Danmarks historie (1814-1848): Forskelle mellem versioner

I den slesvigske stænderforsamling anmodede den nordslesvigske bonde [[Nis Lorentzen]] [[8. juni]] 1836 om indførelse af dansk retssprog i [[Nordslesvig]]. Det ønske var næppe af nationalistisk karakter, men mere en mulighed for de [[dansk (sprog)|dansktalende]] bønder at få deres sager behandlet på deres eget sprog og af embedsmænd, der kunne tale til dem på deres sprog. Episoden betød, at de små kredse, der i [[Kiel]] og Nordslesvig kæmpede for det danske sprogs ret i Slesvig, og de liberale danske kredse fandt sammen for første gang. Professor [[Christian Paulsen]] slog i breve til ''Fædrelandet'', i efteråret til lyd for Nis Lorentzens synspunkter. De yngste liberale, med juristen og journalisten [[Orla Lehmann]] i spidsen, tog sagen op i Trykkefrihedsselskabet og fik vedtaget, at selskabet skulle udbrede sin virksomhed til de dansktalende egne af Slesvig. Det var et uhyre populært træk, der fik medlemstallet til at stige til omkring 5.000. Episoden viste dog også, at de dansk- og tysktalende slesvig-holstenske liberale kunne få svært ved at arbejde sammen i stænderforsamlingen. Den danske opposition i Slesvig fik endnu fastere form, da købmanden P.C. Koch i Haderslev begyndte at udsende bladet ''[[Dannevirke (dagbladavis)|Dannevirke]]''. De liberale i København støttede aktivt denne virksomhed, selvom bladets kongetro linje gav visse betænkeligheder.<ref name="S219+221">{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|pp=219+221.}}</ref>