Det første store brud med Aristoteles’ verdensbillede, kom fra NikolajNicolaus Kopernikus (1473-1543). Det skyldtes at man i renæssancen, begyndte at søge tilbage i tiden. Tilbage til kilderne var deres kampråb. Dette førte til en masse oversættelser af gamle filosofiske bøger, dette gav anledningen til at finde fejl i det gamle filosoffers beskrivelser af verden. Under den sorte død havde man koncentreret sig om at overleve, men i renæssancen fik man et overskud økonomisk, socialt og videnskabeligt, grundet større export/import. Udover dette var det også naturligt for Italien at søge tilbage til deres storheds tid, nemlig romerriget, dette førte til at resten af Europa, blev fascineret af Italien og deres undersøgelser af verden. Det var ikke pga. af romerriget, resten af Europa, begyndte at kigge tilbage i tiden, men af ren og skær fascination af det kulturelle centrum Italien. Der kom en stigende eventyrlyst og interesse for at undersøge verden blandt det enkelte menneske. I renæssancen kom der en stigende interesse for at undersøge verden uden for Europa. Man søgte efter nye handelsveje, for at øge væksten i samfundet og ligesom den stigende interesse for de nye dele verden, blev interessen for undersøgelse af mennesket og rummet også forøget. Det var derfor også på dette tidspunkt Kopernikus begyndte at fundere over hans verdensbillede. Kopernikus troede ikke på at jorden var i midten i af universet. Han mente at solen måtte være i midten. Uden om den cirkulerede alle de andre planeter. Dette forklarede også parallaksen(vinkelen med den nærmeste stjerne), som Kopernikus kunne se, ud fra det sluttede han også at universet måtte være 500 gange større end man hidtil havde troet. Dette blev kaldt det heliocentriske (sol centrede) verdensbillede, det aristoteliske/ptolemæiske verdensbillede hed det geocentriske (jord centrede) verdensbillede. Kopernikus’ verdensbillede forklarede også Mars’ sløjfe bane på himlen, det var dette som Ptolemæus forklarede, via de såkaldte epicykler. Der var dog stadig en del en skepsis fra kirken, selvom kirken selv havde ansat Kopernikus til at fastlægge påsken, troede de ikke på at solen kunne være det centrale i universet. Da Kopernikus i 1543 udgav sin bog ”De revolutionibus orbium caelestium” skrev kirken også i forordet, at dette blot var en matematisk model, en hypotese, som ikke passer med virkeligheden.
