Esaias Tegnér: Forskelle mellem versioner

Sine digte offentliggjorde Tegnér i göternes og neutrernas organer "Iduna" og "Stockholmsposten"; de er stærkt gotiske som ''Asatiden'', der havde Schillers ''Die Götter Griechenlands’'' til forbillede, og ''Jätten'', dityrambiske som ''Sång till solen'' og ''Stjärnsången'', men mest er han sig selv i ''[[Karl XII]]'', hvor han besynger det eventyrlige hos helten, og i ''Sången'', hvor poesien betegnes som udtryk for livets sundhed. Men størst interesse havde ''Frithiof och Björn'', og de tre andre sange, der udgavs i "Iduna" 1820 og få år senere suppleredes med fem sange til, og som yderligere forøget til 24 [[romancer]] danner det [[1825]]} udgivne værk ''[[Fridtjof den Frøknes saga|Frithiofs saga]]''. I denne moderniserede omdigtning af en oldnordisk saga har Tegnér givet en skildring af sin egen tids helteideal og samfundsopfattelse, medens kærlighedslivet og ikke [[viking]]elivet har kastet glans derover. Han ser i hedenskabets [[Balder]]-[[myte]] en forberedelse for [[kristendommen]] og benytter den til udjævning og forsoning af det vilde og urkraftige; dette mildnes, skønt Toner av dyster fortvivlelse anslås i det senest skrevne digt ''Frithiofs återkomst'', hvor digterens personlige oplevelse har angivet tonen. Det stemningsrige værk vakte begejstring, da det udkom, og det erhvervede sin digter en berømmelse i ind- og udland, som ingen før havde haft i [[svensk litteratur]]; det udkom i talrige [[oversættelser]] og var en tid lang et af de få [[Nordiske sprog)|nordiske}}]] dDigterværkerdigterværker, som ved oversættelser vandt europæisk berømmelse.