Nils Svenningsen: Forskelle mellem versioner

 

Svenningsen blev tidligt ansat i [[Udenrigsministeriet]] og gjorde blandt andet tjeneste i [[Berlin]] i perioden umiddelbart inden [[Hitler]]s magtovertagelse. I [[1941]] blev han direktør for ministeriet og han indtog under hele krigen en central rolle i forhandlingerne med [[Tyskland]] om forhandlingspolitikkens udmøntning. Først som nærmeste medarbejder for Statsminister [[Erik Scavenius]] og efter den [[29. august]] [[1943]] som leder af [[departementschefstyret]]. Efter krigen måtte han som følge af den betydelige kritik, [[samarbejdspolitikken]] blev udsat for, i en periode fungere som [[ambassadør]] i [[Stockholm]] indtil han i [[1951]] kunne vende tilbage som direktør for Udenrigsministeriet, en stilling han fastholdt indtil han afsluttede sin karriere med et ophold som ambassadør i [[London]] [[1961]]-[[1964]]. Svenningsens hovedindsats, der kom til at ligge i besættelsestidens sidste og vanskeligste år, var styret af ønsket om at sikre størst mulig selvstændighed i forhold til Tyskland. Hans holdninger var båret af en loyalitet mod dette og af følelsen af en forpligtelse til som fremtrædende embedsmand at handle i overensstemmelse med, hvad han fandt bedst for landet uanset hvordan den øjeblikkelige folkestemning var.