Kronstadt-opstanden: Forskelle mellem versioner

Oprøret startede i februar med en række strejker i Moskva og Petrograd som vendte sig imod sovjetstatens såkaldte "krigskommunisme" og det kulminerede den 1. marts med et møde på Ankerpladsen på flådestationen i Kronstadt. Det anslås at omkring 15 tusind arbejdere, soldater og matroser var mødt op, hvilket svarer til en tredjedel af Kotlin-øens befolkning. Tilstede ved mødet var også [[Mikhail Kalinin]] og Østersøflådens politiske kommissær Kuzmin og til mødeleder valgtes Vasiljev, den bolsjevikkiske formand for den lokale ([[ Sovjet (råd)]]). Men stik imod alle protester fra Kalinin og de øvrige tilstedeværende bolsjevikker vedtog mødet en femten punkts resolution hvis hovedkrav var som følger: "nyvalg til sovjetterne" via almen fri "hemmelig afstemning og fri forudgående valgagitation", samt "tale og pressefrihed for arbejdere og bønder, anarkister og venstreorienterede partier" og "forsamlingsfrihed, frihed for fagforeninger og bondesammenslutninger" frihed for "alle politiske fanger, som tilhører socialistiske partier, så vel som alle arbejder og bønder, soldatern og matroser, der er blevet fængslet i forbindelse med arbejder- og bondebevægelser." Herudover stillede man krav om at der skulle nedsættes "en kommission til gennemgang af akterne i alle processer mod indsatte i fængsler eller koncentrationslejre." Resolutionen rettede derefter et direkte angreb på bolsjevikkernes magtmonopol med et krav om at "intet enkeltpart må have monopol på propaganda for sine ideer" eller "modtage penge fra staten til dette formål." Man krævede fjernelse af bolsjevikpartiets "kommissærer" fra "alle troppenhedertroppeenheder" og i "fabrikker og værksteder" og at evt. brug af sådannekommissærer i stedet skulle overlades til "arbejdernes skøn." Endeligt krævede man at "bønderne" skulle have "fuld ret til at bestemme over al deres jord som de vil, og til at eje kvæg, så længe de selv kan passe det, dvs. ikke anvender lønnet arbejdskraft." Resolutionen blev vedtaget med et overvældende flertal på et åbent møde på flådestationen, imod stemte kun to af de tilstedeværende.<ref>Brunse&Neilsen, side 51-53.</ref>

Opstanden var et udgjorde et stort politisk problem for kommunistpartiet. For det første fordi den vedtagende resolution var klart venstreorienteret i indhold og for det andet fordi flådestationen og dens matroser havde været en afgørende bastion for bolsjevikkernes og dermed kommunistpartiets magtovertagelse i oktober 1917 og for det tredje fordi man mente at indrømmelser på disse punkter ville betyde omstyrtelses af Lenins og kommunistpartiets magt. Man gjorde nogle spæde forsøg på at forhandle sig tilrette. Sovejst præsident [[Mikhail Kalinin]] sendtes ud til flødestationen, men han havde ikke mandat til atr give efter på disse afgørende punkter og befandt sig blandt de to stemmer der stemtes ned under ovenstående møde. Matroserne ville ikke opgive kravet om frihed for opposionelle vensreorienterede partier og nyvalg til sovjetterne og i sidste ende valgte bolsjevikkerne at fremstille oprøret som ledet af højreorienterede kræfter og "provokatoriske elementer", den Franske efterretningstjeneste og det , hvorefter man satte den [[Røde Hær]] ind med omkring 60 tusind tropper under ledelse af [[Mikhail Tukhachevsky]] stormede fortet over isen den 7 marts.