Langobarder: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Addbot (diskussion | bidrag) |
Johan U (diskussion | bidrag) m →Religion: regelen → reglen (jf. RO) |
||
Linje 117:
Men bare et par årtier senere valgte [[Alboin]] [[arianisme]]n for at få støtte mod de selvsamme byzantinere fra arianiske [[goterne]] til sine planer om en invasion af [[Italien]]. Efter invasionen af Italien begyndte processen med at omvende langobarderne til katolicismen at intensiveres i sådan en grad, at kong [[Autari]] følte sig nødsaget til at forbyde langobarderne at få deres børn døbt i en katolsk ceremoni. Han var nok ikke så meget motiveret af spirituelle interesser, men mere indstillet på at undgå politisk splid mellem langobarderne og afværge faren ved en assimilation med romerne. Men allerede med hans efterfølger kong [[Agilulf]] blev modstanden mod katolicismen stærkt formindsket, og – stærkt influeret af sin aktive dronning, den katolske [[Theodelinda]], som var i kontinuerlig korrespondance med [[pave]] [[Pave Gregor 1.|Gregor den Store]] – begyndte Agilulf at favorisere katolicismen. Et stærkt signal blev sendt, da arvingen [[Adaloald]] fik en katolsk dåb i [[603]]. Selv lod han sig aldrig omvende til katolicismen, da hans soldater i det store hele stadig var arianere eller hedninge.
Hvor langobarderne manglede den store interesse for de åndelige aspekter for de forskellige religioner og former for kristendom, så udartede forskellene snart i politiske uoverensstemmelser. Tilhængere af katolicismen anført af det [[bayerske dynasti]] var samtidig fortalere for en større integration med de indfødte romere og en strategi med opretholdelse af status quo i forholdet til byzantinerne. Mens hedningene, arianerne og tilhængerne af [[Trekapitelstriden|trekapitelskismaet]] med rødder i den nordøstlige del af riget (Østrig), ville beholde gamle, aggressive, langobardiske krigertraditioner. Således blev de prokatolske Agilulf, Theodolinda og [[Adaloald]] i [[626]] afløst af en lang fremgang for arianske fraktioner med aggressive, militaristiske konger som [[Rothari]] og [[Grimuald]], som herskede til [[690]], hvor [[Alahis]] led nederlag til [[Cunipert]]. Men en generel tolerance mod katolikkerne blev aldrig anfægtet af de forskellige arianske konger, der også i
Med den tiltagende integration øgedes processen mod en en massekonvertering til katolicismen, hovedsageligt som følge af fredelig sameksistens med de talrigere romere. Men så sent som i det syvende århundrede rapporteres fra det langobardiske [[hertugdømme Benevento]] stadig om en stor diversitet iblandt aristokratiet, som nominelt var konverteret til katolicisme: dyreofringer, afgudsdyrkelsesritualer med slanger og ritualer som dem, der blev praktiseret i de hellige lunde i Tyskland, og som gav kimen til den senere legende om ''det hellige valnøddetræ fra Benevento''.<ref>Rovagnati, s. 101.</ref>.
| |||