|
'''Reformationen i Danmark''' er betegnelsen for den omvæltning af kirken der skete i [[1536]], da man overgik fra [[katolicisme]]n til [[protestantisme]]n i den [[Folkekirken|danske kirke]]. [[Reformationen]] i Europa skete dog ikke fra den ene dag til den anden da selve overgangen skete over flere årtier via strømningerne fra det [[Tysk-romerske rige]] hvor [[Martin Luther]] for alvor startede det hele i [[1517]]. I Danmark krævede reformationen også en årelang borgerkrig før den nye sejrende konge kunne overtage magten og endelig gennemføre overgangen.
== Den danske reformations centrale personer ==
=== Christian II ===
{{Uddybende|Christian II}}
'''Christian 2.''' ([[1. juli]] [[1481]] – [[25. januar]] [[1559]]<ref>{{gravsted.dk navn|christian2}}</ref>) var en [[Danmark|dansk]] konge af den [[oldenborgske slægt]]. Han blev født [[1481]] på [[Nyborg Slot]] som søn af [[kong Hans]] og blev
valgt som tronfølger af det danske [[rigsråd]] i [[1487]]. Han var konge af Danmark og Norge 1513-1523 og af Sverige 1520-1523.
=== Frederik I ===
{{Uddybende|Frederik I}}
'''Frederik 1./Frederik af Holsten''' ([[7. oktober]] [[1471]] på [[Haderslevhus]] – [[10. april]] [[1533]] på [[Gottorp Slot]]<ref name=gravsted_dk>{{gravsted.dk navn|frederik1}}</ref>) var [[konge]] af [[Danmark]] og [[Norge]] fra [[1523]]-[[1533|33]]. Han blev født som den anden (og yngste) søn af [[Christian 1.]] og [[Dorothea af Brandenburg]] og voksede op i [[hertugdømmerne]] [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]].
=== Christian III ===
{{Uddybende|Christian III}}
'''Christian 3.''' ([[12. august]] [[1503]] – [[1. januar]] [[1559]]) var den ældste søn af [[Frederik 1.]] og [[Anna af Brandenburg]]. Han var af den [[oldenborgske slægt]] og blev født på [[Gottorp Slot]] den [[12. august|12.]]<ref name=gravsted_dk/> eller [[13. august]] [[1503]]. Han var konge af Danmark og Norge fra 1534. Under en udlandsrejse overværede han den berømte [[rigsdagen i Worms|rigsdag i Worms]] i [[1521]], og mødet med [[Martin Luther]] gjorde et uudsletteligt indtryk på Christian 3.
=== Martin Luther ===
{{Uddybende|Martin Luther}}
'''Martin Luther''', ([[10. november]] [[1483]] i [[Eisleben]], [[Tyskland]] – [[18. februar]] [[1546]] i Eisleben) var en tysk [[munk]]<ref>Ewald Plass, "Monasticism", i ''What Luther Says: An Anthology'' (St. Louis: Concordia Publishing House, 1959), 2:964.</ref>, [[reformator]] og [[teolog]]. Han blev præst i [[Augustinerordenen|augustiner]]-eremitternes orden, som gav ham en grundig [[katolsk]] uddannelse, der førte til, at han blev [[professor]] ved [[universitet]]et i [[Wittenberg]]. I 30-årsalderen udviklede han egne [[teologi]]ske synspunkter om kirkens myndighed, [[sakramente]]rne og om mennesket og dets forhold til [[Gud]]. Han tog afstand fra kirkens [[afladshandel|aflad]]. Det gav stødet til [[reformationen]] og de [[evangelisk-luthersk]]e kirker. Reformationen begyndte [[31. oktober]] [[1517]], med hans teser mod afladspraksis. Det var egentlig ikke et skelsættende teologisk brud, men de førte få år efter til et uigenkaldeligt brud.
=== Hans Tausen ===
{{Uddybende|Hans Tausen}}
'''Hans Tausen''' (Født [[1494]] i [[Birkende]] ved [[Langeskov Kommune|Langeskov]] på [[Fyn|Østfyn]] – død [[1561]] i Ribe) var en dansk gejstlig og reformator.
=== Poul Helgesen ===
{{Uddybende|Poul Helgesen}}
Overgangsperson mellem [[katolicisme]] og [[lutheranisme]] i [[Danmark]].
=== Christiern Pedersen ===
{{Uddybende|Christiern Pedersen}}
Overgangsperson mellem [[katolicisme]] og [[lutheranisme]] i [[Danmark]].
== Optakt ==
=== Kirken i Danmark under Christian II 1513-1524 ===
{{Uddybende|Christian II}}
Optakten til reformationen i Danmark begyndte i 1513 hvor [[Christian II]] blev konge. Kongen stod i opposition til adelen og Kirken på en række punkter og ønskede en række reformer, der ville give ham mere kontrol over kirken. Dette medførte bl.a. at han overtog kontrollen med Ærkebispedømmet i [[Lund (Sverige)|Lund]], hvor hans sekretær [[Jørgen Skodborg]] blev indsat som de facto leder, indtil [[Didrik Slagheck]] overtog embedet 1522-1523. [[Didrik Slagheck]] blev dog henrettet og [[Aage Jepsen Sparre]] overtog embedet som den fjerde på to år. Han beholdt embedet indtil 1532. [[Aage Jepsen Sparre]] blev aldrig godkendt af pavemagten hvilket siden medførte bruddet med den [[apostolske succession]] i Danmark, som er blevet videreført indtil nutiden. Problemstillingen kan ligeledes henføres til Frederik I's gennemførelse af, at Bispekonfirmationen fra og med 1526 ikke længere skulle hentes ved Paven i Rom, men hos Ærkebispen i Lund og da [[Aage Jepsen Sparre]] ikke var godkendt af paven, var linjen brudt.
[[Fil:ChristianIIb.jpg|thumb|Christian II]]
Kong Christian II fremlagde i 1521-22 en række love der skulle reformere de kirkelige forhold i [[Danmark]]. Kirken besad på dette tidspunkt enorme jordområder og pengesummer, og [[Christian II]] ønskede at begrænse forøgelsen af de kirkelige ejendomme, således at det blev forbudt for kirken at modtage jord som gave. Ligeledes ønskede [[Christian II]] at stoppe pengestrømmen ud af [[Danmark]] til [[Rom]] som udgjorde et økonomisk problem for den danske økonomi. Tiggeriet blev desuden begrænset således, at det kun var de fire anerkendte tiggermunkeordener, som måtte tigge i de danske byer.
Christian II var inspireret af den bibelhumanistiske strømning i Europa, som var anført af [[Erasmus af Rotterdam]]. Hans morbror, [[Frederik 3. af Sachsen|Kurfyrsten Frederik den Vise]], sendte således [[Martin Reinhard]] og [[Andreas Karlstadt]] til Danmark for at hjælpe med kirkelige reformer. Arbejdet strandede hurtigt og de rejste hjem igen. I Danmark blev [[Poul Helgesen]] fortaler for den reform-katolske bevægelse og han kom som professor til at påvirke mange af de personer som senere gennemførte den lutherske lære i Danmark.
I 1523, udbrød der oprør imod Christian efter at [[Sverige]] havde løsrevet sig og Christian II havde øget skatteinddrivelsen til at finansiere et modangreb. Den 13. april 1523 flygtede han med sin familie til [[Nederlandene]] hvor han søgte hjælp hos [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)]].
Efter Christians flugt blev [[Frederik I]] hyldet som ny konge i [[Viborg]]. Christian II's reform-katolske lovgivning blev tilbagekaldt og Kirkens og adelens oprindelige position før Christian II blev genoprettet. Christian II gik under sit eksil i 1523 over til Lutheranismen, efter at han havde besøgt [[Wittenberg]] og deltaget i en messe ledet af [[Martin Luther]]. Dette fik de katolske fyrster i Tyskland til at vende sig imod [[Christian II]] og anerkende [[Frederik I]] som den legitime regent i Danmark. Under Christian II's eksil fik han udarbejdet en oversættelse af det [[nye testamente]] på dansk som medtog Luthers fortaler til de forskellige skrifter. Skriftet blev forbudt i Danmark og måtte smugles ind.
=== Reformationen spreder sig 1525-1530 ===
I 1526 knytter [[Frederik I]] diplomatiske bånd til [[Albrecht af Preussen]], som var frafalden stormester af den katolske ridderorden i Preussen og som efterfølgende havde omdannet [[Preussen]] til en verdslig stat. Brylluppet medførte en del kritik fra bl.a. [[Poul Helgesen]], som var bange for spredningen af den lutherske lære.
I Haderslev-Tørning Len var Hertug Christian, den senere [[Christian III]] stærkt inspireret af Martin Luther efter at have mødt ham på rigsdagene i Worms i 1521. Han lod oprette en luthersk præsteseminar i Haderslev, som blev ledet af [[Johan Wenth]] og i løbet af årene efter 1526 spredte den lutherske reformation sig i Slesvig. I 1528 blev præsterne kaldt hvor de svor trosskab til Hertugen og tiltrådte de såkaldte [[Haderslevartikler]]. Således var reformationen af Kirken gennemført i Slesvig. I regionen var der forsøg på at gennemføre reformationen inspireret af [[gendøber]]bevægelsen, men dens leder [[Melchior Hoffmann]] blev forvist fra [[Flensburg]] i 1529.
I løbet af 1520erne spredte reformationen sig videre til Malmø, hvor der blev gennemført en gudstjenestereform der betød at messen blev afholdt udelukkende på dansk som det liturgiske sprog, ligesom at det Det nye Testamente blev oversat til et læseligt dansk i 1529 af [[Christiern Pedersen]], en tidligere elev af [[Poul Helgesen]]. I 1530 efter en række uroligheder var den lutherske reformation konsolideret i Malmø og København bl.a. efter at [[Hans Tausen]] var kaldt til København af Kongen.
[[Fil:Hans tausen.jpg|thumb|Hans Tausen]]
Allerede i [[1525]] begyndte johannitermunken [[Hans Tausen]] at prædike [[Lutheranisme|luthersk]] i [[Viborg]]. Oprindelig havde han været en del af johanitterklostret i Antvorskov, men i forbindelse med et studieophold i Tyskland havde han mødt Martin Luther og var blevet stærkt inspireret af dennes ideer. I 1526 blev han bortvist fra klosterordnen, men han fortsatte med at prædike i Viborg. I årene herefter bredte den lutherske bevægelse sig i landet, og skønt [[Frederik 1.]] i sin [[håndfæstning]] havde lovet at bekæmpe lutheranismen, udstedte han alligevel i 1526 et [[værnebrev]] til Viborgs borgere, der forpligtede dem til at beskytte Hans Tausen. Den lutherske bevægelse havde taget sit udspring i [[Tyskland]] og var opkaldt efter Martin Luther, der var den væsentligste drivkraft. Bevægelsen fik hurtigt stor indflydelse i [[Danmark]], selv om [[humanisme|humanister]] som [[Poul Helgesen]] længe forsøgte at opretholde en reformbevægelse inden for [[Katolicisme|romerkirkens]] rammer i stedet for at afskaffe den helt, som lutheranerne ville.
=== Den kongeløse periode 1530-1535 ===
I de første år af [[1530'erne]] opmuntrede [[konge]]ns passivitet befolkningen til at angribe [[kloster|klostre]] og [[kirke (bygning)|kirker]]. [[Christian 2.]], der siden 1523 havde levet i landflygtighed, benyttede uroen omkring dette til at udsende propagandaskrifter, der agiterede for ham selv og den nye lutherske lære. Da [[Frederik 1.]] døde i [[1533]], kunne man på [[herredag]]en ikke blive enige om en ny konge. Et katolsk flertal foretrak Frederiks 12-årige søn [[Hans den Ældre|Hans]], mens et mindretal gik ind for dennes halvbror Christian, der som [[hertug]] i [[hertugdømmerne]] i [[1520'erne]] havde indført lutheranismen.
Kongevalget blev pga. uenigheden udsat et år, og i mellemtiden skulle [[rigsråd]]et regere og [[biskop|bisperne]] bestemme, hvad der måtte prædikes i deres respektive [[stift]]er. Desuden blev Hans Tausen på herredagen anklaget for [[kætteri]] og bortvist fra [[Sjælland]], men han blev af [[Roskilde]]s biskop kaldt tilbage kun en måned senere. Utilfredsheden med at det af adelen styrede rigsråd havde overtaget styringen med landet, fik borgere fra [[Malmø]] og København samt bønder fra især Nordjylland til at slutte op om den landsforviste Christian 2.
På herredagen havde man desuden sluttet sig til en [[Republikken af de Sytten Forenede Provinser|nederlandsk]]-[[Hertugdømmet Slesvig|slesvig]]-[[holsten]]sk alliance i stedet for til [[Lübeck]], som ved borgmester [[Jürgen Wullenwever]] også havde været repræsenteret på [[herredag]]en.
=== Grevens Fejde 1534-1536 ===
{{uddybende|Grevens Fejde}}
I januar [[1534]] nægtede Malmøs bystyre med [[borgmester]] [[Jørgen Kock]] i spidsen at efterkomme en ordre fra ærkebispesædet om at udvise de lutherske prædikanter. Malmø havde allerede længe været centrum for [[Protestantisme|evangelisk]] virke og besvarede ordren ved at besætte stadens borg, [[Malmøhus]], og arrestere [[lensmand]]en. I maj blev dette oprør fulgt op af [[Grev Christoffer af Oldenburg]]s angreb på [[Holsten]]. Han var blevet hyret af Jørgen Kock og Wullenwever til at erobre Danmark, officielt for at genindsætte Christian 2. Grevens deltagelse i de kommende godt to års [[borgerkrig]] gav den navnet ''[[Grevens Fejde]]''. Grevens hovedmål var ikke Holsten, men derimod Sjælland, hvortil han sejlede, og han fik hurtigt kontrol over alt dansk land øst for [[Storebælt]]. [[Grev Christoffer af Oldenburg]] indførte en luthersk kirkeordning i de erobrede områder og forviste de katolske biskopper.
Den [[4. juli]] 1534 mødtes repræsentanter fra den jyske adel og rigsråder i [[Gammel Rye|Rye]] ved [[Silkeborg]]. Her tvang lavadlen bisperne til at pege på lutheraneren hertug Christian som kongsemne. Da den [[fyn]]ske adel tilsluttede sig, sagde hertug Christian ja, og han blev [[18. august]] samme år hyldet i [[Horsens]] som kong Christian 3.
[[Fil:Christian 3.jpg|thumb|Christian 3.]]
Efter at både Fyn og Jylland havde gjort oprør, og [[Sverige]] og [[Preussen]] blev indblandet i krigen i [[Skåne]], trak [[Lübeck]] sig i januar 1536 ud af kampen, og [[6. april]] kapitulerede Malmø, dog uden at miste hverken privilegier eller den evangeliske lære. Efter at befolkningen havde sultet i flere måneder, gav [[København]] til sidst også op, og borgmester [[Ambrosius Bogbinder]] begik [[selvmord]]. I lighed med Malmø mistede København heller ikke sine privilegier, og oprørerne fik [[amnesti]].
=== Reformationen ===
Den [[6. august]] [[1536]] kunne Christian 3. holde sit indtog i København, og 6 dage senere gennemførte han et [[statskup]]. De tre bisper, som opholdt sig i København, blev arresteret, og de resterende blev fundet og ligeledes sat bag lås og slå. Den officielle begrundelse var deres tøven med at vælge Christian til konge og for på andre måder at have optrådt forbryderisk. Den egentlige grund var dog, at Christian 3. ville slå to fluer med et smæk: At gennemtrumfe en luthersk reformation samt at konfiskere bispegodset, hvis indtægter bl.a. skulle dække udgifterne til den netop afsluttede [[borgerkrig]].
== Reformationens eftervirkninger og reformer ==
1537 ankom [[Johannes Bugenhagen]] en af Martin Luthers medarbejder og denne hjalp med udarbejdelsen af den nye lutherske-evangeliske [[Kirke (institution)|kirke]] ordnet i [[Kirkeordinansen 1537/39|kirkeordinansen]], der blev godkendt af selveste [[Martin Luther]]. Den vendte sig mod [[helgen]]dyrkelse, [[faste]]dage, [[sjælemesse]]r, [[cølibat]] og alt andet, der blev betragtet som katolsk fjas, og gik i stedet ind for forkyndelse og prædiken på dansk. Kirkeordinansen er oprindeligt skrevet på Latin, men blev i 1539 oversat af Sjællands biskop [[Peder Palladius]] og senere godkendt af rigsrådet i sin danske form.
Den 12. august 1537 lod [[Christian III]] sig krone ved en ceremoni, som [[Johannes Bugenhagen]] og i september 1537 indsatte [[Johannes Bugenhagen]] de nye lutherske biskopper i deres embeder. Han havde ikke været katolsk biskop før reformationen og derved brød den danske kirke endegyldigt med den [[Apostolisk succession]].
Langt de fleste [[munk]]e og [[nonne]]r fik lov at blive i deres [[klostre]]; [[gråbrødre]]klostrene var dog en undtagelse ([[Gråbrødrenes Fordrivelseskrønike|se hertil]]), og præsterne fik lov at beholde deres kirker til de døde; først da den sidste munk eller nonne var død, blev klosteret lagt sammen med [[krongods]]et, og kirkesognene sammenlagt. Så til trods for den hårde fremgangsmåde, som specielt [[Peder Palladius]] fulgte på Sjælland, blev overgangstiden efter reformationen en ublodig affære i Danmark.
== Kilder og Referencer ==
{{reflist}}
{{Reformationen}}
{{relistub}}
[[Kategori:Reformationen| ]]
| 