H.V. Stockfleth: Forskelle mellem versioner

'''Harald Viggo Stockfleth''' ([[29. september]] [[1824]] -i [[København]] – [[11. oktober]] [[1879]] på [[Frederiksberg]]) var en dansk [[dyrlæge]] og forfatter.

StockflethFaderen blev født ivar [[Københavnguldsmed]]. Faderen var guldsmeddemesteremester Heinrich Christian Stockfleth; Moderen hed Anna Louise (født Clausen). Da forældrene var uformuende og havde mange børn, kunne de ikke anvende synderligt på deres undervisning, og Stockfleth kom først, da han var 13 år gammel, i en tarvelig borgerskole. I [[1840]] tog han forberedelseseksamen ved [[Københavns Universitet]] og blev elev på [[Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer|Veterinærskolen]], hvorfra han dimitteredes i [[1844]]. Straks efter blev han ansat som kandidat i skolens ambulatoriske klinik, hvor han i 2½ år arbejdede under vejledning af den dygtige praktiker [[H.P. Tolstrup]], som siden [[1813]] havde været dyrlæge ved Veterinærskolen og selvfølgelig sad inde med en overordentlig stor erfaring, der nu kom hans opvakte og livlig interesserede lærling til gode.

Sygdom nødte [[1846]] Stockfleth til at opgive stillingen ved skolen, og af helbredshensyn tog han [[1847]] bolig i [[Valby]] som dyrlæge, som på daværende tidspunkt var beliggende i landlige omgivelser. Her kom han sig, og han fik efterhånden en stor praksis, som forøgedes, efter at han i [[1848]] var flyttet til [[Vesterbro]]. Efter at Tolstrup i 1847 havde forladt Veterinærskolen, havde man forsøgt at undvære en "dyrlæge" ved denne, men praksissen tog betænkelig af, og for at ophjælpe den blev man nødt til i [[1850]] at opfordre Stockfleth til at overtage Tolstrups gamle stilling. Han virkede nu med så megen dygtighed, at man i [[1858]] ved flytningen af Veterinærskolen til den nyoprettede Veterinær- og Landbohøjskole betroede ham, den "ulærde" dyrlæge, en lærerplads ved samme og ansatte ham som [[lektor]] i kirurgi og fødselshjælp samt i ambulatorisk klinik, i hvilken stilling han forblev til sin død.

Mens Stockfleth på det praktiske område havde fået en god vejledning, var hans videnskabelige uddannelse sikkert fra først af meget mangelfuld; her måtte han uden tvivl væsentlig blive autodidakt, og desto mere må man beundre den indsigt, han efterhånden opnåede. Noget bidrog hertil forskellige studierejser, han imellem [[1853]] og [[1876]] foretog til [[Tyskland]], [[Østrig]], [[Schweiz]], [[Norditalien]], [[Frankrig]], [[Belgien]], [[England]], [[Skotland]] og [[Sverige]], og ikke ringe nytte har han sikkert haft af den forbindelse med lægevidenskaben, hvori hans yngre broder, lægen W.William Stockfleth (1836-1909), bragte ham, men først og fremmest var den dog resultatet af hans udmærkede iagttagelsesevne og af den videnskabelige grundighed, hvormed han bearbejdede så vel sit eget rige erfaringsmateriale som det, han fik fra sine kolleger og elever, med hvem han stadig stod i den livligste forbindelse.

Stockfleths litterære virksomhed er meget omfangsrig. I ''Tidsskrift for Veterinærer'' findes i 2.-16. bind talrige artikler af ham, dels udførlige beretninger om nogle af hans rejser, dels kliniske iagttagelser over de forskelligste sygdomme, mange af stor værdi. I [[1861]] og [[1863]] udgav han end videre som selvstændige bøger 2to indholdsrige samlinger af ''Kliniske Iagttagelser''. Som særlig betydningsfulde fortjener at nævnes hans studier over den tidligere ikke særlig påagtede hestesygdom ''Rygmarvstyfus'' og over ''Kastration af Klaphingste''. I mange år udførte han dernæst et stort arbejde ved som sekretær i Dyrlægeforeningen at bearbejde de beretninger, der indsendtes af dyrlægerne til belysning af forskellige til drøftelse opstillede emner og ved at redigere beretningerne om møderne. Efter at det i [[1860]] var blevet ham overdraget at holde foredrag for landbrugsstuderende ved Højskolen over de vigtigste husdyrsygdomme, udgav han i [[1862]] en ''Kort Fremstilling af de vigtigste Sygdomme hos Hesten, Oxen og Faaret'', en fortræffelig lille bog, som indtil [[1877]] udkom i 3 oplag.

Hans hovedværk er imidlertid den store, helt igennem på selvstændige studier byggede ''Haandbog i Veterinærkirurgien'', der begyndte at udkomme i [[1868]]. Han nåede kun at fuldføre 2 bind, men i [[1888]] og [[1900]] blev det manglende udgivet som 2to supplementhæfter af B.[[Bernhard Bang]] og [[A.W. Mørkeberg]], hvoraf navnlig det første hæfte væsentlig var udført på grundlag af et af Stockfleth efterladt manuskript. Dette værk var et for sin tid fortræffeligt arbejde, og det vakte ved sin fremkomst stor opmærksomhed ikke blot i Danmark, men også i udlandet, efter at det (ligesom i øvrigt enkelte af hans mindre arbejder) var blevet oversat på tysk.

Stockfleth var i høj grad agtet og elsket af dyrlægerne, som i stor udstrækning tyede til ham, når de trængte til råd og støtte. Det følger af sig selv, at han spillede en meget stor rolle i deres foreningsliv. Af den[[Den danske Dyrlægeforening]] var han medstifter i [[1849]], indtil [[1874]] var han dens sekretær og siden, til sin død, dens dormandformand, og man kan med rette sige, at det væsentlig var ham, der bar den oppe i de første 30 år. Efter hans forslag stiftedes ved Veterinærskolens hundredårsfest [[13. juli]] [[1873]] et Jubilæumsfond, der har gjort megen nytte ved at uddele præmier for selvstændige undersøgelser over veterinære emner og rejsestipendier for dyrlæger. Af det veterinære sundhedsråd blev han medlem 1870, og også her udfoldede han en gavnlig virksomhed.

Ved sit 25 års jubilæum som dyrlæge modtog han talrige beviser på sine kollegers, sine elevers og sine medborgeres hengivenhed. Også ved andre lejligheder vistes der ham forskellige hædersbevisninger ([[Titulær professor|professortitelen]] fik han [[1869]]); den højeste fik han, da det medicinske fakultet udnævnte ham til [[æresdoktor]] ved universitetetsUniversitetets firehundredårsfest 1879. [[1873]] blev han [[Dannebrogordenen|Ridder af Dannebrog]].

I de sidste år tog hans kræfter kendelig af på grund af en kronisk nyresygdom, men det var dog ret uventet, da en hjertelidelse pludselig bortkaldte ham. Hans død vakte almindelig sorg, ikke blot hos hans talrige elever og kolleger, men ogsaaogså hos de mange mennesker, hvis husdyr han havde behandlet. Han havde et eget greb på at omgåes folk af alle samfundsklasser.

Stockfleth ægtede [[1855]] Laura Hedegaard (født [[1835]]), datter af landmand O. C. Hedegaard fra [[Nordslesvig]]; hun overlevede ham.

|Forfatter(e)= B.[[Bernhard Bang.]]

{{DEFAULTSORT:FD|1824|1879|Stockfleth, Harald Viggo}}

[[Kategori:Ansatte ved KøbenhavnsDen UniversitetKongelige Veterinær- og Landbohøjskole]]