Karl Popper: Forskelle mellem versioner

Hele Poppers filosofi kan opsummeres som [[kritisk rationalisme]].

 

Videnskabsteoretisk grundlagde Popper [[falsifikationisme]]n. Dette kaldes også [[fallibilisme]]. Modsat de [[logisk positivisme|logiske positivister]], der hævdede, at en videnskabelig teori skulle være [[verifikationisme|verificerbar]] – dvs. at den skulle kunne bekræftes gennem observation – forsvarede Popper et falsifikationistisk standpunkt.

 

Dette synspunkt blev til dels udarbejdet på basis af Poppers beundring for [[Albert Einstein|Einstein]], hvis teorier havde ekstremt præcise forudsigelser, og hans foragt for [[psykoanalyse]]n. God videnskab er at fremlægge hypoteser, for så at stille sig åben for kritisk prøvning. Hvis det ikke sker, er der kun tale om [[myte]]r eller [[metafysik]]. Psykoanalysen var, ifølge Popper, således udarbejdet, at en hvilken som helst tænkelig menneskelig adfærd kunne forklares ud fra denne, og således kunne den ikke falsificeres. Ufalsificerbare teorier afvises af Popper som uvidenskabelige. Han mente også, at den biologiske [[evolutionsteori]] var ufalsificerbar. En anden strategi Popper afviser, er at formulere en teori så vagt, at man ikke kan modbevise det. Dette kalder han obskurantisme, han anser blandt andre [[Henri Bergson]] og [[Martin Heidegger]] for at være obskurantister.

 

Marxismen anser Popper for – ligesom psykolanalysen og senere [[creationisme]]n – at være et selvimmuniserende tankesystem, dvs det er lukket fra kritik udefra. Marxismen neutraliserer al kritik, ved at tilpasse den til sine færdigt opsatte tankebaner, eller affejer dem, der fremsætter kritikken, med at de må tilhøre [[klassefjenden]]. Popper kritik af marxismen suppleres af hans betragtninger over samfundet fra "The Poverty of Historicism". I denne afviser Popper tanken om at man kan forudse historien – en central tanke for marxismen og for f.eks. [[Oswald Spengler]]. Popper kritiserer også tanken om at man kan designe et samfund fra grunden af, og gør sig til fortaler for at man kun foretager gradvise ændringer af samfundet. Han er således konservativ, og afviser enhver tanke om en grundlæggende revolution.

 

Popper advarer i 1945 i ''The Open Society'' om, at den sovjetiske centralplanlægning var en opskrift for dens egen undergang. Og ganske rigtigt var de eneste områder, hvor Sovjetunionen overgik Vesten, teoretiske discipliner som matematik og fysik, fordi informationsfriheden dér var uden grænser. Ligesom [[Bertrand Russell]], som Popper så op til, mente Popper at kunne forudsige kommunismens fald af videnskabsteoretiske årsager; en centralstyret økonomi har ikke tilstrækkelig adgang til nødvendig information om alle dele af sin økonomi til at kunne fungere. Popper mente, at [[demokrati]]et havde sejret i [[den kolde krig]], fordi demokrati er den eneste styreform med en indebygget evne til forandring og kritik af den styrende magt. <ref>Bernt Hagtveit: ''Ideologienes århundre'' (s. 166-7)</ref>

 

Popper udarbejdede i sin sene karriere også en metafysisk teori, som er et løsningsforslag til sjæl-legeme problemer. Under dette arbejdede han tæt sammen med [[John Eccles]], nobelpristager og hjerneforsker. Ifølge Popper er verden delt i tre sfærer: Verden 1 (fysiske ting), verden 2 (bevidstheder) og verden 3 (logiske relationer). Disse interagerer med hinanden; hvordan de gør det forklarer han ikke. Teorien har således både elementer fra [[Descartes]]' [[dualisme]], Platons idélære og Husserls tidlige fænomenologi.