Belgisk Congo: Forskelle mellem versioner

Oprindeligt skulle staten være et frihandelsområde åbent for alle nationer, men på en international konference i Bruxelles i 1890 bemyndigedes regeringen til at opkræve visse importtolde. Det viste sig snart, at de højt spændte forhåbninger om den nye staten ikke skulle blive opfyldte, idet hverken trafikforholdene på Kongos bifloder og ej heller kolonisations- og erhvervsmulighederne var så gode, som man havde antaget. Dertil kom, at forsøgene på at undertrykke slavehandelen fremkaldte en krig med de arabiske slavehandlere i 1891-1894 uden, at slaveriet kunne udryddes. Imidlertid overdrog kong Leopold ved testamente af 2. august 1889 sine rettigheder over Kongo efter sin død til staten Belgien, hvilket kunde anses så meget mere rimeligt, som dette land havde ydet store summer til Kongos besættelse. Ved en konvention af 3. juli 1890 mellem Belgien og Kongo anerkendtes den førstnævnte stat ret til at annektere den sidstnævnte efter 10 år, og denne overenskommelse fornyedes den 10. august 1901. I 1903 fremkom højlydte klager fra udlandet imod den ubarmhjertige måde, hvorpå kongen og hans embedsmænd udnyttede negerne til egen fordel. Den engelske udenrigsminister lord Lansdowne indgav herom en note til den belgiske regering den 8. august 1903. Skønt kongen forsvarede sig mod disse anklager og især lod flere forfattere vise, at tvangsarbejdet med indsamling af kautschuk var et nødvendigt vilkår for koloniens videre opblomstring, så fortsatte protesterne mod regeringssystemet i Kongo, i særdeleshed i England, hvor man tilmed dannede en ''Congo reform association''. Kongen blev som følge heraf tvunget til at i september 1904 afsende en upartisk kommission for at undersøge forholdene; den vendte tilbage i marts 1905, men ej heller dennes redegørelse dæmpede opinionen i udlandet. Til sidst tilbød kong Leopold Belgien at allerede under hans livstid overtaga Kongo. Beslutningen herom blev udført ved en aftale mellem de to stater den 28. november 1907, hvilken blev godkendt af kamrene i august og af kongen den 18. oktober 1908. Derved fastsattes Kongos senere regeringsforhold. Dets højeste chef blev Belgiens kolonialminister, og ham bistod tre generalsekretærer (for udenrigs-, finans- og indenrigsanliggender. Han var formand for kolonialrådet, som bestod af 14 medlemmer, af hvilke 8 blev udnævnt af kongen, 3 udset af senatet og 3 af repræsentantkammaret. En fra hver af disse grupper afgik årligt, men kunne genvælges. Budgettet skulle godkendes af kamrene; sammen med budgettet skulle årligt til dem afgives en forvaltningsberetning. I Borna residerede en generalguvernør og to vicegeneralguvernører, en generalsekretær og direktører for justitsvæsenet, finanser og samfærdsel samt en overbefalende over tropperne. Der fandtes tillige en appellationsdomstol.

 

Belgisk Congos areal opgjordes til 2.382.800 km². Dets grænser bestemtes dels ved neutralitetserklæringen i august 1895, dels ved traktater med Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Portugal. I vest nåede Congo til Atlanterhavet omend kun med smal kyststrækning på begge sider af floden Kongo, længere inde udvidedes området og nåede i sin sydøstra del 14° sydlig bredde, mens i nord floden M’Bomou samt dennes hovedflod Ubangi udgjorde grænse mod Fransk Kongo. Den sidstnævnte flod og, efter dennes instrømning i Kongo, den sidstnævnte, dannede tillige i vest grænse mod samme naboland. I øst nåede det til Tanganika, Kivu- og Albert Njansa-søerne, mens Edvardsøen for halvdelens vedkommende lå inden for dets grænse; og i nordøst nåede det frem til Bahr-el-Gebel ved det i 1894 af England udlejede Lado-område. Dettes nordlige grænse var tillige hele koloniområdets nordligste (5° 30’ D. br.) og østligste (32° østlig længde).