Den guddommelige Komedie: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 83:
I syttende og attende sang lader Dante Vergil udrede kærlighedens væsen og skærsildbjergets opbygning. Kærlighed i sig selv kan være naturlig eller rationel. Det er den rationelle eller viljestyrede kærlighed, der fører menneskene til fald. Når den perverteres og rettes mod "det forkerte objekt" og fører til ondskab og had mod ens næste, stolthed, misundelse eller vrede. Når den rettes mod det gode, men med for lidt kraft: Dovenskab. Når den rettes mod det gode, men på en forkert måde: Griskhed, glubskhed og utugt.
 
Afsatserne ophører ved Purgatoriebjergets top, der huser [[Edens have]] eller det jordiske paradis (otteogtyvende til treogtredivte sang). Her møder Dante først kvinden Matilda. Kommentatorer er ikke enige om Matildas allegoriske betydning. Måske repræsenterer hun aktiv kristendom ved gode gerninger, modsat Beatrice, som i denne tolkningstradition repræsenterer kontemplativ kristendom. I så måde kan hun sammenlignes med bibelske skikkelser som Marta (versus Maria) eller Lea (versus Rakel). Dante bliver dernæst præsenteret for et allegorisk optog: Syv vældige lysestager med brændende lys, der muligvis repræsenterer den hellige ånds syv gaver. Dette følges af repræsentanter for de bibelske bøger: Fireogtyve oldinge, som repræsenterer bøgerne i [[Det gamle testamenteTestamente]], fulgt af de fire evangelister, repræsenteret ved fire dyr med vinger dækkede af argusøjne. Dyrene følges af en tohjulet triumfvogn, Guds kirke på Jorden, som trækkes af en [[grif]], Kristus med sin dobbelte natur. De syv kardinaldyder repræsenteres af syv unge piger. Fire af pigerne er jordiske, nemlig Styrke, Mod, Udholdenhed og Mådehold, der danser ved triumfvognens venstre hjul, mens de tre himmelske, [[Tro]], [[Håb]] og [[Kærlighed]], danser ved det højre. På vognen står en tilhyllet kvinde, Beatrice, som Dante i sit tidlige værk ''La vita nuova'' ("Det nye liv") hyldede som sin store kærlighed. Efter vognen følger repræsentanter for resten af [[Det nye testamente]]s bøger. Til sidst kommer åbenbaringsbogens Johannes – en sovende olding med et ansigt præget af visdom.
 
Vergil er en hedning og kan ikke komme ind i Paradiset. Herfra er det Beatrice der leder Dante. På et allegorisk plan repræsenterer Vergil muligvis fornuften (latin ''ratio'') eller [[filosofi]]en, mens Beatrice repræsenterer troen (latin ''fides'') eller [[teologi]]en, som et [[Medium (person)|medium]] for guddommelig visdom og kærlighed.