Det tyske kejserriges hær: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Cross-Pattee-Heraldry.svg|thumb|right|Jernkorset blev brugt som identifikationsmærke på tyske og [[Østrig-Ungarn|østrig-ungarske]] fly foruden tyske kampvogne i 1. verdenskrig]]

[[Fil:Bundesarchiv Bild 136-B0082, Odenwald, Kaisermanöver.jpg|thumb|KajsermanøvreKejsermanøvre i [[Odenwald]], 1888]]

I såvel krig som fred havde hæren kejseren som øverstbefalende. Den bestod af hærene fra de tyske stater [[Preussen]], [[Kongeriget Bayern|Bayern]], [[Kongeriget Sachsen|Sachsen]] og [[Kongeriget Württemberg|Württemberg]]. Enhederne fra de andre tyske stater stod under preussisk ledelse, eller indgik i den preussiske hær. De bayerske, saksiske og württembergske hære var i fredstid underlagt deres respektive regenter. Deres forvaltning var underlagt egne krigsministerier. Den bayerske hær var en selvstændig del af den tyske hær med egen nummerering af enheder. De saksiske og württembergske hære udgjorde særskilte [[armékorps]] i det tyske kejserriges hær. Også enhederne fra de øvrige tyske stater udgjorde særskilte enheder, f.eks. regimenter[[regiment]]er eller som fyrstedømmet Lippe en [[bataljon]]. Württembergske officerer blev videreuddannet i den preussiske hær.

Mellem 1848 og 1860'erne så det øvrige samfund nærmest med mistro på militæret. Dette ændrede sig efter sejrene i krigene der førte til Tysklands samling ([[2. slesvigske krig]], [[Preussisk-østrigske krig]] og [[Fransk-preussiske krig]]) mellem 1864-1871. Militæret blev til et centralt element i den voksende tysk nationale patriotisme. Kritik af militæret blev anset for upassende. Trods det støttede partierne ikke ubetinget en forøgelse af hæren. Således nåede de væbnede styrker først i 1890 op på den i grundloven fastlagte fredsstyrke på en 1&nbsp;% af befolkningen, svarende til 490.000 mand.<ref>Til sammenligning havde [[Bundeswehr]] før den tyske genforening i 1990 en styrke på omkring 0,9&nbsp;% af befolkningen og DDR's væbnede styrker udgjorde omkring 1,5&nbsp;% af befolkningen. I dag udgør de væbnede styrker kun omkring 0,3&nbsp;% af befolkningen i Tyskland</ref>. I de følgende år blev hæren yderligere udvidet. Mellem 1898 og 1911 krævede den bekostelige flådeoprustning indskrænkninger i hæren. Bemærkelsesværdigt er det, at i denne periode var selv generalstaben modstander af en yderligere udbygning af troppestyrken, idet den var bange for at få flere borgerlige officerer på bekostning af de adelige. I denne periode blev Schlieffenplanen udarbejdet, som indeholdt konceptet for en mulig tofrontskrig mod Frankrig og Rusland med deltagelse af Storbritannien på modstandernes side. Efter 1911 blev hæren udvidet i stort tempo. Den for gennemførelsen af Schlieffenplanen nødvendige troppestyrke nåede man dog ikke op på.

Hæren fik i løbet af kejserrigets tid en stærk stilling i samfundet. Officerskorpset blev af de toneangivende dele af befolkningen betragtet som "de første i staten". Dets verdensbillede var præget af troskab mod monarkiet og forsvar af kongensregentens rettigheder. Det var konservativt, antisocialistiskeantisocialistisk og grundlæggende antiparlamentarisk. Det militære adfærds- og æreskodeks prægede også store dele af det omgivende samfund. Også for mange borgere blev den status der fulgte med at være [[reserveofficer også]] et attråværdigt mål.

Militæret havde uden tvivl også betydning for etableringen af en fælles tysk nation. Den fælles tjeneste forbedrede integrationen af den [[Romerskkatolske kirke|katolske]] befolkning i det [[Protestantisme|protestantisk]] prægede rige. Selv arbejderne var ikke immune overfor militærets udstråling. I den forbindelse spillede den lange [[værnepligt]]stid på 2 eller 3 år i den såkaldte "nationens skole", som man begyndte at betragte hæren som, en stor rolle.

Overalt i riget blev de nye soldaterforeninger (''Kriegervereine'') bærere af militære værdier og en militært præget verdensanskuelse. Hvilken bred effekt disse grupper udøvede kan man se af medlemstallet på 2,9 mio. i ''[[Kyffhäuserbund]]'' (1913). Denne forening var dermed den største i riget. De af staten støttede foreninger skulle fremme militærvenlige, nationale og monarkistiske følelser og gøre medlemmerne immune overfor [[socialdemokratisme]].<ref>Wehler, ''Gesellschaftsgeschichte'' Bd. 3, S. 873–885, S. 1109–1138, Nipperdey, ''Machtstaat'', S. 230–238.</ref>

Allerede i forfatningen for det [[Nordtyske forbund]], som var den umiddelbare forgænger til det tyske kejserrige, blev der gennemført en standardisering af hærene ved at de små staters tropper blev indlemmet i den preussiske hær. Kun Sachsen havde taget forbehold om særlige rettigheder for sin hær ved indlemmelsen i det Nordtyske forbund. Efter sejren over Frankrig indtrådte også de sydtyske stater, dvs. storfyrstendømmerne [[Baden]] og [[Hessen]] samt kongerigerne [[Kongeriget Bayern|Bayern]] og [[Kongeriget Württemberg|Württemberg]] i det Nordtyske forbund. Württemberg og Bayern fastholdt nogle forbehold, såsom fastholdelsen af egne hærorganisationer. Først i tilfælde af krig ville de bayriskebayeriske tropper blive underlagt fælles kommando, mens de württembergske og saksiske tropper allerede i fredstid var underlagt [[den store generalstab]]. Forvaltningen af de württembergske og saksiske tropper skete dog fra krigsministerierne i [[Stuttgart]] og [[Dresden]].

En hurtig udvikling indledtes i [[Preussen]] efter [[1806]], og efter [[1888]] blev opgavetaktikken ved "''Exerzierreglement für die Infanterie''" obligatorisk i den preussiske hær og blev senere overført til de andre hære og senere videreudviklet i [[Reichswehr]].

I fredstid var hæren opbygget omkring arméinspektorater med tilknyttede [[armékorps]]. Oprindelig var der fem inspektorater, men i 1914 var de blevet til 8. I krigsfaldkrigstid blev disse inspektorater omdannet til arméer[[armé]]er.<ref>''Das kleine Buch vom deutschen Heere'', Verlag von Lipsius & Tischler, Kiel und Leipzig 1901, Side 24 ff.</ref>

| IV arméinspektorat || Berlin,<br /> fra 1906 [[München]] || 1871: III armékorps, IV armékorps<br /> tildelt 1. bayriskebayerske armékorps, II bayriskebayerske armékorps<br /> fra 1906: III armékorps, IV armékorps<br /> tildelt I bayriskebayerske armékorps, II bayriskebayerske armékorps<br /> fra 1914 :III armékorps<br /> tildelt I bayriskebayerske armékorps, II bayriskebayerske armékorps, III bayriskebayerske armékorps

De 25 '''armékorps''' (heraf tre bayriskebayerske med separate numre, to saksiske og et württembergsk) bestod i reglen af to '''[[Division (militær)|divisioner]]'''. Et armékorps samlede styrke bestod af 1554 officerer, 43.317 mand, 16.934 heste og 2933 køretøjer.

Fil:Krone.GIF|Skulderstropper</br>Leib-Drag.Rgt Nr. 20</br>BayriskeBayerske infanteri - livregiment</br> Kürassier Rgt Nr. 2

Grundfarven i infanteriets [[uniform]] var [[preussisk blå]]. Kontingenterne fra de fleste tyske stater var allerede gennem militærkonventioner blevet indlemmet i den preussiske hær eller tilknyttet den og havde kun mindre særrettigheder tilbage, såsom krav på egne kokarder på hovedbeklædningen og andre kendetegn. Hvilken tysk stat en soldat stammede fra kunne man se på kokarden på hovedbeklædningen, ærmerne og gradstegnene på skuldrene. I 1914 fandtes der i alt 272 forskellige variationer i uniformeringen. Det drejede sig i de fleste tilfælde kun om småting, mens de saksiske og bayriskebayerske uniformer var mere afvigende.

Tyske soldater fik hvert år nye uniformer. Der var i alt indtil fem sæt. Den første var til paradeformål. Den anden var til brug ved udgang. Tredje og fjerde var til almindelig brug (drejlsuniform) og den femte var, i fald den fandtes, til brug i krigstilfælde og lå i depot.

Hovedbeklædningen var principielt den kendte [[pikkelhue]]. Jægere og maskingeværenheder[[maskingevær]]enheder bar en [[chakot]]. Under parade bar to preussiske garderegimenter grenaderhuer i gammelpreussisk stil. Til mange uniformsformer var der foreskrevet brug af huer eller kasketter.