Forskel mellem versioner af "Mineralfarver"

47 bytes tilføjet ,  for 7 år siden
ingen redigeringsopsummering
Da der blev brugt pigmenter, der ikke bindes ved forkisling (altså ikke jordpigmenter), blev malerierne vasket ud af vandglasmalingen.
 
''Mineralfarver'' blev patenteret i 1878 af håndværkeren og forskeren [[Adolf Wilhelm Keim]] og fremstilles stadig af firmaet Keimfarben i [[Diedorf (Bayern)|Diedorf]] ved [[Augsburg]].
 
V. van Baerle, der var leverandør af vandglas til Keim, forsøgte også at fremstille silikatmalinger. Hans eksperimenter tog flere år, før de lykkedes, og han endte også med gode resultater. Fabrikken Silinwerk van Baerle i [[Gernsheim]] og firmaet Keimfarben i [[Diedorf (Bayern)|Diedorf]] ved Augsburg i Tyskland blev kendte producenter.<ref>Kurt Wehlte: ''Werkstoffe und Techniken der Malerei.'' Band III, Urania Verlag, 2001, ISBN 3332016652, S.&nbsp;452.</ref>
 
Adolf Wilhelm Keims intensive forskningsarbejde blev udløst af den kunstinteresserede kong [[Ludwig 1. af Bayern|Ludwig I. af Bayern]]som var så begejstret for de farverige kalkmalerier i Norditalien, at han også ville have sådanne i sit [[Kongeriget Bayern|kongerige Bayern]] Dog var klimaet nord for Alperne væsentligt mere barskt, og kunstmalerierne blev ødelagt i løbet af kort tid. Derfor opfordrede kongen videnskabsmænd i Bayern til at udvikle en farve, som så ud som kalk, men som var længere holdbar.
 
Der eksisterer stadig originale bemalinger fra det 19. århundrede. Facader i Schweiz, f.eks. på kroen "Weißer Adler" i [[Stein am Rhein]] eller rådhuset i Schwyz (1891), i [[Oslo]] (1895) eller i [[Traunstein]] (1891) er imponerende beviser.
14

redigeringer