'''Jeanne Bécu, [[comtesse]] du Barry''' [dyba’ri] ([[19. august]] [[1743]] i [[Vaucouleurs]] – [[8. december]] [[1793]] i [[Paris]]) var en fransk [[mætresse]].
Hun var datter af et ugift fruentimmer, Anne Bécu. I en ung alder kom hun til [[Paris]], hvor hun under forskellige navne – det sidste var Vaubernier – førte en såre letsindig tilværelse. Efter at hun var blevet lieret med lykkejægeren, ''chevalier'' [[Jean-Baptiste Dubarry]], spillede denne og [[Ludvig 15. af Frankrig|Ludvig XV's]] kammertjener Lebel hende i hænderne på den aldrende konge, der betoges viljeløst af hendes overordentlige skønhed, kvikhed og robuste sanselighed. For at hun kunne faafå en passende rang, viedes hun [[1768]] til Jean du Barrys broder, grev [[Guillaume Dubarry]] og præsenteredes snart efter ved hoffet. Aldrig var en kgl. mætresse kommet så langt nedefra, og da hun bidrog til at styrte den yndede minister [[Étienne François de Choiseul|Choiseul]] og støttede hans ildesete efterfølgere, blev hun genstand for et grænseløst had som et indbegreb af den gamle [[enevælde]]s fordærvelighed. Den skildring af hendes simpelhed, frækhed og ondsindethed, som oppositionen i det fine selskab og blandt filosofferne har givet til bedste, må dog tages med forbehold, og hun greb ikke selvstændigt ind i offentlige anliggender, men nøjedes med at rive rigdomme til sig. Efter sin elskers død blev hun en tid sat i et kloster, men fik snart på forbøn af [[Marie Antoinette]] tilladelse til at bo på sit slot [[Louveciennes]] ved [[Marly]]. I [[rædselsperioden]] blev hun anklaget for [[Velfærdskomitéen]], dømt til døden og trods sine bønner og sin jamren bragt under [[guillotine]]n.
