Transcendental fænomenologi: Forskelle mellem versioner

Men af den førvidenskabelige intuitive indsigt fremgår der ingen åbenbar, evident metodisk strategi. [[Den naturlige indstilling]], som før blev beskrevet som subjektiv selverfaring, er netop også det før- eller ikke-metodiske, den i videnskabelig henseende uafklarede bedømmelse, der blander alting sammen. Filosofien er objektiv selverfaring. For Husserl kan overgangen mellem subjektiv og objektiv, dvs. filosofisk/videnskabeligt og naturlig selverfaring kun give anledning til formodninger. Den kan ikke begrundes, men er ikke desto mindre evident givet som en faktisk dobbelthed. For Husserl bliver denne dobbelthed, selve hans forudsætning, som han dyrker metodisk. Forskellen mellem naturlig og filosofisk indstilling viser sig i erfaringen af forskellen mellem evidens og apodiktisk evidens, der groft kan oversættes til forskellen imellem sikker viden og fuldstændig sikker viden.

Han lader sig inspirere af Descartes metode ved at indføre en metodisk ugyldiggørelse, en såkaldt inhibition af [[den naturlige indstillingsindstilling]]s værenstro, en ”standsning”, som Husserl refererer til som epoché. Hos Descartes angår ugyldiggørelsen de sanseligt funderede værensbestemmelser. Når det således er væren, der reduceres, er det således også en ren kerne af væren, der bliver tilbage. Epoché er hos Husserl et varemærke for en ugyldiggørelse af væren som sådan og dermed af selve spørgsmålet om væren.

I Husserls begrebsverden er der tale om en forskel mellem ''signitivt'' og ''intuitivt'' givne genstande. Men for Husserl er denne forskel kun relevant som tilsynekomstmåder, der kan anskueliggøre intentionaliteten. Jeg udtænker eller overvejer ikke, om tingen er signitivt eller intuitivt givet, nej, sondringen hører snarere med til min intention. Selve opfattelsen, som gør sig gældende ved et henkastet blik på denne stol, er ikke en afgrænsende dømmen, men en intuitiv anskuelse af et væsen, en [[væsensskuen]] (ty. Wesensschau). Jeg definerer ikke realiteten af stolen, men stolens realitet er medment. Forskellen er netop givet for ethvert normalt tænkende menneske, men for videnskabsmanden Husserl er det ikke denne forskel, der er relevant. Senere i hans tænkning, hvor han er kommet til større metodisk afklaring, er det netop, fordi distinktionen mellem ”realt” og ”irrealt” er en væsentlighed i [[den naturlige indstilling]] – ligefrem væsentligt for den videnskabelige indstilling – at denne distinktion ikke er relevant.

Det er en vigtig pointe, at skellet mellem de to anskuelsesmodi, [[den naturlige indstilling]] og den refleksive, filosofiske situation netop er sat af den transcendentalt reflekterende. Skellets absolutte skarphed hos Husserl er netop det videnskabelige, det metodiske. Skellets strenghed skyldes ikke, at skel gør sig strengt gældende i naturen, men tværtimod at skel ''ikke'' gør sig strengt gældende i naturen. Netop derfor må filosofien sætte dem. I sig selv forekommer den strenge sondring ikke andre steder end som en strengt metodisk forsøgsopstilling. Det er en videnskabelig dyrkelse af en faktisk erfaring, en impuls, en form for rationalisering af en faktisk erfaret dobbelthed.