|
Rigsdagen var parlamentet i det [[tysk-romerske rige]] og blev også navnet på parlamentet i [[Det nordtyske forbund]] i [[1867]] og i [[Tyskland|Det tyske Rige]], da dette blev samlet som nationalstat i [[1871]].
Efter den tyske rigsgrundlæggelse i 1871 mødtes den nye Rigsdag oprindelig i flere andre mindre bygninger på Leipziger Straße i [[Berlin]], men dissede blev anset somvar for små. Allerede den [[19. april]] [[1871]] bestemte Rigsdagen at opføre en rigsdagsbygning, og i [[1872]] blev der udskrevet en arkitektkonkurrence med 103 deltagere. I juni 1872 blev forslaget fra arkitekten Ludwig Bohnstedt fra [[Gotha]] valgt. Arbejdet blev imidlertid forsinket på grund af problemer med at finde en egnet grund. Rigsdagen ønskede sig en grund, som tilhørte grev [[Atanazy Raczyński]] øst for [[Platz der Republik]], men grev Raczyński vægrede sig ved at sælge, eftersomfordi hans eget palæ, opførtfra 1844-47, alleredelå stod på ejendommender.
Rigsdagen besluttede derfor at fortsætte arbejdetfortsatte med at finde en egnet grundlede, og først i [[1881]] kom manfandt tilden en løsning, da man kom til enighed med: grev Raczyńskis søn og arving om køb afsolgte ejendommengunden øst for Platz der Republik. Der blev udskrevet en ny arkitektkonkurrence i [[1882]], og af 190 indsendte bidrag valgte manvalgtes et forslag fra [[Paul Wallot]] fra [[Frankfurt am Main|Frankfurt]]. Grundstenen blev nedlagt af kejser [[Wilhelm 1. af Tyskland]] i [[1884]]. Bygningen fik en stor [[kuppel]] af stål og glas, et teknisk mesterværk for sin tid. Efter ti års byggetid kunne den tages i brug i [[1894]].
EfterDa [[første verdenskrig]] sluttede, og kejseren abdicerede, proklamerede [[Philipp Scheidemann]] republikken fra en af Rigsdagens balkoner under revolutionsdagene i [[1918]]. [[Weimar-nationalforsamlingen]] mødtes i byen [[Weimar]] i [[1919]] på grund af urolighederne i Berlin, men Rigsdagen fortsatte med at mødes i Rigsdagsbygningen under [[Weimarrepublikken]].
Rigsdagsbygningens historie som sæde for Rigsdagen sluttede, da den [[27. februar]] [[1933]] blev sat i brand. Den beskadigede Rigsdag, symbolet på [[demokrati]]et, blev ikke sat istandistandsat af [[nationalsocialisme|nationalsocialisterne]]. Rigsdagen som institution holdt op med at fungere, og de få gange, den var samlet under de tolv år med nationalsocialistisk styre, mødtes den i en tidligere operabygning i nærheden (Krolloperaen). DetteDet var også tilfældet, da [[Bemyndigelsesloven|Fuldmagtsloven]] blev vedtaget, og parlamentarisk demokrati ophørte.
Under [[2. verdenskrig]] blev bygningen yderligere beskadiget. Som symbol på parlamentarisk demokrati havde heller ikke [[Stalin]]s [[totalitarisme|totalitære]] regime meget til overs for bygningen, og den var et centralt mål for [[Den røde Hær]], som i et kendt, manipuleret propagandafoto hejser det [[Sovjetunionen|sovjetiske]] flag over bygningen, mens ruinerne af bygningerne omkring den brænder.
Under [[Den kolde Krig]] lå bygningen i [[Vest-Berlin]], men kun nogle få meter fra grænsen til [[Øst-Berlin]]. Under [[Berlinblokaden]], mens Stalin forsøgte at udsulte Vest-Berlin, samlede et enormt antal vestberlinere sig foran bygningen, og byens [[borgmester]] [[Ernst Reuter]] holdt en berømt tale, som endte med ordene ''Ihr Völker der Welt, schaut auf diese Stadt!'' ("I verdens folk, se på denne by!").
Bygningen var strukturelt intakt, men alligevel en ruin. Vest-TysklandsVesttysklands parlament mødtes desuden i [[Bonn]] og havde derfor ikke brug for bygningen. Det blev alligevel vedtaget, at den skulle restaureres i [[1956]]. I forbindelse med restaureringsarbejderne [[1961]]-[[1964]] blev den ødelagte kuppel fjernet. I årene frem til [[1990]] blev bygningen kun brugt til repræsentative møder en gang imellem og til en permanent udstilling kaldet ''Fragen an die deutsche Geschichte'' ("Spørgsmål til den tyske historie").
[[3. oktober]] [[1990]] blev den officielle genforeningsceremoni holdt i Rigsdagen med bl.a. [[Helmut Kohl]], [[Richard von Weizsäcker]], og [[Lothar de Maizière]] og andre tilstede. Det var en bevægende ceremoni med fyrværkeri. Dagen efter mødtes det tyske parlament, [[Forbundsdagen]], symbolsk i Rigsdagen.
Den [[20. juni]] [[1991]] besluttede Forbundsdagen efter omfattende debat at flytte regeringen og parlamentet tilbage til Berlin.
Året efter, i ([[1992]],) fik den [[Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland|britiske]] arkitekt [[Norman Foster]] til opgave at restaurere bygningen. Hans oprindelige forslag var temmelig forskelligt fra det, som senere blev realiseret og inkluderede ikkemanglede den berømte kuppel.
Før restaureringen blev hele bygningen omsvøbt af [[Christo|Christo og Jeanne-Claude]] i [[1995]].
Restaureringen var meget omfattende, og alt bortset fra ydervæggene blev fjernet, inklusiveogså alle ændringer udført ifra [[1960'erne]]. Forbundsdagens sæde blev officielt flyttet fra Bonn til Berlin i april [[1999]]. Restaureringen regnes som en stor succes. Rigsdagen, navnligmed den store glaskuppel, som blev opført som en gestus til den oprindelige kuppel fra 1894, er en af de mest besøgte turistattraktioner i Berlin og giver et imponerende udsyn over byen, især om natten. Fra taget kan man også se ned på de folkevalgte især om dagen.
== Galleri ==
| 