Solvej Balle: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary |
No edit summary |
||
Linje 1:
'''Solvej Balle''' (født [[1962]]) er en dansk [[forfatter]]. Hun debuterede som 24-årig med romanen ''Lyrefugl'' i indholdstraditionen af Robinsonader, idet romanens kvindelige hovedperson strander på en ø.
Solvej Balles gennembrud fulgte dog først rigigt med ''Ifølge Loven'' fra 1993, der gav Solvej Balle en central placering i 90'ernes danske litteratur sammen med andre kvindelige Forfatterskoleelever, som [[Helle Helle]] (''Eksempel på liv''), [[Kirsten Hammann]] (''Vera Winkelvir''), [[Christina Hesselholdt]] (''Køkkenet, gravkammeret & landskabet''), [[Merete Pryds Helle]] (''Vandpest'') og andre.
Fælles for alle disse forfattere er at de alle er kvindelige forfattere som debuterede eller fik deres store gennembrud i og omkring 1993. Deres tekster var '''modernistiske''' i deres udtryk og i form placerede de sig i grænsezonen mellem roman, novelle og lyrik som uplacerbar kort prosa. Tematisk set fortsatte de 80'ernes krop og nærværs tema, dog i en mere brutal og dissekerende form. Af andet tematisk indhold kan nævnes naturvidenskaben og natur mod kultur.
Virkemidler, der er typisk for Solvej Balle og de andre kvindelige 90'er modernister, er minimalisme og metafiktion. Derved brød de kvindelige forfatterskoleprosaister både tematisk, formmæssigt og fortællemæssigt med den anden store tendens i samtiden, nemlig en ny realisme (fx. [[Jan Sonnergaard]] ''Radiator'' og senere [[Jakob Ejersbo]] ''Nordkraft'').
Solvej Balle's ''Ifølge Loven'' er klasseeksmplet på en postmodernistisk tekst, hvor "''de store fortællinger er døde''". Derved sættes mennesket i ''Ifølge Loven'' uden rod, placeret i en ikke-ummidelbart genkendelig verden (et absurd univers). I dette univers leger det metafiktive projekt med de fiktive personers monomane projekter. I ''Ifølge Loven'' tages det postmoderne menneskes dehumaniserende vilkår op til debat.
| |||