Parthenon: Forskelle mellem versioner

Templets historie efter oldtiden er omtumlet. I den tidlige [[middelalder]] blev det omdannet til kirke og mange af østgavlens skulpturer gik tabt. Den største skade skete under det tyrkiske herredømme over Grækenland, da [[Akropolis]] var en fæstning. Tyrkerne oplagrede krudt i Parthenon, der under en konflikt med venetianerne i 1687 blev ramt af kanonild, der fik templet til at eksplodere. En stor del af selve tempelbygningen, cella og søjlerne på de to langsider blev ødelagt. En dansk kaptajn købte kort tid efter to marmorhoveder fra en metope på gaden i Athen. De er nu i [[Nationalmuseet]]s antiksamling. Der findes i dag dele fra templet i mange museer rundt om i verden. Bl.a. [[Louvre|Musée du Louvre]] ([[Paris]]), [[Vatikanmuseet]] ([[Vatikanet]]), [[British Museum]] ([[London]]), [[Nationalmuseet]] ([[København]]), [[Kunsthistorisches Museum]] ([[Wien]]), [[Universitetets Museum]] ([[Würzburg]]), [[Museo Nazionale]] ([[Palermo]]), [[Universitetsmuseet]] ([[Heidelberg]]) og [[Altes Glyptothek]] ([[München]]). Langt den største samling er i British Museum, der hjemførtes af [[Thomas Bruce, 7. Jarl af Elgin|Lord Elgins]] agenter i 1800-1801 med tilladelse fra den tyrkiske [[sultan]]. Det blev allerede kritiseret i samtiden også af lord Byron, og det er stadig kontroversielt.{{kmkilde mangler|dato=Uge 24, 2013}}

Som noget usædvanligt, måske et træk fra [[jonisk]]e templer, var der øverst på ydersiden af den centrale bygning en ca. 160 meter lang frise. Den er ca. 1 meter høj og danner en ubrudt kæde af figurer: nogle til fods, til [[hest]], til vogns; nogle med offerdyr, nogle med udstyr til ofring; nogle få kvinder og mange mænd. Over hovedindgangen i øst sidder guder, der tager mod processionen. Sandsynligvis forestiller frisen den procession, der hvert fjerde år bragte gudebilledet af Athene en ny klædedragt ved den store pantahenæisk fest.{{kmkilde mangler|dato=Uge 24, 2013}}