Kolonialisme: Forskelle mellem versioner

Begyndelsen til kolonialerhvervelserne i den nyere tid falder sammen med det store åndelige og materielle opsving i Europa, som kaldes renæssancen, og den ydre anledning var to store verdensomvæltende geografiske opdagelser, nemlig Amerikas opdagelse [[1492]] og opdagelsen af søvejen til [[Indien]] [[1498]]. Det var naturligvis også de to nationer, der gik i spidsen som opdagere, der blev de første kolonisatorer i oversøiske lande, nemlig [[Spanien]] og [[Portugal]]. Forholdene stillede sig dog uens for de to folk, idet spanierne, hvis ledende tanke i deres opdagelser var at finde guld, kom til lande med en relativ tynd befolkning, medens portugiserne, der særlig søgte de rige [[krydderi]]lande, traf tætbefolkede lande med til dels ordnede stater og en forholdsvis høj kultur. Spanierne så sig derfor i stand til at udbrede sig over umådelige territorier og ikke blot erobre dem, men tillige delvis befolke dem med udvandrere og indførte [[negerslave]]r. Portugiserne derimod nøjedes med langs alle kysterne at erhverve sig faste pladser, der dels tjente som stabelpladser for deres handel, dels som militære støttepunkter for deres herredømme over de indfødte. En virkelig portugisisk udvandringskolonisation træffes derfor kun i [[Brasilien]], der også var meget tyndt befolket. I løbet af 16. århundrede var disse to magter langt de dominerende som kolonialmagter, idet spanierne efterhånden havde erhvervet sig hele den sydlige del af [[Nordamerika]] indtil [[San Francisco]], hele Mellem- og [[Sydamerika]] med undtagelse af [[Brasilien]] samt Vestindien; endvidere [[Filippinerne]], [[Marianerne]] og [[Carolinerne]] i [[Asien]]. Portugiserne havde handelskolonier langs Afrikas kyster, ved det [[Persiske Hav]], i [[Forindien]], [[Bagindien]] og på de indiske øer, samt ejede Brasilien. Begge landes kolonialmagt blev imidlertid næsten fuldstændig brudt. Den løse forbindelse, som Portugal havde med sine kolonier, gjorde, at det ikke var i stand til at hævde de fjernere besiddelser, da andre magter viste sig i de asiatiske have. I det tidsrum, da [[Portugal]] var forbundet med [[Spanien]] ([[1580]]—[[1640]]), mistede det næsten alle sine besiddelser i Ostindien, væsentligst til hollænderne, og i begyndelsen af 19. århundrede ([[1822]]) løsrev [[Brasilien]] sig. Portugals koloniherredømme indskrænkede sig derfor efter [[1. verdenskrig]] til de [[capverdiske øer]], småbesiddelser i SenegambienSenegambia, øerne [[St Thomé]] og [[Principe]] i Guinea-bugten, [[Angola]] og [[Benguella]] med flere på Afrikas vestkyst, [[Mozambique]] og Lorenco Marquez (Estado d'Africa Oriental) på Afrikas østkyst, [[Goa]] og [[Diu]] med flere i Forindien, [[Østtimor]] og [[Macao]] ved Asiens østside. Spanierne havde et fastere hold på deres kolonier derved, at de til dels havde befolket dem; men da de udelukkende betragtede kolonierne som værende til for at skaffe moderlandet indtægt og derfor udsugede dem på alle måder (og sløsede indkomsterne væk i tamme takt, som de fik fingrene i dem) og ved strenge forbud udelukkede dem fra handel og samkvem med andre lande, blev det spanske herredømme efterhånden så forhadt, at flertallet af kolonierne løsrev sig i begyndelsen af 19. århundrede, nemlig alle de sydamerikanske, Mellemamerika og [[Mexico]]. Ved en uheldig krig med [[USA]] i [[1898]] mistede Spanien endvidere [[Cuba]], [[Puerto Rico]], [[Filippinerne]] med flere, så at de efter 1. verdenskrig kun havde enkelte småøer i [[Atlanterhavet]] og besiddelser på kysten af [[Vestafrika]] og i [[Marokko]] tilbage.

[[Frankrig]] begyndte også tidligt at erhverve sig kolonier, navnlig i [[Amerika]]. Allerede i [[1534]] kom Cartier til [[Canada]], men en egentlig kolonisationen tog dog først sin begyndelse [[1608]] med anlæggelsen af [[Quebec]]; hertil udvandrede talrige franske emigranter, og [[Quebec]] blev det eneste oversøiske land, som franskmændene virkelig har koloniseret. Senere tiltog de sig herredømmet over udstrakte egne langs [[Mississippi]] ([[Louisiana-territoriet|Louisiana]] [[1682]]) og i Vestindien, men i kampene med [[England]] i 18. århundrede mistede de efterhånden alle deres besiddelser på [[Nordamerika]]s fastland. Omtrent samtidig forsøgtes dannet et fransk kolonialrige i Forindien, men også her måtte franskmændene vige for englænderne. Større held havde de i [[Afrika]]. 1830 besatte de Algier, men det er dog først efter den store krig med [[Tyskland]] 1870—1871, at Frankrig med kraft kastede sig over kolonialerhvervelser i Afrika, Bagindien og, [[Sydhavet]], så at republikken efter [[1. verdenskrig]] stod som en af verdens største kolonialmagter, idet den i Afrika besad [[Algier]], [[Tunis]], [[Marokko]], [[SenegambienSenegambia]], den vestlige halvdel af [[Sudan]], [[Dahome]], fransk [[Fransk Ækvatorialafrika|Ækvatorialafrika]] og [[Obok]], i Asien flere småbesiddelser i Forindien ([[Pondi-chery]], [[Karikai]] med flere) og hele [[Indokina]] (den østlige del af Bagindien med [[Cambodja]], [[Cochinchina]], [[Annam]] og [[Tonkin]]), i Amerika småøer ved New Foundland, [[Guadeloupe]] og [[Martinique]] med flere i Vestindien og [[Cayenne]], samt af øer i det [[Indiske Ocean]] og [[Stillehavet]] [[Madagaskar]], [[Reunion]], [[Comorerne]], [[Ny- Kaledonien]], [[Selskabsøerne]] med flere.