Luchino Visconti: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
Linje 58:
Luchino Visconti blev kommunist omkring midten af [[1930'erne]] – og partisan under [[2. verdenskrig]]. Han blev arresteret og forhørt af [[Rom]]s brutale fascistiske politichef [[Pietro Koch]] i den tyske okkupations sidste tid. Efter Roms befrielse medvirkede Visconti med en dokumentarfilm "Giorni di Gloria" (Glorværdige dage) om processen mod de fascistiske gangstere – og med sig selv i vidneskranken. (Filmen er ikke tilgængelig på DVD).
 
Visconti var resten af livet medlem af Italiens Kommunistiske Parti (PCI) og stod på god fod med flere af partiets spidser; han var [[æresvagt]], da den mangeårige partisekretær for PCI, [[Palmiero Togliatti]] døde i [[1964]].
 
Den italienske krise er baggrunden for hans film fra [[1974]], ''Vold og lidenskab'' (Conversation Piece). (Krisen: PCI var det næststørste politiske parti. Det var i begyndelsen af [[1970'erne]] i koalition med det noget mindre PSI (socialdemokraterne) og så tæt på regeringsmagten, at højrefløjen forsøgte et statskup. Den ene regeringskrise afløste den anden, blokkene stod skarpt over for hinanden, og deres ekstremister kastede bomber. Italien var dog frem til [[1976]] Sydeuropæiske eneste demokrati).
Linje 66:
''De lange knives nat'' er med sin spektakulære mondænitet et veritabelt katalog i perversiteter; den handler ikke om Viscontis egen familie, men om det tyske ståldynasti [[Krupp]] og den pinagtige rolle, Krupp spillede ved [[Hitler]]s magtovertagelse i [[1933]] (der er filmens omdrejningspunkt). Visconti opholdt sig i [[Tyskland]] under [[De lange knives nat]] i juni [[1934]]; den tyske zeitgeist, der konsoliderede Hitlers magt, havde Visconti i personlig erindring.
 
I løbet af den kolde krig udviklede Visconti sig, påvirket af den tyske forfatter [[Thomas Mann]] (1875-1956), en social-liberal [[humanisme]] og tog afstand fra [[Sovjetunionen|Sovjets]] invasion i [[Ungarn]] [[1956]] og i [[Tjekkoslovakiet]] i [[1968]]. Han blev på sine gamle dage [[konservativ]] [[katolik]] på sine gamle dage og foranstaltede private messer på latin. Og det efter [[Det andet Vatikankoncil]], der vedtog folkesprog i [[liturgi]]en. [[Latin]] måtte nu kun anvendtes i enkelte messeled.
 
Visconti var homo- eller biseksuel i ungdoms- og manddomsårene med talrige elskere og elskerinder. Han blev aldrig gift og efterlod sig ingen børn. Kunstnerne var hans børn, teatret, filmen og [[opera]]ens verden var hans valgslægtsskaber. Men han bevarede en nær kontakt til sine søskende, især lillesøsteren Uberta (1918-2003), der deler grav med Luchino Visconti på [[Ischia]] (i Napolibugten). Visconti havde et landsted, La Colombaia ("dueslaget"), på denne ø. Det var en saracensk fæstning, der blev ombygget omkring år 1900 og er indrettet som Visconti-museum. hjemmeside<ref>[http://larassegnadischia.it/museienti/colombaia.htm Visconti-museet]</ref>.