'''Undervisningsdifferentiering''' princip for tilrettelæggelse og gennemførelse af undervisning, hvorved undervisningen i videst muligt omfang tilpasses elevforskellene i en heterogen klasse eller gruppe. Der er dermed tale om et princip, som kan realiseres på mange måder, og ikke om en bestemt undervisningsmetode. Dette princip blev med Folkeskoleloven af 1993 gjort til et krav i folkeskolen.
'''Undervisningsdifferentiering''' betyder at enkelte [[elev]]er eller elevgrupper undervises efter deres [[standpunkt]].
Undervisningsdifferentiering står i modsætning til elevdifferentiering, der er kendetegnegnet ved op opdeling af eleverne efter beskaffenhed med henblik på etablering af mere homogene elevgrupper
Princippet kan efterleves ved, at man adskiller eleverne i større grupper ved hjælp af relevante [[test]]s. På den måde kan [[klassekvotient]]er og forholdet mellem antallet af elever og lærere opretholdes, mens der undervises differentieret, og dog efter standard-læseplaner. Dette princip kaldes dog elevdifferentiering - ikke undervisningsdifferentiering.
Differentiering kan også praktiseres i elevernes normale miljø og ud fra den enkelte elevs individuelle [[evne]]r og muligheder. Det er normalt denne variant, der refereres til, når der tales om undervisningsdifferentiering, men den benyttes sjældent i praksis, da den stiller store krav til faglig og psykologisk indsigt, samt forberedelse, fra underviserens side. Det svære, men stadig positive er, at fællesskabet i gruppen skal bibeholdes. Gruppen skal arbejde sammen uden nødvendigvis at være sammen. Gruppen skal bruge den styrke der er i at være en gruppe med støtte til de forskellige individer osv.
Man kan derfor ikke bare give hver elev noget tilfældigt materiale på elevens niveau. Det skal alt sammen hænge sammen.
Ideen med undervisningsdifferentiering kan føres tilbage til [[Marcus Fabius Quintilian]] ([[30]] – o. [[94]] e.kr.). Han løste selv problemet med forholdet mellem antallet af elever og lærere ved at anvende [[indbyrdes undervisning]].
