Rudolf Diesel: Forskelle mellem versioner

Diesel blev beskrevet som et "højtryksmenneske". Han prøvede metodisk at forøge sin prestationsevne efter det samme [[princip]] som sin motor. Han befandt sig periodevis i en tilstand af konstant "nervespænding og åndelig opphidselse". Da han besøgte verdensudstillingen i [[1889]], følte han sig så overstimuleret af indtrykkene, at han selv troede, han var ved at dø: "Jeg sprang ud midt i udstillingen, tog en taxa og nåede frem til lægen, før kontortiden var omme...jeg var så oprørt, at jeg knapt mere kan...," skrev han i en stil, der var ligeså fragmenteret som hans eget indre. I [[1898]] følte han et konstant hjernebrus, som truede med at trykke ham ned i "en sort afgrund", og fryktedefrygtede at blive sindssyg. Hans læge forbød ham at arbejde, og foreskrev halvt års ophold på et nerve[[sanatorium]], men snart var Diesel igen manisk optaget af vekselvis sin motors fremtid og forskellige politisk-[[Utopi|utopiske]] projekter. Dette var en selvforbrænding, som førte i retning af [[selvmord]]. Omstændighederne rundt hans død er uklare. Han forsvandt fra postskibet ''Dresden'' under en overfart fra [[Antwerpen]] til [[Harwich]]. På forhånd havde han markeret dagen med et tyndt [[blyant]]kors i sin [[almanak]]. <ref>Karin Johannisson: ''Melankolske rom'' (s. 194-5), forlaget Cappelen Damm, Oslo 2010, ISBN 978-82-02-32188-8</ref>