de andre norske lensherrer.
Selvom Norge således beholdt mange institutioner er det givet, at opløsningen af det norske rigsråd fratog Norge muligheden for at præge rigernes fælles anliggender direkte.
== Flerheden bliver statspolitik (1588-1648) ==
[[Fil:Christian IV by Vilhelm Marstrand.png|thumb|Christian d. 4. på flagskibet Trefoldigheden.]]
Under de første dansk-norske konger havde den statslige politik været at styrke centralmagten (= kongemagten) mest muligt. Dette indebar, at der havde været meget lidt plads for tiltag til fremme af de enkelte rigers og landsdeles særlige fordele. Men under [[Christian 4.]] forandredes dette. Christian 4. var den første konge, der gjorde flerheden i riget til grundlag for sin politik; stærkt påvirket af [[merkantilisme|tidens merkantilistiske tankegang]]. Dette gjaldt ikke mindst kongens norske politik.
På det tidspunkt Christian 4. kom til magten var Norge dårligt nok et samlet land, da det både savnede et politisk, administrativt og handelsmæssigt midtpunkt<ref name=autogeneret2>Rian, s. 294</ref>. Det var arven fra Hanseforbundets og den gamle adels misregimente, der endnu hærgede landet. Christian 4.s mål var at forvandle Norge fra en fjern og tilbagestående provins til et økonomisk blomstrende og administrativt velfungerende land. I modsætning til sine forgængere udviste han samme interesse for Norges ve og vel som for Danmarks. Christian 4. besøgte også Norge flere gange end samtlige andre dansk-norske konger tilsammen<ref name=autogeneret2 />. Samlet set lykkedes det at reformere Norge i denne periode og sikre en opblomstring af handel og skibsfart.
== Under den ældre enevælde (1660-1720) ==
I [[1660]] indførte kong [[Frederik 3.]] [[arvekongedømme]]t og året efter [[enevælde]], ved at udnyttede uenigheder mellem adelige og borgerlige i den danske [[stænder]]forsamling. Enevældens indførelse blev godkendt af de norske stænder, men der var ikke tale om et reelt valg. Med enevælden genopstod Norge juridisk som selvstændigt kongerige, men samtidig centraliseredes administrationen i København. Den gamle danske adel mistede meget af sin indflydelse og flere gamle privilegier afskaffes. Fra 1671 og frem indførtes en række nye privilegier til en ny fælles adel af lensfriherrer og lensgrever (med mange tyske indvandrere), som adles af kongen til gengæld for tro tjeneste i det enevældige system og formelt overdrog deres jordegods til kronen, som så forlenede dem med jorden. Dette system indførtes dog i begrænset omfang i Norge, og kun ganske få nordmænd adledes. Med den endelige opløsning af det danske rigsråd kom den politiske magt til at ligge hos embedsstanden, hvilket gav øgede karrieremuligheder for nordmænd og en hvis mulighed for norsk indflydelse på egne anliggender. Generelt blev embedsstanden i begge riger dog stærkt præget af indvandrede tyskere.
| |||