Semiotik: Forskelle mellem versioner

'''Semiotik'''( fra [[Græsk (sprog)|græsk]] σημειωτικός, ''semeiotikos'' "tegnfortolker", der igen kommer fra σήμα, ''sema'' "tegn") er læren om [[tegn (sprog)|tegn]]. Tegnprocesser findes i alle levende organismer, og er desuden grundlag for menneskelig tankevirksomhed og videnstilegnelse såvel som sociale fænomener som kultur og kommunikation. Som analyseapparatSemiotik kan semiotik bruges til at analysere tegnbrug og betydning i [[sprog]], [[billede]]r, handlinger, [[ritual]]er, [[myte]]r og alle andre tegnsystemer.

Siden antikken har tegnsystemer været et vigtigt emne inden for [[filosofi]]en. [[Stoicisme|Stoikerne]], [[Sofisme|sofisterne]] og senere de post-sokratiske filosoffer studerede alle de måder, hvorpå tegn repræsenterer og viderebringer betydning. I oplysningstiden blev tegnsystemer og mening studeret af filosoffer som [[John Locke]], [[Gottfried Wilhelm Leibniz]] og [[Immanuel Kant]]. Moderne semiotik har to hovedkilder: den [[amerika]]nske filosof og matematiker [[Charles Sanders Peirce]] og den [[schweitz]]iske [[lingvist]] [[Ferdinand de Saussure]]. Peirce var interesseret i at forstå den filosofiske baggrund for videnskab, og hans teori ser semiotik som fundamentet for al menneskelig tanke og videnstilegnelse. Peirce's semiotik kan kaldes [[pragmatik|pragmatisk]], fordi den beskriver hvordan betydning er en funktion af specifikke relationer imellem tegn, fortolkning og kontekts. De Saussure'sSaussures teori, som han kaldte "semiologi" i stedet for semiotik, fokuserede mere på sproglige tegnsystemer og de måder, hvorpå sprogtegn får deres betydning igennem deres relationer til andre tegn i et sprogsystem. Fordi hans betydningslære fokuserer på betydning som et resultat af systematiske strukturer i et tegnsystem kaldes denne tilgang [[strukturalisme]]. Saussure'sSaussures semiotik er især blevet brugt inden for lingvistikken, hvorimod Peirce's tilgang er blevet mest brugt blandtaf dem, som studerer ikke sproglige tegn.

De central teoretiskteoretiske spørgsmål i semiotik angårer hvordan tegn virker, hvordan de kan lagre og viderebringe information, og hvordan betydning skabes og forstås. Det centrale problem er, hvordan tegn kan bruges til at udveksle kommunikation imellemmellem subjekter, som ikke har nogen ikke-semiotisk måde at vide om der er overenstemmelse imellemmellem deres respektive fortolkninger af et bestemt tegn. Andre centrale interesser erOg at forstå forskelle og ligheder mellem sproglige og ikke sproglige tegnprocesser, og imellemmellem menneskellige og ikke menneskelig brug af tegn.

Semiotikkens centrale begreber er udoverud over tegnet begreber som betydning, fortolkning, kontekst, kode, information, kommunikation, medie, og system.

=== de Saussure'sSaussures semiologi ===

SelvomSelv om Ferdinand de Saussure var samtidig med C.S. Peirce, var han ikke bekendt med hans arbejde, og da de Saussure ikke selv publicerede sit arbejde blev Peirce heller aldrig bekendt med hans. Saussure'sSaussures tegnteori plevblev publiceret posthumt af hans studerende baseret påpga. deres noter fra hans forelæsninger i Geneve. Hans strukturalistiske tegnteori fik sin største indflydelse inden for lingvistikken og inden for den strukturalistiske antropologi og kulturanalyse i midten af det tyvende århundrede, hvor den benyttedes af antropologen [[Claude Levi-Strauss]] og kritikeren [[Roland Barthes]].

Som lingvist fokuserede de Saussure på sproglige tegn, og hans analyse metode byggede på den indsigt, at betydning er en konsekvens af forskel. Hans tegn systemtegnsystem er derfor dyadisk, og bygger på binære modsætninger imellemmellem tegn og deres bestanddele. For Saussure var tegnet todelt bestående af: en betegner (signifiant) og det betegnede (signifié) og relationen imellem de to dele er arbitrær – et resultat af en social konvention. Han skelner desuden imellem ''langue'', "sprog" som et abstrakt betydningssystem og ''parôle'' "sprog" som et bestemt betydningssystem, der bruges til at udveksle ideer imellemmellem mennesker. For ham var det vigtige at forstå sprogets abstrakte struktur snarere end de måder, hvorpå sproget udmønter sig i konkret kommunikation. I sproget som struktur skabes mening igennem to typer relationer – syntagmatiske og paradigmatiske relationer. To tegn som står i syntagmatisk relation til hinanden kan ikke stå på den samme plads i et syntagme (en meningsfuld streng af tegn f.eks en sætning) deres betydning opstår i modsætningsforholdet imellem de mulige pladser de kan udfylde i en sekvens. I et sprog er forskellen imellem udsagnsord og navne ord syntagmatisk, ligesom forskellen imellem vokaler og konsonanter i de fleste sprog. To tegn som står i paradigmatisk relation til hinanden udfylder derimod den samme syntagmatiske funktion, men deres betydning opstår i det indbyrdes forhold. I et sprog er forskellene imellem to forskellige navneord der kan tage den samme plads i sætningsstrukturen paradigmatisk, ligesomlige som forholdet mellem to forskellige vokaler eller konsonanter.

Peirce's tegnsystem er triadisk fordi de bygger på et system af triader –: relationer mellem tre punkter, og mellem tre forskellige erkendelsesformer.

Et hvertEthvert tegn består af en triadisk relation imellem et ''objekt'' der repræsenteres (ikke nødvendigvis et fysisk objekt – men snarere en ide), et ''representamen'' som repræsenterer dette objekt i en bestemt henseende, og en ''interpretant'' som er resultatet af en fortolkning af tegnet. Derudover indgår det subjekt for hvem et tegn repræsenterer noget, og den kontekst eller den henseende (''the ground'') i hvilken relationen er gyldig.

Peirce skelner mellem tre tegn typer, kategoriseret efter måden, hvorpå et tegn etablerer relation imellem objekt og representamen: Et ''ikon'' repræsenterer sit objekt igennem en lighed imellem objekt og representamen; Et ''indeks'' repræsenterer sit objekt imellem en relation imellem objekt og representamen (f.eks.fx et kausalitetsforhold, en fysisk eller tidsmæssig nærhed); Et ''symbol'' repræsenterer sit objekt alene igennem en social konvention.

Et ikon kan for eksempelfx være et billede eller et diagram eller et lydmalende ord –, der hver især efterligner bestemte egenskaber ved det objekt de repræsenterer. Et indeks kan være et symptom på en sygdom, et fodspor, røg fra en ildbrand, duften af stegt flæsk og alle andre tegn der påpeger eksistensen af noget andet end sig selv. Symboler er for eksempelfx ord i bestemte sprog, bogstaver der repræsenterer en arbitrær sproglyd, eller farvekoden i et trafiklys – deden slags tegn hvor man er nødt til at kende konventionen for at afkode tegnets betydningtegnet.

C.W. Morris studerede psykologi hos [[George Herbert Mead]] og blev påvirket af [[behaviorisme]]n og [[logisk positivisme]]. Hans tegnsystem er blevet influentieltvigtigt inden for lingvistikken, fordi det lagde en grundlæggende opdeling af opgaverne imellemmellem de strukturelle (semantik og syntaks) og de kontekst følsomme (pragmatik) dele af betydningsdannelse i sproget. Fordi Morris' semiotik opdeler mening i semantiske, syntaktiske og pragmatisk niveauer, kan den ses som kompatibelsammenlignes både med Saussureansksaussureansk strukturalistiske ofog Periceanskepericeanske pragmatiske tilgange til tegnanalyse. De fleste moderne semiotikere afviser dog denne opdeling som kunstig og misvisende, og anser ofte Morris' tilgang for at være for positivistisk/objektivistisk, da den bygger på antagelsenden afantagelse, at tegns primære funktion er at referere til objekter i verdenen.

Hos Morris dannes et tegn inden for en bestemt kode, f.eks.fx sprog og beskriver sin genstand og bliver fortolket af oversætteren (her: sprogbrugeren). Semiotikken blev af Morris opdelt i tre overlappende delområder: [[Syntaks]], [[semantik]] og [[pragmatik]]. Disse områder bliver defineret gennem forholdet mellem tegn, tegnbetydning og tegnbrugeren i den givne situation. Det giver følgende kombinationer:

=== Hjelmslev'sHjelmslevs glossematik ===

Den danske lingvist [[Louis Hjelmslev]] udviklede en tegnteori som han kaldte [[glossematik]] og som var baseret på de Saussure'sSaussures strukturalisme. I sin teori videreudviklede og forfinede Hjelmslev de Saussure'sSaussures abstrakte og synkrone strukturalisme –: Hjelmslev tilstræbte at gøre studiet af sprog, forstået som en immanent struktur, til en eksakt videnskab. Tilsvarende de Saussure'sSaussures modsætning mellem betegneren (''signifiant'') og det betegnede (''signifié'') skelnede Hjelmslev mellem to planer henholdsvis ''udtryk'' og ''indhold'', men han indførte en yderligere indeling mellem ''form'' og ''substans''. Således udgøres et sprogligt tegn af en ''indholdssubstans'' (det som tegnet specifikt betegner), en ''udtrykssubstans'' (det som specifikt fungerer som tegn, f.eks. en blyants streg med en bestemt form), en ''indholdsform'' (det som definerer tegnets betdyning som distinkt fra indholdet af andre tegn, for eksempel dens kombinationsmuligheder) og en ''udtryksform'' (det som definerer tegnets udtryk som distinkt fra andre tegn). Hjelmslev's semiotik fandt ikke generel udbreddelse, nok både på grund af dens høje abstraktionsniveau, men måske især fordi den kun blev udviklet på et programmatisk niveau og i en utilgængelig terminologi. I nutidig sammenhæng er Hjelmslev'sHjelmslevs teorier blevet anvendt og rost af nogle [[post-strukturalisme|post-strukturalistiske]] filosoffer såsomsom [[Jacques Derrida]] og [[Gilles Deleuze]].