Latinsk grammatik: Forskelle mellem versioner

6.255 bytes tilføjet ,  for 9 år siden
Gennemgående ændring af indhold og struktur. Siden er endeligt ikke færdig, men siden gemmes for at kunne facilitere yderligere tilbygning. De mange tomme afsnit vil snart udfyldes.
m (Bot: Migrerer 22 interwikilinks, som nu leveres af Wikidatad:q27716)
(Gennemgående ændring af indhold og struktur. Siden er endeligt ikke færdig, men siden gemmes for at kunne facilitere yderligere tilbygning. De mange tomme afsnit vil snart udfyldes.)
{{ibrug|--[[Bruger:Nielsheur|NH]] ([[Brugerdiskussion:Nielsheur|diskussion]]) 15. mar 2013, 17:48 (CET)}}
Den '''latinske grammatik''' er ligesom en række andre gamle indoeuropæiske sprog i høj grad baseret på bøjninger af ordene, og der er stor frihed til at vælge ordenes orden i sætningerne. Dette er i modsætning til sprog som fx dansk hvor ordstillingen er afgørende for den grammatiske funktion.
Latinsk grammatik beskriver de regler, som bruges til at fortolke og komponere latinske tekster. Grammatikken er på mange måder anerledes fra den danske, da latin ikke har nogen bestemt artikel og er et [[morphologisk sprog]], hvor bøjningen af ordene i en sætning spiller en større rolle end deres placering. Ordstillingen er således teorisk set fri. Latin har et udvidet system af bøjninger for substantiver, verber, pronominer, tal og adjektiver, hvoraf substantiver, pronominer, tal og adjektiver bøjes efter tal og kasus, mens verber bøjes i et separat system efter en række faktorer som tid, person, modus m.v.
På latin følger ordstillingen ofte subjekt, objekt verbum-[[paradigme]]t, selvom der, særligt i poesi, kan forekomme variationer.
I latin, er der fem [[Deklination (grammatik)|deklinationer]] for [[Navneord|substantiver]] og fire [[Bindeord (konjunktion)|konjunktioner]] for [[Udsagnsord|verber]]. Latin har ingen bestemt artikel, som det kendes fra det græske sprog, og skiller f.eks. ikke imellem en pige og pigen; det sammen ord puella, dækker dem begge to.
 
==Morphologi==
 
== Verber =Verb===
Latinske [[Verbum|verber]] (udsagnsord) har mange bøjningsformer. Først og fremmest deles bøjningerne ind i to hovedgrupper: de finitte og de infinitte. De finitte former er personbøjede. De kan bøjes i
* [[tempus]] (tid): [[præsens]], [[præteritum]], [[futurum]]
Verbets (infektiv)stamme findes ud fra præsens infinitiv-formen ved at fjerne -re (for konsonantstammer fjernes -ere) fra enden af verbet.
 
== Substantiver ==
Latinske [[Substantiv|substantiver]] (navneord) bøjes i [[kasus]] og tal. Hvert substantiv har et bestemt køn: maskulinum (hankøn), femininum (hunkøn) eller neutrum (intetkøn). De to tal er singularis (ental) og pluralis (flertal). De fem kasus er:
* [[nominativ]]. Bruges til at angive den der foretager en handling. Sætningens [[Subjekt (grammatik)|subjekt]] og subjektsprædikater står som regel i nominativ. ('''Jeg''' ''henter vinen.'')
* [[akkusativ]]. Bruges om den eller det som handlingen vedrører. Sætningens direkte [[Objekt (grammatik)|objekt]] og objektsprædikat står i akkusativ. (''Jeg henter'' '''vinen'''.) Endvidere styrer en del præpositioner akkusativ; hovedreglen er at præpositioner der betegner en bevægelse ind i eller hen mod noget, styrer akkusativ (''Jeg gik hen til'' '''døren'''.)
* [[genitiv]]. Bruges til at betegne et ejerforhold eller til at knytte to substantiver sammen. ('''Jensens''' ''kop'', '''dronningens''' ''portæt'')
* [[dativ]]. Bruges til at angive modtageren af en handing. Ofte i forbindelse med at give. (''Jeg giver'' '''ham''' ''vinen''.)
* [[ablativ]]. Bruges til at angive 'med hvad', 'hvordan', 'hvorfra' osv. Ablativ har ikke et modstykke på dansk, men gengives som præpositionsled. (''Jeg slog sømmet i'' '''med hammeren'''.) En del præpositioner styrer ablativ; hovedreglen er at der er tale om bevægelse på stedet, bevægelse væk fra eller ud af.
Endvidere findes rester af to ældre kasus; [[vokativ]] som bruges ved direkte tale (''kom, slave!'') og kun forekommer i verber af 2. deklination singularis og i alle øvrige tilfælde er smeltet sammen med nominativ, samt [[lokativ]] der bruges om steder hvor noget foregår; på nær enkelte tilfælde (byer og små øer) er lokativ smeltet sammen med ablativ.
 
===Nominer===
Substantiver bøjes i fem deklinationer.
På latin er [[nomen|nominerne]] en gruppe af ordklasser, der bøjes efter køn, tal og [[kasus]]. Hertil hører substantiver, adjektiver, pronominer og numeraler. Latin har traditionelt fire forskellige køn, hvoraf sidste dog ofte tælles som inkoperet i de tre andre: [[maskulinum]] (hankøn), [[femininum]] (hunkøn), [[neutrum]] (intetkøn) eller [[commune]] (fælleskøn). Nominer kan bøjes i to tal: singularis (ental) og pluralis (flertal). På latin findes seks forskellige kasus, nominativ, akkusativ, genetiv, dativ, ablativ og vokativ, der bruges som på f.eks. tysk til at indikere ordets rolle/led i sætningen. (Se mere i afsnittet [[#Kasus|kasus]] længere nede.)
 
====Substantiver====
== Adjektiver ==
Latinske [[Substantiv|substantiver]] (navneord) bøjes i [[kasus]] og tal og har et af de fire køn. Herudover bøjes substantiverne i fem forskellige deklinationer eller bøjninger, hvoraf 1.-3. svarer til adjektivernes 1.-3. bøjning og desuden er de hyppigst forekommende deklinationer, hvorimod 4. og 5. bøjning er relativt sjældne. Substantiver kan deles i to dele: abstrakte og konkrete substantiver; hvor de konkrete beskriver en person eller ting, som '''homo''', ''menneske''; de abstrakte beskriver noget tænkt og uhåndgribeligt, som '''amor''', ''kærlighed''. De konkrete inddeles i to grupper: almene og egenavne, som '''Gaius Iulius Caesar'''. Dette betyder, at substantiver defineres bredere på latin end dansk til også at inkludere egenavne.
 
=====Køn=====
{{Tomt afsnit}}
Substantivernes køn kan findes i ordbogen, men følger typisk en regel og kan derfor udregnes med nogle overordnede regler. Således følger der herunder de forskellige køn med ordtyper, der typisk hører dertil.
== Pronomener ==
 
:'''Maskulinum''' er typisk ord og navne, der beskriver mænd f.eks. '''vir''' (''mand'') og '''servus''' (''slave''), ord i anden deklination med endelsen -us, floder '''Rhenus''' (''Rhinen'') og '''Tiberis''' (''Tiberen''), bjerge og vinde.
:
:'''Femininum''' er typisk ord og navne, der beskriver kvinder f.eks. '''mulier''' (''kvinde'') og '''ancilla''' (''slavinde''), ord i første og tredje deklination (-a, -io, -ia, lande '''Aegyptus''' (''Ægypten'') og '''Italia''' (''Italien''), øer '''Sicilia''' (''Sicilien'') og '''Sardinia''' (''Sardinien''), planter og træer.
:
:'''Neutrum''' ord er typisk upersonlige og konstruerede som et '''templum''' (''tempel'') og '''aedificium''' (''bygning'') og infitiv verbalformer '''esse''' (''at være''), '''sepelire''' (''at begrave''), men ellers er det vanskeligt at give nogle særlige regler herfor.
:
:'''Commune''' er mange ord, der både kan beskrive en kvindlig og mandlig version. Dette gælder f.eks.: '''sacerdos''' (''præst''), '''civis''' (''borger'') og '''comes''' (''kompagnon eller partner'').
 
Disse regler er noget upræcise, da der hertil hører et utal af undtagelser.
 
=====De fem deklinationer=====
{{Uddybende|De fem deklinationer}}
<!-- I ovenstående overvejes det at indsætte et skema med bøjninger, samt uddybninger og eksempler-->
De fleste latinske substantiver bøjes forskelligt alt efter, hvilken deklination (bøjning) de tilhører. Deklinationerne er et system over bøjningen af en ordgruppe, der viser, hvad f.eks. et ord i første deklination hedder i de seks kasus i singularis og i de seks kasus i pluralis. Men ikke alle ordene i en deklination bøjes efter standardbøjningen; særligt tredje deklination indeholder en del sideordnede bøjninger, der bøjes delvist anderledes end hovedbøjningen, og derudover findes der uregelmæssige ord. Deklinationerne er delt i fem, og typisk kan det bøjningen udledes substantivets nominativ-endelse. Første deklinations substantiver plejer at ende på -a, anden deklination i -us (maskulinum) eller -um (neutrum), tredje deklination i -o, -s, -x, ns, -us eller konsonant, fjerde deklination i -us elle -u og femte deklination i -es. Heraf fremgår det, at særligt endelse -us deles mellem flere deklinationer, hvorfor deklination her ikke alene kan udledes på baggrund af endelsen.
 
De fem deklinationer kan bruges til de fleste substantiver, men nogle latinske substantiver er ubøjelige, ændrer således ikke form og hører ikke til nogen deklination. På [[klassisk latin]] er ubøjelige substantiver dårligt forekommende, men [[kirkelatin]] indeholder mange ubøjelige substantiver særligt i [[det gamle testamente]], der ofte er [[hebraisk]]e navne som [[Achaz]].
 
====Adjektiver====
{{Uddybende|Adjektivbøjninger (Latinsk grammatik)}}
På latin bøjes adjektiver også. Disse bøjes efter kasus og tal af det substantiv, de lægger sig op ad. Der skal være kongruens mellem de to, hvorfor det hedder '''atra avis''' (en sort fugl) i nominativ sing., '''atram avem''' i akkusativ sing og '''atrae aves''' (sorte fugle) i nominativ plur. Verber '''ater''' (sort) ændrer sig efter '''avis''' (fugl). Adjektiverne deles i to grupper: 1.-2. bøjning og 3. bøjning. Disse svarer til forveksling til substantivernes 1.-3. deklination. Adjektiverne i 1.-2. bøjning bøjes forskelligt efter substantivets køn, f.eks. hedder '''bonus''' (god) følgende i nominativ: '''bonus''' (m), '''bona''' (f) og '''bonum''' (n). Adjektiverne i tredje form ændrer også form efter kønnet, men her hedder femininum og maskulinum det samme, mens netrum bøjes anderledes, f.eks. '''gravis''' (tung) i nominativ sing.: '''gravis''' (m. og f.) og '''grave''' (n). Andre ord hedder det samme i nominativ ligegyldigt køn, men bøjes anderledes i neutrum ved bl.a. at bevare nominativ i akkusativ sing. og have endelsen -a i nominativ og akkusativ plur.
 
====Pronominer====
 
====Numeraler====
 
===Adverbier===
 
===Præpostioner===
 
===Konjunktioner===
 
===Interjektioner===
 
==Syntaks==
 
===Sætningsled===
 
====Verballed====
 
====Subjekt====
 
====Subjektsprædikat====
 
====Direkte objekt og objektsprædikat====
 
===Verbaleformer===
 
====Diatese====
Aktiv kaldes også handleform og bruges om den eller det der udfører en handling (jeg kaster stenen)
Passiv kaldes også lideform og bruges om den eller det der gøres noget ved (stenen kastes af mig)
 
====Tempus====
{{uddybende|Tempus (Latinsk grammatik)}}
 
====Modus====
{{uddybende|Modus (Latinsk grammatik)}}
Indikativ bruges om konstateringer (det regner), konjunktiv om ønsker, muligheder, hypoteser og i forbindelse med visse ledsætninger (hvis det havde regnet, havde jeg taget paraplyen med), og imperativ bruges ved direkte ordrer (tag paraplyen med!)
 
====Periphrastiske tider====
{{uddybende|Periphrastiske tider (Latinsk grammatik)}}
 
===Ledsætninger===
 
===Kasus===
{{uddybende|Kasus i latin}}
* [[nominativ]], [[Subjekt (grammatik)|subjekt]] og [[subjektsprædikat]]. Bruges i en aktiv sætning til at angive [[agens]] også kaldet aktøren. ('''Jeg''' ''henter vinen.'')
* [[akkusativ]], [[Objekt (grammatik)|direkte objekt]] og [[objektsprædikat]]. Bruges om den eller det, som handlingen vedrører. (''Jeg henter'' '''vinen'''.)
* [[genitiv]]. Bruges til at betegne et ejerforhold og svarer på "Hvis er det?". ('''Jensens''' ''kop'', '''dronningens''' ''portæt'')
* [[dativ]], [[Indirekte objekt (grammatik)|indirekte objekt]]. Bruges til at angive modtageren af en handing og svarer på "Til hvem er det?". Ofte i forbindelse med at give. (''Jeg giver'' '''ham''' ''vinen''.)
* [[ablativ]], adverbielt led. Bruges til at angive 'med hvad?', 'hvordan?', 'hvor?', 'hvorfra?' osv. Ablativ har ikke et modstykke på dansk, men gengives som præpositionsled. (''Jeg slog sømmet i'' '''med hammeren'''.)
* [[vokativ]]. Bruges i direkte tiltale (''kom,'' '''slave!''').
 
===Ordstilling===
Den latinske grammatik er ligesom en række andre gamle indoeuropæiske sprog i høj grad baseret på bøjninger af ordene, og der er stor frihed til at vælge ordenes orden i sætningerne. Dette er i modsætning til sprog som fx dansk hvor ordstillingen er afgørende for den grammatiske funktion.
På latin følger ordstillingen ofte subjekt, objekt verbum-[[paradigme]]t, selvom der, særligt i poesi, kan forekomme variationer.
 
Ordstillingen er således teorisk set fri og kan forstås, selv hvis to sammenhørende ord skilles af fem ord, til tider på tværs af hoved- og bisætninger, hvilket hænder hyppigst i poesi.
{{Tomt afsnit}}
== Præpositioner ==
 
{{Tomt afsnit}}
== Litteratur ==
* {{cite book|author=Jo Hermann|title=Latinsk grammatik på dansk|publisher=Akademisk forlag|year=2001, 2006}}
116

redigeringer