Sibirien: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 23:
[[Fil:-04 sibirien baikalarm blau.JPG.JPG|thumb|300px|[[Bajkalsøen]] i det sydlige Sibirien.]]
 
Hele det vestlige Sibirien indtil omtr. 90° ø. l. er et uhyrevidtstrakt lavland, der i en forholdsvis sen tid har været dækket af havet. Denne del af landet er en næsten vandret slette. Jordbunden består af stenfrit [[ler]] eller [[sand]], mod syd dækket af [[løss]], ved foden af den nordlige del af Uralbjergene af [[moræne]]. Det østlige Sibirien er gennemgående højland. Mellem 90° og 110° ø. l. findes de største højder ved sydgrænsen af Sibirien. Landet er her opfyldt af de mægtige bjergsystemer [[Altai]], [[Sajanbjergene]], [[Kentei-bjergene]], hvorfra terrænnet skråner mod syd, ned mod [[Mongoliet]]s [[højslette]]r og mod nord ned mod Ishavet. De højeste punkter er [[Munku Sardyk]] (3490 m) i [[Sajanbjergene]] og [[Bjelucha]] (3350 m) i Altai. Længere øst på bøjer højlandets akse under navnene [[Jablonojbjergene]] og [[Stanovojbjergene]] mod nordøst og fortsætter sig op til [[Beringstrædet]], afgivende forgreninger til begge sider, hvor i blandt de verchojanske bjerge og [[Kamtjatka]]s bjerge. De sidste udmærker sig ved deres rigdom på [[vulkan]]er, af hvilke [[Kljutsjevskaja Sopka]] (5180 m) er den højeste.
 
Bjerggrunden i Sibirien har været underkastet [[foldning]], dels i [[Devon]]tiden, dels i [[Karbon]]perioden. Senere er de derved dannede bjergkæder planerede. De nuværende terrænforhold skyldes forskydninger langs brudlinjer og det rindende vands erosion. Kun Kamtjatka har deltaget i tertiærtidens bjergkædefoldning sammen med de japanske og indiske øer.