Forskel mellem versioner af "Mineralfarver"

4 bytes tilføjet ,  for 7 år siden
ingen redigeringsopsummering
m (.. [ mulig redigeringskonflikt ] - fjerner tysk skabelon i toppen ; + Kategori:Farver ; billede ; artiklen er en oversættelse af den tyske de:Mineralfarbe)
Modsat bindemidlet kalk, som karbonatiserer ved reaktion med kuldioxid og vand ([[carbonat]]), hærder silikatbindemidler (som regel kaliumsilikat eller kalivandglas) under indvirkning af [[CO2]] og danner calciumsilikathydrater ved kontakt med mineralske reaktanter. <ref>Kurt Schönburg: ''Historische Beschichtungstechniken – erhalten und bewahren''. vb Verlag Bauwesen, Berlin 2002, ISBN 3-345-00796-7, S. 43f.</ref>
[[File:A w keim.jpg|thumb|Adolf Wilhelm Keim]]
Da kalkfarver (med forbehold for [[fresko]]) ikke altid er vejrbestandige, benyttes de i dag overvejende til [[restaurering af fredede bygninger]]. Når man i dag taler om mineralfarver, menes der som regel silikatfarver. Silikatfarver indeholder bindemidlet [[Vandglas|kalivandglas]]. De kaldes også [[Vandglas|vandglas]] maling eller ''keimfarver'' efter opfinderen Adolf Wilhelm Keim, 1851-1913.
 
Silikatfarvernes specielle sammensætning giver dem særlige egenskaber. Mineralske silikatfarver har en meget lang levetid og er vejrbestandige. De kan have en levetid på langt over hundrede år. Et eksempel herpå er rådhuset i [[Schwyz]] i Schweiz, der blev malet med en mineralsk silikatfarve i det 19. århundrede.
 
== Historie ==
[[Alkymister]] fandt i jagten på "[[de vises sten]]" (guldfremstilling) glaslignende perler i deres ildsteder. Det var sand blandet med potaske, som var smeltet til perler af vandglas under varmepåvirkning. Små, runde skiver af vandglas blev fremstillet og benyttet som de første vinduer. Den første industrielle produktion af vandglas blev startet i det 19. århundrede af Van Baerle i [[Gernsheim]] og [[Johann Gottfried Dingler]] i [[Augsburg]] i Tyskland. De første forsøg på fremstilling af vandglasmaling blev foretaget af [[Johann Nepomuk von Fuchs]].
Cirka 1850 blev vandglasmaling brugt til facadebemaling på [[Alte Pinakothek]] i München af kunstmalerne [[Kaulbach]] og [[Schlotthauer]].
Da der blev brugt pigmenter, der ikke bindes ved forkisling (altså ikke jordpigmenter), blev malerierne vasket ud af vandglasmalingen.
 
''Mineralfarver'' blev patenteret i 1878 af håndværkeren og forskeren [[Adolf Wilhelm Keim]] og fremstilles stadig af firmaet [[Keimfarben]] i [[Diedorf (Bayern)|Diedorf]] ved [[Augsburg]].
 
V. van Baerle, der var leverandør af vandglas til Keim, forsøgte også at fremstille silikatmalinger. Hans eksperimenter tog flere år, før de lykkedes, og han endte også med gode resultater. Fabrikken Silinwerk van Baerle i [[Gernsheim]] og firmaet Keimfarben i [[Diedorf]] ved Augsburg i Tyskland blev kendte producenter.<ref>Kurt Wehlte: ''Werkstoffe und Techniken der Malerei.'' Band III, Urania Verlag, 2001, ISBN 3332016652, S.&nbsp;452.</ref>
14

redigeringer