Diskussion:Danmark-Norge: Forskelle mellem versioner

Udover de to kongeriger omfattede det oldenborgske monarki også provinserne [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og [[Holsten]], der var særskilte administrative enheder, samt de oprindelig norske besiddelser [[Grønland]], [[Island]], [[Færøerne]] og et antal oversøiske kolonier uden for Europa. Ved '''den formelle opløsning af Norge''' som selvstændigt rige i 1536 blev de nordatlantiske øer løsrevet fra Norge og kom direkte under den danske krone.

Rigsfællesskabet mellem Danmark og Norge har sin oprindelse i Kalmarunionen. Kalmarunionen var i princippet indgået mellem tre ligeværdige riger, men den opstod på en tid, da Norge mærkede eftervirkningerne af [[den sorte død]], der medførte nedlæggelse af talrige landbrugsbedrifter i Norge samt [[Hansaen]]s kontrol med norsk handel. Danske og tyske embedsmænd kom i denne periode til at indtage mange norske embeder, mens jordegods og [[bispesæde]]r også kom under fremmed kontrol. Derved svækkedes mulighederne for norsk selvhævdelse. I [[1450]] blev rigsfællesskabet fastlagt i en traktat, der skulle sikre det norske [[rigsråd]] indflydelse ved kongevalg, men bestemmelsen fik ingen reel betydning. Samlet set kom Norge til at indtage en '''svag''' stilling i unionen, der var præget af dansk-svenske stridigheder.

Kalmarunionen blev adrigaldrig juridisk ophævet, men ophørte de facto med at eksistere i [[1523]], da [[Sverige]] valgte sin egen [[konge]], og Danmark ikke havde mulighed for at forhindre dette. Efter således at have mistet Sverige flygtede [[Christian 2.]], og det danske [[rigsråd]] valgte hertug [[Frederik af Holsten]] til dansk konge som [[Frederik 1.]]. Året efter blev han godkendt som norsk konge ved et stændermøde i Bergen. Frederik stod over for store problemer: dels at holde sammen på resterne af unionen og sikre kongens stilling deri, dels at stække Hansaens økonomiske magt i riget. Dertil kom problemer med magtmisbrug blandt embedsmænd. Frederik 1. og hans søn [[Christian 3.]] løste dog gennemgående disse opgaver godt.

Tilbage stod for kongen afklaringen af forholdet til rigsrådet. Forud for sit valg til norsk konge havde [[Christian 3.]] lovet det danske [[rigsråd]], at Norge fremover ville blive behandlet som et dansk landskab. I virkeligheden skete det ikke '''fuldt ud'''. Det skyldes, at Danmark havde [[valgkongedømme]], hvor enhver ny konge for at blive valgt måtte afgive mere eller mindre handlingsbegrænsende løfter i en [[håndfæstning]]. Det svækkede selvsagt kongens magt. Norge var derimod et [[arvekongedømme]], og det var derfor i kongens interesse at '''bibeholde forestillingen om''', at Norge havde en hvis grad af uafhængighed. Rigsrådet fastholdt dog samtidig, at et dansk kongevalg havde gyldighed for hele tvillingeriget. Det norske [[rigsråd]] blev afskaffet i [[1537]], men ellers beholdt Norge de fleste af sine institutioner og egne love. Til afløsning af rigsrådet oprettedes "[[herredag]]e", der var møder mellem danske rigsråder udsendt som kongelige kommissionærer til Norge, norske [[adel]]smænd og [[lagmand|lagmændene]]. Disse "herredsdage" fungerede dels som rigets højeste domsmyndighed, dels som lovgivningsorgan og gennemførte ved recesser en fornyelse af norsk ret. Fra [[1548]] indførtes tillige stændermøder, der blev indkaldt i vigtige anledninger, især kongehyldninger. I 1572 oprettedes en norsk centralmyndighed, idet lensherren på [[Akershus slot|Akershus]] fik titel af statholder og en vis kontrolmyndighed over de andre norske lensherrer.