Hans Werner Henze: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Addbot (diskussion | bidrag) |
No edit summary |
||
Linje 7:
Henze blev [[tolvtonemusik|tolvtone-komponist]], men på et stilistisk grundlag, der lå nærmere ved [[Alban Berg]]s tematiske og tonalt farvede musik. Har står også høj grad i gæld til [[Igor Stravinsky]], med sit rytmiske og gestiske præg. hans kendteste [[ballet]] er ''Undine'' (flere variationer).
Deltog i musikseminarerne i [[Darmstadt]] omkring 1950, i konkurrence med [[Karlheinz Stockhausen]].
Han udtaler i portrætfilmen fra 2001, at folk rynkede på næsen af hans musik, fordi en havde dette rytmiske præg, bestemt af voldsom dans og bevægelse, og at han indrømmede han han nok var mindre til Gurre-lieder (af Schönberg) end til Sacre (Le Sacre du printemps - af Stravinsky. hans tidlige musik fra 1940'erne og 1950'eerne er præget af melankolsk lyricisme med indlag af jazz, senere tager en enorme slagtøjsbatterier, kormodstillinger og massive orkestervirkninger over, men alt præget af en fri kompositionsmåde og stringente udviklingsforløb, der dog altid er emotionelt baserede og yderst raffinerede. Et kunstnerisk højdepunkt i seriøsitet er den niende symfoni, baseret på [[Anna Segher]]s' roman [[Der siebte Kreuz]], om syv [[KZ]]-fanger, der flygter fra de kors, tømret af af lejrens nyfældede syv [[platan]]er, og som nazisterne vil korsfæste dem på. Kun den syvende (det syvendes kors), redder sig ud af nazi-Tyskland på en flodpram og kommer til [[Holland]]. Efter dette værk, Requiemet og den uhyggeligt arkaiske "Phaedra" (2005) har hans værk genfundet ungdomsårenes lyse, lyriske tone, med den 10. symfoni, der blev hans sidste, der begynder med en stormscene, men afløses af en næsten-idyl i 2.satsens Hymne.
===Operaer og andre værker===
Henze skrev en omkring en snes [[opera]]er, i flæng kan nævnes Boulevard Solitude, Elegie for unge elskende, fastholdt på plade og CD med [[Dietrich Fischer-Dieskau]] i partiet som den onde digter Mittenhofer, den komiske opera ''Der junge Lord'' fra 1965, fastholdt på film og dvd i 1968 med uropsætningen. Der junge Lord er et meget tilgængeligt og menneskeligt vedkommende værk, lidt i stil [[Carl Nielsen]]s Maskarade, blot med den stik modsatte holdning, og strammere komponeret og mere moderne end Nielsens støvede [[neoklassicisme]], noget, der klæbede til dette danske nationalklenodie allerede ved tilblivelsen i 1905-6. Heroverfor står Henzes indsmigrende [[avantgardemusik]] fra 1965 med [[libretto]] af Ingeborg Bachmann som en en moderne klassiker. Der ''Prinz von Homburg'' (efter Kleist), ''König Hirsch'' (Kong Hjort), ''Bassariderne'' (1966 - efter et fragment af Euripides), En Cimmaron, en kammeropera om baseret på historien om den virkelige historie om en 103-årig cubaner, der i sin tid var fragtet til [[Cuba]] fra [[Congo]] i [[Afrika]], og havde været [[slave]] det meste af sit liv, ''Den engelske Kat'', uropført i 1983 med [[Inga Nielsen]] i hovedrollen som katten Minette, der attrås af både Arnold og vildkatten Tom, der synger serenader for hende under fuldmånen, med libretto på engelsk af Edward Bond. ''Das verratene Meer'' 1986-89, baseret på en roman af den famøse japanske forfatter Yukio Mishima, der var fascist og begik filmdokumenteret harakiri i 1962), for blot at nævne enkelte titler.
| |||