Kap Verde: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Linje 102:
Men Portugals diktator [[António de Oliveira Salazar]] ville ikke give slip på kolonierne så let som [[Storbritannien|briterne]] og [[Frankrig|franskmændene]] havde gjort. Efter 2. verdenskrig holdt Portugal fast på sine kolonier, der fra 1951 blev omtalt som oversøiske territorier. De fleste afrikanske kolonier opnåede uafhængighed i perioden [[1957]]-[[1964|64]], men ikke de portugisiske.
[[Det afrikanske parti for Guinea-Bissau og Kap Verdes uafhængighed]] (Partido Africano da Independência da Guiné e Cabo Verde – PAIGC) blev stiftet i [[1956]] af [[Amílcar Cabral]]. Efter tre års forberedelser var det klar med sin første aktion, som markerede starten på en femten år lang befrielseskrig for Kap Verde og [[Portugisisk Guinea]]. Det skete [[3. april]] [[1959]] i forbindelse med strejken i Pijuguitihavnen i [[
I april [[1974]] blev fascistregimet i Portugal afsat i et militærkup kaldet nellikerevolutionen. Det nye regime overførte magten i Kap Verde til en overgangsregering, og i [[1975]] fik republikken Kap Verde fuld uafhængighed med [[Aristides Pereira]] fra PAICV som præsident. Pereira lovede at lede en [[Demokrati|demokratisk]] og [[Socialisme|socialistisk]] nation, da han blev valgt til præsident, men han forværrede i stedet landets økonomiske situation og forfulgte dissidenter af regimet. Kap Verde blev nu til en [[etpartistat]], og landet indgik alliancer med lande som [[Folkerepublikken Kina]] og [[Libyen]]. Etpartistyret varede til [[1990]].
| |||