Konstitutionelt monarki: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Xqbot (diskussion | bidrag) m r2.7.3) (Robot tilføjer ml:ഭരണഘടനാപരമായ രാജവാഴ്ച |
m Typo fixing, typos fixed: folketingets → Folketingets ved brug af AWB |
||
Linje 26:
* Grundloven giver alle bønder - selvejere såvel som fæstere, små såvel som store - stemmeret trods godsejernes og konservative borgeres protester, og den anses af samtiden for at være meget demokratisk, fordi der i princippet er lige og almindelig valgret til begge Rigsdagens kamre: Folketinget og Landstinget. En valgret uden census (dvs. uden at en bestemt indkomst eller formue kræves) føles af samtiden som et stort demokratisk fremskridt.
* I de to kamre,Folketinget og Landstinget, er der henholdsvis 102 og 66 medlemmer. I princippet har mænd, der er 30 år og derover stemmeret til både folke- og landsting - undtaget er dog fattighjælpsmodtagere og folk, der har modtaget denne hjælp uden at have tilbagebetalt eller fået den eftergivet, tjenestefolk, der ikke har foden under eget bord, dvs. ikke har deres egen husstand, og umyndiggjorte. Mænd er fra deres 25. år valgbare til Folketinget og fra deres 40. år valgbare til Landstinget under forudsætning af, at de enten har en årlig indkomst på mindst 1200 rigsdaler (2400 kr.) eller betaler mindst 200 rigsdager (400 kr.) i skat.
* 15
* For at et lovforslag kan vedtages, skal begge kamre godkende det. Det er svært, da der i Folketinget er flertal af bønder, mens der i Landstinget er flertal af nationale liberale borgere og godsejere. For at det skal opnå gyldighed, skal det underskrives af kongen og en minister skal kontrasignere (også underskrive) det.
* 1848 – Slesvig-holstenerne kræver en fri forfatning for Slesvig og Holsten og sender en delegation til Frederik d. 7. Kongen (i praksis det nyudnævnte martsministerium) afviser deres krav om, at Slesvig og Holsten skal have en fælles fri forfatning, og at Slesvig, der i modsætning til Holsten ikke er medlem af Det Tyske Forbund, skal have lov til at indtræde i dette. Det er regeringens hensigt, at den fri forfatning, der skal sættes i kraft, både skal gælde for Kongeriget og Slesvig, medens holstenerne selv må bestemme, hvordan deres forfatning og tilknytning til Det Danske Monarki skal være.
* Tyske slesvig-holstenere gør oprør og starter den [[første slesvigske krig]] den 24. marts: en borgerkrig mellem den danske stat og oprørske tyske slesvig-holstenerne. Preussen blander sig i borgerkrigen ved at sende tropper af sted, der støtter oprørerne. Derved bidrager det til, at krigens karakter af borgerkrig tilsløres. Krigen svinger i intensitet, og efter tre år går Danmark sejrende ud af krigen med støtte fra England, Frankrig og Rusland, der ikke gerne ser et større og mere magtfuldt Tyskland.Dertil kommer, at Preussen opgiver at støtte oprørerne i 1849. Herefter står oprørerne alene over for den danske hær, som besejrer dem i det blodige slag ved Isted i 1850.
* Det aftales, at Slesvig-Holsten forbliver under den danske konge, og at Slesvig ikke må knyttes tættere til Kongeriget end Holsten.
* Kongen ønsker at videreføre "helstaten", Danmark, Slesvig og Holsten, under ét. Andre er fortalere for [[Ejderpolitikken]], som går ud på at inkorporere Slesvig i Kongeriget og lade Holsten selv afgøre, om det fortsat vil være en del af Det Danske Monarki. I de regeringer, der efterfølger Martsministeriet, er der dog også fortalere for en deling af Slesvig (kultusminister N.J. Madvig og minister uden portefølje teologen H.N. Clausen), således at den sydlige helt overvejende tyske del af Slesvig sammen med Holsten udskilles af Monarkiet. Disse tanker bliver dog ikke realiseret, blandt andet fordi der hverken er tilslutning til dem i Slesvig og Holsten eller blandt udenlandske magter som Østrig, Preussen og Rusland, hvortil kommer, at mange danske politikere som de konservative helstatspolitikere og en del nationalliberale heller ikke går ind for dem. Også kongen Frederik 7. er imod delingstanken.
* 1863 – Junigrundloven, der i 1855 er blevet indskrænket til kun at gælde for kongerigske forhold, suppleres med en fællesforfatning for Kongeriget og Slesvig, kaldet Novemberforfatningen. Det er et brud på aftalerne af 1851 og 52, for skønt Slesvig ikke er blevet inkorporeret i Kongeriget, er det dog blevet knyttet nærmere til Kongeriget, end Holsten er. Slesvig-holstenerne protesterer.
* 1864 – Preussen og Østrig indleder en krig mod Danmark, den anden slesvigske krig, og de tre stormagter, som tidligere hjalp Danmark, ønsker ikke at hjælpe længere. Danmark taber krigen og mister Slesvig, Holsten og Lauenborg. Sidstnævnte fik Danmark som erstatning, da det mistede Norge i 1814.
* Med krigen falder den danske nations selvværd, for Danmark går fra at være en mellemstor stat til at være en lille, ubetydelig småstat. Den har mistet 40
* Nu er Danmark nødt til at satse på den danske jord og begynder at opdyrke de jyske heder. Efter krigen går Danmarks grænser ved Kongeåen, lige syd for Kolding.
* 1866 – Godsejerne, af hvilke nogle er adelige, mener, at det var en stor fejl at lade almindelige bønder få stemmeret, da de har kostet Danmark store landområder. Grundloven ændres. Skønt den almindelige valgret til Landstinget bevares, udhules den, fordi den kun kommer til at gælde for 27 af pladserne; yderligere 27 vælges af de velbjergede på land og og i by, medens kongen - i praksis den siddende regering - udpeger de sidste 12 medlemmer af landstinget.
Linje 47:
* grundlovens § 2 fastslår, at "regeringsformen er indskrænket-monarkisk". Dette er lovens formulering af begrebet "konstitutionelt monarki" men unægtelig i et lettere forståeligt ordvalg.
* grundlovens § 3 fastslår, at "den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene." Det er Folketinget, der vedtager forslag til love, men det er kongen (monarken), der derefter endeligt godkender den med sin underskrift, jf.
* grundlovens § 14, der fastslår, at "kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift. Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen".
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med
* grundlovens § 12, der fastslår, at "kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver den gennem ministrene",
* grundlovens § 13, der fastslår, at "kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov", og
* grundlovens § 14, der i første sætning fastslår, at "kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem".
Lidet kendt men såre vigtig er
* grundlovens § 16, ifølge hvilken "ministrene kan af kongen eller folketinget tiltales for deres embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager". Kongen kan således beslutte, at der skal rejses tiltale mod en given minister for dennes embedsførelse, selv om denne har fundet tilslutning blandt et flertal i Folketinget. Bestemmelsen betyder, at regeringen ikke behøver at have
Yderligere bør fremhæves
* grundlovens § 19, stk. 1, hvorefter "kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som iøvrigt er af større betydning. Ejheller kan kongen uden folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med folketingets samtykke." og samme lovs
| |||