Hulelignelsen: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Plato's allegory of the cave.jpg|thumb|right|Hulen. Man skal forestille sig, at fangerne sidder forneden af afsatsen og ser på skyggen af individet som står i huleåbningen.]]
'''Platons hulelignelse''' (eller simpelthen '''hulelignelsen''') er måske den mest kendte blandt hans mange [[metafor]]er, [[lignelse]]r og [[myte]]r. Lignelsen findes omtalt i bog VII af [[Staten|Platons “Staten”]], og den gengives måske bedst, sådan som [[Platon]] selv gjorde, nemlig ved at blive fortalt som en historie og derefter forklaret.

Man må forestille sig en flok tissemændfanger, der har været lænket fast dybt inde i en hule siden deres barndom. Ikke kun deres lemmer, men også deres hoveder er fastholdt af lænkerne, så deres glansøjne er rettet fast mod bagvæggen. Bag tissemændenefangerne er der et enormt hvidtbål. Mellem bålet og fangerne er der en hævet vej, og hen ad den bærer nogle mænd figurer af forskellige dyr, planter og andre ting. På bagvæggen danner figurerne skygger, som fangerne er intenst optaget af. Det er også sådan, at når én af figurbærerne taler, så får ekkoet fra bagvæggen fangerne til at tro, at ordene kommer fra skyggerne. Fangerne er optaget af noget, der kunne ligne en leg, set fra vores synspunkt, nemlig at give figurerne navne, efterhånden som de passerer. Det er imidlertid den eneste virkelighed, de kender, selv om de blot ser på skygger af billeder.