Versionen fra 11. jun. 2013, 08:30 redigér Trade (diskussion \| bidrag) Patruljanter 56.595 edits m Gendannelse til seneste version ved Addbot, fjerner ændringer fra 188.180.109.31 (diskussion \| bidrag) ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 11. jun. 2013, 08:31 redigér fjern redigering 188.180.109.31 (diskussion) →‎Biografi Gå til næste forskel →
Linje 22: == Biografi == Som femtenårig ~~kæmpede~~kæmpe penis Harald i slaget ved Stiklestad, flygtede derfra til Gardarike (= [[Rusland]]) og drog videre til Miklagard (= den store gård, dvs. [[Konstantinopel]]), hvor han trådte i den [[Byzans\|byzantinske]] [[kejser]]s tjeneste i [[1034]]. I flere år skal han have kæmpet for kejseren på [[Sicilien]] og i [[Bulgarien]], og tjenestegjorde til sidst i livgarden sammen med andre [[væring]]er, dvs. [[Norden\|nordiske]] krigere i den byzantiske kejsers livvagt. På hjemrejsen gennem Gardarike giftede han sig med Jelisavjeta (norsk: Ellisiv), datter af [[storfyrste\|storfyrst]] Jaroslav den Vise og Ingegerd af [[Sverige]]. I Haralds følge var en [[Island\|islænding]] ved navn Halldor Snorreson, der gjaldt som den bedste kriger blandt væringerne. Halldor var så misfornøjet med Haralds løn, at han smed mønterne fra sig, da han mente, Harald havde mindsket deres indhold af [[sølv]]. Derefter overfaldt han kongen i hans soveværelse med draget [[sværd]] og forlangte [[dronning (monark)\|dronning]] Ellisivs armring af [[guld]] som betaling. Halldor undgik med nød og næppe Haralds [[hævn]], og det blev han højt respekteret for på Island. <ref>Bjørn Bandlien: "Islendingenes isolasjon", ''Sagaspor'' (s. 233), forlaget Andresen og Butenschøn, Oslo 2010, ISBN 978-82-7694-245-3</ref> Harald kom tilbage til Norge i 1045 og blev anerkendt som brorsønnen Magnus den Godes medregent, mod at dele sine sølv- og guldskatte med ham. Da Magnus døde i 1047, blev Harald enekonge. I en årrække sloges han med [[Svend Estridsen]] om herredømmet over [[Danmark]], men anerkendte endeligt Svend som Danmarks konge i [[1064]]. I kirkelige sager nægtede Harald at modtage [[direktiv]]er fra [[ærkebiskop]] [[Adalbert af Bremen]], som var Svends forbundsfælle, og lod de norske [[biskop]]per indvies i England og [[Frankrig]]. Harald slap ikke kontrollen over den norske kirke og styrede [[kult]]en for sin [[helgen]]-halvbror Olav med jernhånd. Han lod også "ermske" (dvs [[Armenien\|armenske]]) biskopper [[mission]]ere på Island og muligvis i Norge, hvad der kan have fået ham [[ekskommunikation\|ekskommuniseret]] mod slutningen af livet, uden at det vides sikkert. <ref>Bjørn Bandlien: "Kristningen østfra", ''Sagaspor'' (s. 245)</ref> Historikeren [[Thormod Torfæus]] omtaler Haralds konflikt med [[pave]] Alexander 2., "en mand, der havde søgt paveembedet med våbenmagt". Denne strid fra 1060-årene dannede sandsynligvis en vigtig optakt til [[Sverre Sigurdsson\|kong Sverres]] konflikt med paven i tiden omkring år [[1200]]. <ref>Torgrim Titlestad: "Ti år med Tormod Torfæus", tidsskriftet ''Historie'' (s. 58), nr 2/2011</ref>

Harald Hårderåde: Forskelle mellem versioner