Forskel mellem versioner af "Mineralfarver"

7 bytes tilføjet ,  for 7 år siden
ingen redigeringsopsummering
Adolf Wilhelm Keims intensive forskningsarbejde blev udløst af den kunstinteresserede kong [[Ludwig 1. af Bayern|Ludwig I. af Bayern]]som var så begejstret for de farverige kalkmalerier i Norditalien, at han også ville have sådanne i sit [[Kongeriget Bayern|kongerige Bayern]] Dog var klimaet nord for Alperne væsentligt mere barskt, og kunstmalerierne blev ødelagt i løbet af kort tid. Derfor opfordrede kongen videnskabsmænd i Bayern til at udvikle en farve, som så ud som kalk, men som var længere holdbar.
 
Der eksisterer stadig originale bemalinger fra det 19. århundrede. Facader i Schweiz, f.eks. på kroen "Weißer Adler" i [[Stein am Rhein]] eller rådhuset i Schwyz (1891), i [[Oslo]] (1895) eller i [[Traunstein]] (1891) er imponerende beviser.
 
== Egenskaber ==
Mineralfarver indeholder udover [[Uorganisk kemi|uorganiske]] [[farvestoffer]] som hovedbestanddel en [[Kalium|kaliumholdig]] [[Vandglas|alkalisilikat]] (''vandglas''), også kaldt ''kalivandglas, flydende kaliumsilikat'' eller LIQUOR SILICIUM. En overfladebehandling med mineralfarver danner ikke et filmlag som almindelige malinger, men forbinder sig uløseligt med underlaget ([[forkisling]]).
 
Resultatet er en stærk og holdbar forbindelse mellem farvelaget og underlaget. Endvidere er bindemidlet vandglas meget modstandsdygtigt mod UV-påvirkninger. Til forskel fra organiske bindemidler som acrylat- eller silikoneharpiksdispersioner, der skørner under UV-påvirkning i løbet af årene og resulterer i kridtning af overfladen og revner, er det organiske bindemiddel vandglas stabilt. Den kemiske forbindelse med underlaget og bindemidlets UV-stabilitet er de væsentligste grunde til silikatfarvens lange levetid.
En forudsætning for silikatfarvernes [[afbinding]] er et [[silicium]] holdigt underlag. Derfor egner de sig til mineralske underlag som mineralpuds og [[beton]]. På træ og metal kan de normalt ikke anvendes direkte. Silikatfarvens vanddampgennemtrængelighed (diffusionsåbenhed) svarer til underlaget. Det betyder, at silikatfarve praktisk talt ikke forhindrer gennemtrængningen af vanddamp. Fugtigheden i muren eller i pudset kan trænge uhindret igennem. Det holder væggen tør og forhindrer byggeskader. Desuden undgås således kondensdannelse på byggematerialets overflade, hvilket formindsker risikoen for vækst af alger og skimmelsvamp. Bindemidlet vandglas er stærkt basisk og beskytter også på denne måde mod mikroorganismer. Af denne grund kan der helt udelades konserveringsmidler.
 
I modsætning til dispersions- eller silikoneharpiksbehandlede overflader bliver den mineralsk behandlede overflade ikke så let snavset, da den ikke oplader statisk elektricitet og ikke klæber, når den bliver varm (ingen termoplasticitet). Færre urenheder sætter sig på overfladen, og de vaskes lettere af igen<ref>Dr. Ingo Rademacher: ''Die Farbigkeit in der Altbaubeschichtung''. In: Restauro-Estra, Callwey-Verlag, März 2007, S. 17f.</ref>Silikatfarve er ikke brændbar og indeholder ingen organiske komponenter eller organiske opløsningsmidler ([[DIN 18363]] Male- og lakeringsarbejder – belægninger 2.4.1).
 
Silikatfarve er meget farvestabil. Hvis der udelukkende er anvendt mineralske, UV-stabile pigmenter, forbliver farvetonen konstant i årtier.
 
== Typer ==
Der skelnes i dag mellem tre typer silikatfarver: Den rene silikatfarve består af to komponenter; et farvepulver (i tør form eller som pasta) og det flydende bindemiddel vandglas. ([[DIN 18363]] ''Male- og lakeringsarbejder – belægninger'' 2.4.1) Forarbejdningen kræver en del erfaring og knowhow. Denne type benyttes især til historiske bygningsværker.
 
I midten af det 20. århundrede blev den første enkomponente silikatfarve udviklet. Ved tilsætning af op til 5 vægtprocent organiske tilsætningsstoffer (f.eks. acrylatdispersion, vandafvisende midler, fortykningsmiddel o.l.) markedsføres malingen brugsfærdig i bøtter. Man taler her om de såkaldte "dispersionssilikatmalinger" ([[DIN 18363]] ''Male- og lakeringsarbejder – belægninger'' 2.4.1). Anvendelsesområdet for denne type silikatfarve er meget bredere end for den rene silikatfarve, da det også er muligt at benytte den på underlag af ringere styrke og/eller med organiske bestanddele. Dispersionssilikatmalinger er desuden lettere at anvende end den rene silikatfarve.
 
I 2002 blev en tredje kategori introduceret, den såkaldte sol-silikatfarve. Denne type indeholder en kombination af kiselsol og vandglas. Den organiske andel er som ved dispersionssilikatmalingen begrænset til 5 vægtprocent for at opnå den kemiske binding og de silikattypiske fordele. Sol-silikatfarve kan også bruges på ikke-mineralsk puds.<ref>Kurt Schönburg: ''Historische Beschichtungstechniken – erhalten und bewahren''. vb Verlag Bauwesen, Berlin 2002, ISBN 3-345-00796-7, S. 193f.</ref> Her sker bindingen kemisk og fysisk. Sol-silikatfarve har revolutioneret brugen af silikatfarve mht. anvendelsesområde. Anvendelsen af denne malingtype er enkel og sikker, og den kan benyttes på næsten alle underlag.
14

redigeringer