Agroøkologi: Forskelle mellem versioner

Ved agroøkologisk dyrkning ser man først og fremmest på dyrkningssystemerne med økologens øjne. Det betyder, at man ikke vægter den økonomiske (dyrkning for [[nytteværdi]]ens eller [[udbytte]]ts skyld), eller den organisatoriske side (efterligning af industriel produktion). Dyrkede økosystemer skal derimod forstås og planlægges ud fra økologiske principper.

 

Det er vanskeligt at undgå afgrødernes karakter af pionerplanter, men det er muligt at bøde på de værste virkninger ved at følge mere langsigtede planer for de enkelte dyrkningsarealer. Fra tidlig tid har man f.eks. indføjet hvileperioder for jorden, hvor man [[braklægning|braklagde]] arealet og lod det fortsætte successionen frem til en tæt vegetation af høje og lave stauder (græsser og blomstrende planter). Arealet kunne så udnyttes til husdyrgræsning så længe det lå hen i brak.

Når man ønsker at følge et princip om "rationel dyrkning", vil fordelene ved monokultur springe i øjnene. Det kan dog være en overfladisk betragtningsmåde, for bag den ligger muligvis dybere tankemønstre, som filtrerer og styre opfattelsen af, hvad der er rationelt. Det rationelle skovbrug har i nogle generationer ment, at monokulturer af [[Rød-Gran]] var mest rationelt. I dag kan man se, at det ikke holder – ikke engang ud fra en snæver, økonomisk betragtning. Derfor er skovbruget og dele af landbruget på vej tilbage mod dyrkning af blandingskulturer, f.eks. ved at benytte sig af [[udlæg]]smetoden, så man opnår at holde to-tre kulturarter i dyrkning på samme areal, ved at følge et langt mere varieret sædskifte med en længere rotationsperiode eller ved at dyrke skiftende kulturer i et rækkesystem hen over den enkelte mark.

Når man mekaniserer landbruget, bliver det mest praktisk at indrette dyrkningssystemerne på en måde, så de bedst udnytter fordelene ved maskinerne: arbejdstempo og ensartethed. Ulempen er, at den bare jord mellem rækkerne bliver udsat for erosion og for, at [[ukrudt]]sarter etablerer sig. Dertil kommer, at rækkerne tvinger til, at man kører på en bestemt måde hen over jorden, og derved opstår der [[traktose]] (komprimering af jorden), som hæmmer eller umuliggør videre dyrkning. Man har forsøgt sig med mange fantasifulde plantningssystemer, som bryder rækkesystemet op, men de kræver alle en langt større anvendelse af menneskelig arbejdskraft, og den endelige løsning er endnu ikke fundet.

Oprettelse af læhegn, sprøjtefrie zoner, [[landskabskorridor]]er, [[vildtremise]]r og andre [[refugium (økologi)|refugier]] er alt sammen metoder, der bryder med den lave biodiversitet i de traditionelle dyrkningssystemer. Næste trin bliver bevidst beskyttelse og pleje af hele [[biotop]]er som bufferområder langs eller ved siden af de dyrkede marker. Ved [[biologisk bekæmpelse]] sigter man efter at holde problematiske skadedyr under kontrol ved hjælp af rovdyr eller snyltere, som lever af de skadelige dyr. Målet er ikke at udrydde skadedyrene, men kun at holde dem nede i et antal, som ikke overskrider en begrundet [[skadetærskel]].

Det har vist sig, at det i høj grad er muligt at undvære pløjning. Nye redskaber og metoder betyder, at man kan løsne jorden og benytte sig af frostens skørnende evne uden at skulle vende dyrkningslaget ned i 30-40 cm dybde. Selv i det traditionelle landbrug har "reduceret jordbehandling" vist sig at være økonomisk fordelagtig, men problemet er, at de flerårige ukrudtsarter med dybtgående rodsystemer ([[Ager-Tidsel]], [[Grå-Bynke]] og [[Butbladet Skræppe]] f.eks.) breder sig på marken, hvis man fravælger jordvending. Det er især vanskeligt at håndtere i dyrkningssystemer, hvor rodfrugtafgrøderne er ude af sædskiftet. Den renholdelse, som man fastholder i disse kulturer, holdt tidligere disse problemplanter nede.

Agoøkologiske metoder bygger på bevarelsen og plejen af gamle sorter af kulturplanterne og gamle, lokale husdyrracer. Det er også blevet klart, at kulturplanternes vildarter og deres oprindelige plantesamfund (se [[frugtbare halvmåne]]) rummer dyrkningsmæssige og ernæringsmæssige fordele, som kan genaktiveres ved nye metoder, f.eks. dyrkning af forenklede udgaver af hele plantesamfund på samme markstykke.