Elba er mest kendt som stedet kejser [[Napoleon Bonaparte|Napoleon I]] blev forvist til efter slaget ved [[Leipzig]] i [[1813]] og sin [[abdikation]] i [[1814]]. Han opholdt sig på denne ø i 9 måneder og 21 dage, og marcherede så tilbage til [[Paris]] hvor han på ny greb magten og begyndte sine 100 dage før han blev slået ved [[Waterloo (Belgien)|Waterloo]].
== Historie ==
Det fældsteældste kendte folk på Elba, var Ilvaterne, en stamme af ligurisk oprindelse. Omkring 750 f. Kr. fik [[etrusker]]ne mere indflydelse. De udnyttede øens omfangsrige jernforekomster. 453 f. Kr. besatte grækerne Elba og kaldte øen Aithalia. 246 f. Kr. erobrede [[Antikkens Rom|romerne]] øen, og kaldte øen Ilva. Romerne grundlagde byerne Marciana, Portoferraio og Capoliveri. I de sidste år af [[Romerriget]] mistede Elba sin økonomiske betydning, da Romerriget kom i besiddelse af rige mineralforekomster andre steder. Efter Romerrigets fald blev øen erobret i 476 e. Kr. af [[Odoaker]]riget, fra 493 af [[Goter|Østgotiske Rige]] og fra 535 af [[Byzantinske Rige]].
