|
== Rejser ==
Ved farens død i [[1824]] arvede han en lille kapital, der var stor nok til at sikre ham en beskeden uafhængighed og desuden satte ham i stand til at realisere et længe næret ønske: at rejse til [[Italien]]. Over [[München]] drog Bødtcher til [[Rom]], og som opholdet her kom til at udgøre et langt afsnit af hans liv – han blev her 11 år -, således har det også haft den største betydning for hans udvikling som digter. Med den varmeste sympati og med et blik for detaljen, som i regelenreglen kun er forundt kunstneren, så han på Italiens natur og folkeliv, men kun sjælden gav han indtrykkene form i digtning på selve stedet; det var i granden først efter hjemkomsten, til dels endogså i hans sidste år, at minderne formede sig til digte, som imidlertid bestandig bære præget af at være blevne til under oplevelsens og iagttagelsens umiddelbare inspiration og derfor også, bedre end noget andet, vidne om, hvor stærke de stemninger må have været, der bevarede duft og farve så længe. Han levede meget sammen med kunstnere og kom i det varmeste venskabsforhold til [[Bertel Thorvaldsen]]. Det er da også Bødtcher, Danmark måske kan takke for, at Thorvaldsens værker efter kunstnerens død tilfaldt hans fødeby og ikke tilegnedes af [[Bayern]], hvorfra der lagdes stærkt an på dem. Bødtcher vedblev nemlig at tale så længe om, at Thorvaldsen absolut burde skænke fædrelandet sine efterladenskaber og bringe sagen i orden på lovformelig måde, at denne til sidst selv bad Bødtcher om at skrive testamentet; men for at dette ikke på grund af en måske ubetydelig formfejl senere skulle kunne underkendes af de italienske autoriteter, skrev Bødtcher i 1833 til [[konferensråd]] [[Jonas Collin]] og fik gennem ham et af [[Anders Sandøe Ørsted|A.S. Ørsted]] forfattet testamente tilsendt, hvilket Thorvaldsen derpå underskrev. [[1835]] hentede den danske fregat ''Bellona'' i [[Livorno]] en del af Thorvaldsens arbejder, og efter indhentet tilladelse fulgte Bødtcher med fregatten hjem til Danmark, som han siden ikke forlod. I en lang årrække beboede han det samme par tarvelige værelser i Sværtegade, og her døde han efter få dages sygdom 1. oktober 1874. Hans senere liv indeholder ingen begivenheder, der tilhører offentligheden eller blot afgive mærkedage for en biografi; den stærke trang til uafhængighed, som blandt andet bragte ham til at afslå Thorvaldsens anmodning om at overtage posten som inspektør ved Museet, var nøje forbunden med en sky for enhver offentlig fremtræden, og Bødtchers yndlingsdevise var sikkert nærmest det klassiske "bene vixit, qvi bene latuit". Imidlertid havde han en udstrakt omgangskreds, og gamle og unge flokkedes endnu i hans allerseneste dage om den alderstegne digter, der som en anden [[Anakreon]] kunde tage guitaren ned fra væggen og synge en sang med ungdommeligt liv, og som lige til sin død beholdt digtningens gave og sin sjældne evne til at nyde det skønne i tilværelsen med antik livsglæde.
== Værker ==
|
