De russiske luftbårne styrker: Forskelle mellem versioner

Ifølge normal militær standard er de luftbårne styrker ikke særlig slagkraftige. Hver division består af omkring 6.000 mand (til sammenligning er [[Danske Division]] på omkring 24.000 mand), der til og med kun har let bevæbning og lette køretøjer. Deres styrke er derfor ikke slagkraft, men operativ og [[strategi]]sk [[mobilitet]] vha. langtrækkende [[flyvemaskine|flytransportfly]] samt deres [[faldskærm]]stræning, der gør at de kan [[deployere]]s overalt inden for flyenes rækkevidde på meget kort tid uden adgang til en [[flybase]] eller en [[lufthavn]] i målområdet. Efter landingen vil de dog hurtigt være afhængige af genforsyning og hurtigt link-up af egentlige kampstyrker, fordi de luftbårne styrker ikke indeholder tunge [[våben]], [[logistik]] mv.

Midt i [[1990'erne]] bestod de luftbårne styrker af 5 luftbårne [[division (militær)|divisioner]] og 8 luftlande stormbrigaderluftlandestorm[[brigade]]r. Alle divisionerne var i den europæiske del af [[Rusland]]:

De 8 brigader er mindre end divisionerne og har ingenhverken køretøjer, [[kampvogn]]e ogeller [[artilleri]]. Når brigaderne først er landet kan de kun bevæge sig til fods. Deres opgaver koncentrerer sig om [[helikopter]]støttede operationer, men de er også uddannet til faldskærmsspringfaldskærmsudspring fra almindelige fly.

Under den videre reorganisering blev der i [[1996]] udarbejdet planer for de mobile styrker på omkring 100.000 mand, hvoraf omkring 60 % skulle komme fra de luftbårne styrker. Resten var fra motoriseret [[infanteri]] med lette våben, [[marineinfanteri]], logistikenheder og støtte af militære transportfly.