Wilhelm Keitel: Forskelle mellem versioner

Efter [[Slaget om Frankrig|Frankrigs fald]] udnævntes han afudnævnte Hitler til [[feltmarskal]]ham den [[19. juli]] [[1940]] til [[feltmarskal]].

Han giftede sig i 1909 med ''Lisa Fontaine'', datter af en bryggeriejer og godsejer fra [[Hannover]],. med hendeDe fik han to sønner og en datter. Sønnen Karl-Heinz blev i 1938 gift med von Blombergs datter Dorothee.

Keitel mistede under krigen sin datter og eneen søn under krigen.

Han mødte første gang Hitler den 17. maj 1933 ved en "SA-førerkongres" i [[Bad Reichenhall]], hvor han talte med Hitler i længere tid. Det gjorde et stort indtryk på den politisk naive officer og blev et vendepunkt i hans liv. Fra dette tidspunktHan stillede han sin troskab mod regimet til skue og holdt i løbet af de kommendenæste år flere taler, der støttede den nazistiske stat.

Mens han var chef for værnemagtskontoret, fik han ry for at være "ja-siger" (Lakeitel) og partisoldat. Fx udarbejdede han og von Blomberg i 1936 en instruks om at udstøde "politisk utilforladelige" soldater af værnemagten og overgive dem til [[Gestapo]]. Han var desuden ansvarlig for kontakten mellem militæret og partiet og gennemførte i 1937 sammen med [[Rudolf Hess]] – leder af partiorganisationen og stedfortræder for føreren –[[Rudolf Hess]] en stor [[PR]]-kampagne for at forbedre forholdet.

[[1939]] modtog han [[NSDAP]]'s gyldne partiemblem, som ellers var forbeholdt "de gamle frontkæmpere" fra før 1933.

Det fremgår af alle udtalelser, at Keitel var Hitler blindt hengiven, hvilket indbragte ham det spottende [[øgenavn]] "Lakeitel". Det var også Keitel, som efter erobringen af Benelux-landene og Frankrig karakteriseredekaldte Hitler som"alle tiders "største feltherre til alle tider" (tysk: "Größter Feldherr aller Zeiten" – en betegnelse, som dele af befolkningen latterliggjorde i forkortelsen [[GröFaZ]], især da krigslykken vendte).

Keitels beundring for Hitlers "geni" fik ham til uden modsigelse at udføre denneshans ordrer. Der er mange beretninger om, hvorledes det var en svaghed i Keitels karakter, og at han havde vanskeligt ved at træffe beslutninger og var uselvstændig og usikker. Det kompenserede han for ved en overdreven pligtfølelse, en formidabel flid og ved at udnytte de sine organisatoriske og administrative evner, han besad. Intet tyder på, at Keitel i militær henseende havde [[taktik|taktiske]] eller [[strategi]]ske evner. Hans udmærkelser i militæret lå først og fremmest indenforinden for planlægningens og [[logistikken]]s område.

Han var derfor en ideel værnemagtschef for Hitler, hvis ordrer aldrighan blevaldrig modsagtmodsagde, men tværtimod støttetstøttede langt ud over enhver rimelighed og langt ind i krigsforbrydelser.

Keitels sidste officielle handling var den [[8. maj]] [[1945]], da han ratificerede værnemagtens kapitulation som befuldmægtiget for regeringen [[Karl Dönitz]] ratificeredeover værnemagtens kapitulation overforfor den ''[[Røde hær]]''. Det skete i det sovjetiske hovedkvarter i Berlin som konsekvens af den [[betingelsesløs kapitulation|betingelsesløse kapitulation]], der var underskrevet den [[7. maj]] i det amerikanske hovedkvarter i [[Reims]] af generaloberst [[Alfred Jodl]].

Anklagerens materiale var ganske overvældende og kunne sammenfattes i en erklæring på fem sider. Han havde utvivlsomt deltaget i den almindelige og detaljerede forberedelse af angrebskrigen, og næsten enhver befaling, som var en [[krigsforbrydelse]] eller en [[forbrydelse mod menneskeheden]], var underskrevet af ham. Hans direktiver og ordrer til hæren var så ekstreme og beviserne mod ham så overvældende, at forsvarerne frygtede, at det kunne føre til, at domstolen ville erklære hele værnemagten og generalstaben for forbryderiske organisationer. Det skete alligevel ikke .

I foråret 1946 fik domstolen en henvendelse fra hans forsvarer, som fremførte, at Keitel overvejede at erklære sig skyldig, såfremt han kunne få rettens garanti for, at en eventuel dødsdom ville blive eksekveret ved skydning. Det var et spørgsmål om ære: Officerer bliver skudt – ikke hængt. Da den medanklagede [[Göring]], den tidligere rigsmarskal[[Göring]], som Keitel anså for sin overordnede, modsatte sig dettedet, lod Keitel sagen falde.

Den [[2. oktober]] [[1946]] blev han kendt skyldig i alle anklagepunkter og dømt til døden ved hængning. [[12. oktober]] [[1946]] forsøgte han igen – støttet af franskmændene – uden held at få ændret henrettelsesmetoden til skydning.