Orbitalt impulsmoment (bølge): Forskelle mellem versioner

En EM-strålesstråle bærer en [[Impuls (fysik)|linære impuls]] <math>\mathbf{P}</math>, og kan herved også have en ekstern angulær moment <math>\mathbf{L}_e=\mathbf{r}\times\mathbf{P}</math>. Denne eksterne angulær moment afhænger af koordinatsystemets [[origo]]s valg. Hvis origo vælges til at være på stråleaksen og strålen er cylindrisk [[symmetrisk]] (i hvert fald i dens impulsfordeling), vil den eksterne angulære moment forsvinde. Den eksterne angulære moment er en form for OAM, fordi den er urelateret til [[polarisering]]en og afhænger af den rumlige fordeling af EM-feltet.

En mere interessant eksempel af OAM er den interne OAM som dukker op når en [[paraksial]] EM-stråle er i en såkaldt “''skruelinje mode/tilstand''”. EM-skruelinje modes er karakteriseret ved en [[bølgefront]] som er formet som en [[skruelinje]] (forskruet overflade?) med et an eng. ''optical vortex'' i centrum, ved EM-strålens akse (se figuren). Skruelinje modes er karakteriseret ved et [[heltal]]snummer <math>m</math>, positiv eller negativ. Hvis <math>m=0</math>, er moden ikke med skruelinje og bølgefronterne er flere uforbundne flader/planer, for eksempel, en sekvens af parallelle planer (fra hvilken navnet “planbølgewave”“planbølge” stammer). Hvis <math>m=\pm 1</math>, bestemmer håndetheden fortegnet af <math>m</math>, [[bølgefront]]en er formet som en enkelt skruelinje, hvor en hel skrues længde er lig [[bølgelængde]]n <math>\lambda</math>. Hvis <math>|m|\geqslant 2</math> består bølgefronten af <math>|m|</math> distinkte men sammenskruede skruelinjer. Heltallet <math>m</math> kaldes også for den såkaldte “''topologiske ladning''” af det eng. ''optical vortex''.