Forskel mellem versioner af "Forfængelighed"

2.264 bytes tilføjet ,  for 8 år siden
Fra Salmonsens leksikon
(Fra Salmonsens leksikon)
 
Forfængelighed kan være sygelig, men er ikke sygelig, hvis ens opførsel er normal, i den gruppe som man tilhører.
 
== Fra Salmonsens leksikon ==
Forfængelighed ytrer sig som en stræben efter ros og beundring, uanset om det, for hvilket der søges anerkendelse, virkelig er noget, der kan regnes Individet til fortjeneste, og ligeledes uden hensyn til, om den modtagne anerkendelse har noget værd eller ej.
Man kan være forfængelig af hvad som helst: Familie, navn, arvede penge eller andre værdier, klæder, udseende og andre personlige ejendommeligheder, stilling eller blot en titel uden nogen tilsvarende stilling — og endelig af alt, hvad man selv har præsteret af mere eller mindre
værdifuldt.
Da et menneske ikke kan frembringe andet end arbejde og dets resultater, så
er dette også det eneste, for hvilket mennesket virkelig har krav på anerkendelse, og enhver higen efter beundring for noget, som individet er kommet uforskyldt til, er aldeles ubeføjet.
Det er imidlertid beundring, den forfængelige tragter efter og helst vil komme så nemt til som mulig; kan han på en eller anden måde vinde anerkendelse for, hvad andre har udrettet, tager han det med. — Anderledes stiller Sagen sig i det tilfælde, hvor Individet virkelig har præsteret noget af værdi, og følgelig har et vist krav på anerkendelse.
At gøre en sådan berettiget fordring gældende kan ikke kaldes forfængelighed, men betegnes som ærgerrighed, og mellem denne og forfængelighed er der på alle afgørende punkter en væsentlig forskel.
Ligesom den ærgerrige kun kræver anerkendelse for det, der i egentligste forstand er hans eget værk, vil han kun have den af virkelig kyndige, der kan bedømme hans arbejde, medens hobens beundring er ham ligegyldig; for den forfængelige er det derimod ligegyldigt, hvem der udtaler sin beundring, når han blot får den.
Og hvis den forfængelige ikke, får den, bliver han krænket, medens den ærgerrige præsterer mere arbejde for at tiltvinge sig de kyndiges anerkendelse.
Da forfængelighed og ærgerrighed således er to af hinanden uafhængige karaktertræk, kan de også forekomme hos samme person, og hvor dette er Tilfældet, vil der ikke blot være en stræben efter at yde noget rosværdigt, men tillige en trang til at høre sig rost, så at man også tager til takke med ganske ukyndige personers anerkendelse.
 
 
 
 
 
Eksempler på forfængelighed.
642

redigeringer