Ejderpolitikken: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
den slesvigske stænderforsamling |
|||
Linje 8:
Ejderprogrammet fik støtte fra [[De Nationalliberale]]. Derimod ønskede [[Bondevennernes Selskab|Bondevennerne]] og de konservative [[helstat]]smænd, at Holsten og Lauenborg skulle bevares som fuldgyldige dele af det danske monarki. Den slesvig-holstenske bevægelse ønskede derimod principielt, at Sønderjylland skulle være tysk. Den modsatte sig derfor også Ejderpolitikken. Ejderprogrammet fik stor indflydelse på folkestemningen i Danmark, [[Norge]] og [[Sverige]].
Orla Lehmann tog kontakt til dansksindede i [[Nordslesvig]] (både bønder og liberale i byerne) og til de få dansksindede på universitetet i [[Kiel]]. Et af resultaterne var, at [[Peter Hiort Lorenzen]], en liberal købmand fra [[Haderslev]], den [[11. november]] 1842 talte dansk i [[Den slesvigske stænderforsamling|Slesvigs stænderforsamling]]. Det næste resultat var de store folkemøder, der i [[1840'erne]] blev holdt på Sønderjyllands højeste punkt, [[Skamlingsbanken]]. På det første Skamlingsbanke-møde den 18. maj [[1843]] blev Peter Hiort Lorenzen hædret for sin indsats. Der fandtes tilsvarende tyske folkemøder, især i Sydslesvig. Det var imidlertid ikke i Slesvig, men primært i Holsten (især Kiel) og i København, at de mest nationalistiske holdninger blev udviklet.
Ejderpolitikken provokerede de tysksindede [[liberalisme | liberalister]] i [[hertugdømmerne]], som forventede at få [[Preussen]]s støtte i deres bestræbelser på at opnå løsrivelse fra Danmark. Dette var optakten til Treårskrigen.
| |||