Stormagt: Forskelle mellem versioner

En ny situation indtrådte med slutkampene mod [[Napoleon 1.]] 1813-1815, da de magter, som havde ledet denne kamp og overvejende båret kampens byrder, gjorde krav på at kunne ordne og lede Europas forhold. Det afgørende skridt i denne retning var stormagtsalliancen i [[Chaumont]] [[1. marts]] [[1814]] mellem [[England]], [[Preussen]], [[Rusland]] og [[Østrig]]. På [[Wienerkongressen]] i 1815 ville disse lande alene bestemme over Europas skæbne, men måtte modvilligt give en plads i sit råd også til det besejrede Frankrig. De fem magter eller stormagterne, hvilket ord fra denne tid får karakter af en teknisk betegnelse, havde dermed konstitueret sig som en slags international overinstans. Nærmest betragtede de sig som garanter for den ved aftalerne i 1814-15 trufne ordning. De bestræbte sig på at - først ved regelbundent sammenkaldte kongresser, der efter ved ministerkonferenser og fyrstemøder - at opretholde fredstilstanden og på mindelig vis løse opdukkende stridsspørgsmål. Den konserverende politik, som stormagternes statsmænd - ikke mindst takket være Metternichs[[Metternich]]s indflydelse - udviklede i dette fredsfremmende formål, gjorde stormagtsforbundet, som da sædvanligvis (omend med urette) kaldtes den Hellige alliance, yderst upopulær i alle liberale kredse. Såvel på grund heraf som på grund af sine særlige interesser skilte England sig ofte ud fra de kontinentale magter. I vigtigere spørgsmål lykkedes man dog alligevel som regel at nå en vis enighed, og det kan næppe med rimelighed benægtes, at stormagterne på denna tid bestræbte sig på den almene freds bevarelse. Som de betydningsfuldeste resultater af deres arbejde i denne retning bør nævnes ordningen af det selvstændiggjorte [[Grækenland]]s stilling 1830-1832, bestemmelserne vedrørende [[Belgien]] 1831 og 1839 samt London-aftalen i 1841 vedrørende [[Sortehavet]]. Den nye krigsperiode, som [[Krim-krigen]] indledte, fik den betydning, at ved nationalitetsrørelser og senere den imperialistiske politik sprænge den forud bevarede relative enhed i stormagtskredsen, hvilken samtidigt voksede derved, at det forenede Italien blev optaget deri (fra 1867), samt at Nordamerikas Forenede Stater (USA) og siden Japan anerkendtes som stormagter. Begge de sidst nævnte indtrådte i stormagtskredsen i 1890-erne og markerede en udvidelse af den politiske horisont fra overvejende europæisk politik til verdenspolitik. Hermed indtrådte også en vis forskydning blandt stormagterne, da visse af dem, så som USA, Frankrig, England og Rusland, blev mere verdenspolitisk interesserede end de øvrige.

Hverken den ældre femmagtsgruppe eller de i mellemkrigstiden anerkendte otte stormagter - England (officielt [[Storbritannien]]), [[Frankrig]], [[USA]], [[Italien]], [[Japan]], [[Rusland]], [[Tyskland]] (i stedet for [[Preussen]]) og [[Østrig-Ungern]] - havde nogen formelle forrettigheder i den internationale politik. Fortsat var det den faktiske magt, som bestemte stormagtsstillingen, hvilken vel ved de folkeretslige forbindelser gav øget reel indflydelse, men ikke udmærkede sig ved nogen andre rettigheder end dem, som tilkommer enhver suveræn stat. Officielt kendte folkeretten ingen rangforskel blandt de frie stater, hvorfor fx i almene fremstillinger de deltagende nævntes i bogstavsorden uden skelnen mellem stormagter og andre. Derimod plejede stormagterne indbyrdes at markere krav på en fornemmere stilling ved at hos hinanden holde diplomater af den højeste rangklasse ([[ambassadør]]er). Da de vigtigste almenpolitiske anliggender blev forhandlede i stormagtshovedstæderne, og da de der akkrediterede ambassadører gerne søgte at danne en eksklusiv kreds, havde stormagternes ældre krav på at lede eller i det mindste autoritativt påvirke den internationale politik i en vis grad kunnet opretholdes. Især gjaldt dette de ikke-europæiske anliggender, hvorved dog nogle magters krav på bestemt dominerende indflydelse inden for en vis sfære (eksempelvis USAs med [[Monroe-doktrinen]] motiverede krav i Amerika) ofte lagde forhindringer i vejen for fuldt samarbejde. Gennem den af indbyrdes rivalitet fremkaldte, voksende splittelse inden for stormagternes kreds var det ikke muligt for dem at bevare en modsvarende indflydelse som under tiden 1815-1856. Især konflikterne om Marokko efter 1905 og om Balkanhalvøen efter 1908 undergravede grundigt deres hævdvundne stilling. De i forbindelse med Haagkonferencerne fremsatte og især under [[1. verdenskrig]] livligt diskuterede ønsker om en fastere international organisation til fredens fremtidige bevarelse viste, at tilliden til stormagternes evne til at opfylde de funktioner, hvilke de efter Wienerkongressen havde påtaget sig, nu var forsvundet.