Otto den Store: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
EmausBot (diskussion | bidrag) m r2.7.2+) (Robot: Ændrer el:Όθων Α΄ της Αγίας Ρωμαϊκής Αυτοκρατορίας til el:Όθων Α΄, Άγιος Ρωμαίος Αυτοκράτορας |
Rmir2 (diskussion | bidrag) m småret |
||
Linje 1:
[[Fil:Otto I HRR.jpg|thumb|right|Otto 1. af det Tysk-romerske rige, tegning fra omkring 1530erne]]
'''Otto den Store''' ([[23. november]] [[912]] – [[7. maj]] [[973]]), konge af [[Tyskland]] ([[936]]-[[973]]) og fra [[962]] også [[tysk-romerske rige|tysk-romersk]] [[Tyske kejsere|kejser]]. Han overtog den tyske trone, da hans far, [[Henrik Fuglefænger]], døde. Sønnen, [[Otto 2.]], fulgte ved '''Otto den Stores''' død faderen som kejser i [[973]].
Fra [[936]] var Otto I [[Tysk-romerske rige|tysk konge]] og fra 951 [[konge af Italien]]. Han blev udnævnt til tysk-romersk kejser i år 962. I sine forsøg på at kristne [[Norden]] og de [[Slavere|slaviske folkene]], udsendte han mange [[missionærer]], hvilket senere førte til dannelsen af staterne [[Polen]] og [[Tjekkiet]], tidligere kendt som [[Bøhmen]]. Ikke mindst førte dette til, at disse folkene blev [[katolske]] og ikke [[Den ortodokse kirke|ortodokse]] således som resten af de slaviske folk. Han reddede til og med kristenheden ved at afværge ungarske angreb, og blev derfor kaldt for "Europas befrier". Det afgørende slag, [[Lechfeldslaget]], fandt sted den [[10. august]] [[955]].
== Liv og karriere ==
=== Tidlig styre ===
Otto blev gift med [[Angelsaksere|angelsaksiske]] [[Edith af England|Edith]] (Ædgyth) ([[910]]-[[946]]), datter af [[Edvard den ældre]], konge af England, i [[929]]. I [[936]] efterfulgte han sin far [[Henrik I af Sachsen|Henrik Fuglefængeren]] på tronen.
Han sørgede for at blive kronet i [[Karl den store]]s tidligere hovedstad [[Aachen]] hvor han blev salvet af Hildebert, ærkebiskop af Mainz, overhoved for den tyske kirke. I henhold til den saksiske historiker [[widukind von Corvey|Widukind af Corvey]] var der fire andre hertuger fra riget tilstede, fra [[Franken]], [[Schwaben]], [[Bayern]] og [[Lorraine]], og som fungerede som hans personlige ledsagere: [[Arnulf 1. af Bayern]] som [[marskalk]] (stallmester); [[Herman 1. af Schwaben]] som [[mundskænk]]; [[Eberhard 3. af Franken]] som hovmester, og [[Gilbert af Lorraine]] som kammerherre.<ref>Widukind af Corvey: ''Res gestae saxonicum'', Bog 2, kapitel 2: «duces vero ministrabant. Lothariorum dux Isilberhtus, ad cuius potestatem locus ille pertinebat, omnia procurabat; Evurhardus mensae preerat, Herimannus Franco pincernis, Arnulfus equestri ordini et eligendis locandisque castris preerat; Sigifridus vero, Saxonum optimus et a rege secundus, gener quondam regis, tunc vero affinitate coniunctus, eo tempore procurabat Saxoniam, ne qua hostium interim irruptio accidisset, nutriensque iuniorem Heinricum secum tenuit.» [http://www.hs-augsburg.de/~harsch/Chronologia/Lspost10/Widukind/wid_sa2t.html ''Bibliotheca Augustana''].</ref> Fra begyndelsen af Ottos styre gav han klare signaler om, at han var en efterfølger til Karl den store, hvis sidste arvinger til [[Øst-Franken]] var døde i [[911]], og at han havde den tyske kirke med dens mægtige biskopper og abbeder bag sig. Imidlertid var [[Vest-Franken]] fortsat underlagt herskeren fra det [[Karolingerne|karolingske dynasti]].
Otto havde til hensigt at dominere kirken og således kunne forene de tyske landområder. Kirken tilbød rigdom, militære mandskaber og sit monopol på læse- og skrivekundskab. Han kunne til gengæld tilbyde beskyttelse mod adelen, løfte om økonomiske tilskud og en vej til magt som hans administrative tjenere. I [[938]] blev en [[sølv]]kilde opdaget i [[Rammelsberg]] i [[Sachsen]]. Denne minedrift sørgede for at finansiere Ottos aktiviteter gennem hele hans styre, faktisk bidrog den til skaffe det meste af Europas sølv, kobber, og bly i de næste to hundrede år. Årsagen til, at tilkomsten var af betydning, er, at andre sølvkilder var tørrede ud allerede i [[820-erne|820-]] og [[830-erne]] på grund af politiske vanskeligheder i det [[muslim]]ske [[Abbasiderne|Abbasiderrige]] og som igen havde ført til krise i Europa.<ref>Holmes, George (1988): ''The Oxford Illustrated History of Medieval Europe'', London, ss.106</ref>
Ottos tidlige styre var kendetegnet af en række oprør fra hertugernes side. I [[938]] havde Eberhard, hertug af Bayern, nægtet at betale ham hyldest. Otto svarede med at gå i krig to gange, først i løbet af foråret og der efter i efteråret 938, besejrede Eberhard og forviste ham. [[Berthold af Bayern|Berthold]], broder til Arnulf, tidligere hertug af [[Kärnten]], blev ny hertug af Bayern.
Efter, at Siegfried, greve af Merseburg, døde i 937, krævede Thankmar dette grevskab, men Otto udnævnte [[Gero 1. af Merseburg|Gero]], broder til Siegfried, som den nye greve. I løbet af denne strid gik [[Eberhard 3. af Franken]], og [[Wichmann den ældre]] oprør mod Otto, og Thankmar slog sig sammen med dem. Thankmar og Eberhard erobrede [[Belecke]] ved floden [[Möhne]]. Wichmann den ældre kom til en forsoning med Otto, og oprøret i Sachsen brød sammen. Fæstningen [[Eresburg]] blev belejret og til sidst erobret af Ottos hær. Thankmar blev dræbt ved alteret i kirken. Eberhard blev for en tid holdt fængslet ved [[Hildesheim]], men blev senere sluppet fri. Han gik siden ind i en sammenslutning med [[Henrik 1. af Bayern]], Ottos yngre broder.<ref>Holland T. (2009): ''Millennium''. London. Abacus. ss. 59.</ref>
== Otto den Store og Danmark ==
Line 8 ⟶ 22:
== Familie ==
Otto 1. var søn af [[Henrik Fuglefænger]] og hans kone Mathilda den Hellige af Sachsen. Han blev gift med den angelsaksiske Ædgyth (910-946), datter af [[Edward af Wessex]], konge af England, og i 951 med [[Adelheid av Det tysk-romerske rike]] (931 - 999), datter af [[Rudolf II af Burgund]]. Han havde følgende børn:
# Ludolf
# Liutgard, gift med Konrad den røde af Lothringen
Line 17 ⟶ 29:
{{Arvefølge|[[Tyske kejsere]] <br />af det [[Tysk-romerske rige]] fra 800-1806|[[Henrik Fuglefænger]] <br /> 919 - 936|[[Otto 2.]]<br /> 973-983}}
== Noter ==
{{Reflist}}
{{Commons|Otto I.}}
| |||