Spolebånd: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
commonskat ændr
m bot: fix links
Linje 17:
De maskiner, der blot står hos almindelige mennesker til brug i hjemmet er normalt ikke en lydmæssig perle, for her er båndhastigheden også meget langsom selvom maskinen bruges til musik og mere krævende lyde. 1 7/8" = 4,76 cm/s. Endda ofte langsommere end kassettebåndets 4,75 cm. i sekundet. Men i mange år har normal været 3 3/4" samt 7,5" på samme apparat. De fleste af disse apparater kan maksimalt klare 7" (18 cm) spoler og de mindre spoler er ikke anbefalelsesværdige til en maskine med blot en motor idet trækkraften på spolerne øges til fare for båndets vel og båndet knækker ved for meget kraft.
 
Efter trådoptagerens tid hvor også de store transcriptionsplader kunne holde megen information kom de første bånd overhovedet. De var lavet på papir basis hos [[AGFAAgfa]] i [[Tyskland]] i midten af 30'erne, og kom til at spille en rolle under [[anden verdenskrig]] idet [[Hitler]]s taler blev udsendt i [[radiofoni]] samtidigt flere steder i [[Det Tredje Rige]] medens de allierede undrede sig over at han var flere steder på samme tid. Efter at amerikaneren Jack Mullins fandt en [[Telefunken]] maskine og 50 papirbånd og tog dem hjem til [[USA]] for at studere fænomenet blev amerikanerne de væsentligste udviklere i flere år.
[[Bing Crosby]] søgte at slippe for fem shows hver aften som sendtes videre til fem tidszoner og spille mere golf i stedet og derfor blev [[Ampex]] sat til at kopiere den tyske maskine og [[Scotch]] producerede noget brugbart båndmateriale. De første Scotch bånd er acetat, de kendes ved at lys passerer igennem sidelæns når man holder en spole med båndet foran en lampe. Polyester typerne som kom efter blokerer i stedet for lyset er mørke at se på.
 
Frem til midten af 60'erne havde man såkaldte homogene spolebånd (uden for fagligt sprog kaldet "stålbånd", se "[[ODS]]" under "Staalbaand"). Det var spolebånd uden plastikbase – altså den plastik, som båndemulsionen er sprøjtet på. Den type bånd er imidlertid meget 'skøre'. Til gengæld var det ligegyldigt hvilken side af båndet, der blev indspillet på – blot skal afspilningssiden være den samme.
[[Fil:BASF magnetband 1970.JPG|thumb|BASF bånd.]]
Hurtigt vandt plastiktyperne dog frem på grund af både smidighed og redigeringsvenlighed. Flere fabrikanter kom til, både Ampex i USA, [[Philips]] og [[BASF]] i Europa, [[Zonal]] og [[EMI]] Tape i England og Maxell og [[TDK]] i Asien. Ampex hedder i dag Quantegy. Medens AGFAsAgfas magnetdivision er under BASF, som nu hedder [[EMTEC]], og EMTEC har solgt magnet produktionen fra på auktion og RMGi i Holland har overtaget alt udstyr og produktion. Zonal laves nu i Australien. Maxell stoppede produktionen lige efter årtusindskiftet og TDK stoppede i midten af 80'erne.
 
Philips og alle de øvrige producenter leverede også bånd til andre firmaer som kunne sætte deres navn på. Eksempelvis Shamrock hos Radio Shack, God Tone hos [[Bilka]], [[Grundig]], [[Revox]], [[Telefunken]] og så videre. Eksempelvis er alle bånd som Expert har ført som ikke var AGFAAgfa eller BASF, billige bånd som blev produceret af de få producenter i store mængder og lagt på næsten ens plastik spoler og æsker med forskelligt tryk på.
 
En stor mængde arkivmateriale ligger endnu på spolebånd, og på ældre arkiv- og masterbånd anvendes ofte såkaldt lagring i formatet "tail-out", hvor båndet lagres på returspolen for at undgå en lille før-kopi på båndet. Når båndet ligger rullet sammen, vil lyden fra et stykke bånd nemlig smitte af på det indre og det ydre lag. Ved at opspole båndet omvendt, undgås denne før-kopi. Kopieffekten høres i mindre generende grad samtidigt i den lyd, der bliver afviklet. Dette princip virker kun på bånd med optagelse i en retning. Tail-out, medfører også at et bånd som er afspillet og lagres på returspolen er pakket meget pænt og kompakt og således kan lagres længere uden at behøve omspoling.