|
Den nordiske kunst forblev længe fællesnordisk trods den udenlandske påvirkning og beholdt mange særegne træk: Det gælder for såvel den visuelle kunst som for digtningen; dog overlevede sidstnævnte længst, da [[skjaldekunst]] endnu i første halvdel af 13. århundrede var fremtrædende hos overklassen. I denne periode blev den primært videreført af islandske [[skjald]]e, hvoraf den mest berømte var [[Snorre Sturlasson]].<ref name=fortidjelling /> Igennem vikingetiden bibeholdt den nordiske kunst i store træk sin særegenhed i forhold til det øvrige Europas kunsttraditioner, men med tydelige internationale strømninger. Arkæologen Iben Skibsted Klæsøe forklarer den udenlandske påvirkning med, at denne epoke er præget af en stor grad af internationale kontakter; fra begyndelsen primært handelsfolk, der hjembragte både genstande og idéer. En proces der begyndte allerede før den traditionelle indledning på vikingetiden i 793.<ref name="Klæsøe 1994 s. 134">Klæsøe (1994) s. 134</ref> I løbet af [[højmiddelalderen]] blev de vesteuropæiske stilarter mere dominerende, da den [[Romansk stil|romanske stil]] blev den mest udbredte.<ref name=grahamcampbel97>Graham-Campbell (1994) s. 97</ref> Sammen med runesten er billeder de vigtigste kilder til de før-kristne [[Nordisk mytologi|myter]] og [[Ritualer i nordisk religion|ritualer]] i [[Nordisk religion|vikingetidens religion]], da scener fra yngre fortællinger ofte kan genfindes på billeder. Studiet af billedfremstillinger udgør derfor en nøgleposition i studiet af religionen, da de udgør langt hovedparten af de bevarede kilder fra samtiden.<ref name="andren19">Andrén (1991) s. 19</ref> Kunstværker kan i visse tilfælde også bruges som historiske kilder, fx vidner monumenter fra 10. århundrede om etableringen af en centralmagt.<ref name="Klæsøe 1994 s. 134"/>
asdasdasda
== Visuel kunst og håndværk ==
[[Fil:Völund on ardre 01.png|thumb|[[Vølund Smed]] var en mytologisk mestersmed. Denne billedsten fra Gotland viser en scene fra ''[[Vølundkvadet|Völundarkviða]]'', der viser Niðuðs til venstre mens Vølund iklædt [[hamskifte|ørneham]] forlader sin smedje, og hendes halshuggede brødre ligger begravet bagerst til højre.]]
I vikingetiden blev både håndværkere og kunstnere betegnet med det samme ord, [[smed]] ([[norrønt]]: ''smidr''), indimellem blev det sat sammen det materiale de arbejdede i; en snedker kunne fx blive omtalt som en ''tresmidr''. Våbensmede og skibssmede havde høj status i det nordiske samfund, men vi ved ikke hvad smykkesmedens og andre kunsthåndværkeres status var.<ref name=fortidjelling /> Kunstfærdigt udformede smykker af [[ædelmetal]]ler blev brugt til at signalere rigdom og prestige. Guld og sølv blev brugt til de mest fornemme genstande i enten ren form eller indlejret som dekoration i andre materialer. Ædelmetaller blev importeret fra det øvrige Europa – enten som smykker eller mønter – og smeltet om. I [[Romersk jernalder|romersk]] og [[germansk jernalder]] blev der indført store mængder af guld, og noget af det kan være blevet genbrugt i vikingetiden. Genstande fra fremmede lande er som regel udført i guld eller sølv, udsmykkede genstande var luksusprodukter (luksusgenstande af høj værdi var nemmere at transportere).<ref>Klæsøe (1994) s. 137</ref> Der blev også fremstillet smykker af mindre fornemme metaller, især [[bronze]], der blev forgyldt eller forsølvet, så de fremstod som lavet af dyrere materialer.<ref>Graham-Campbell (1994) s. 92</ref> I løbet af 10. årh. blev der i Danmark etableret produktionssteder af særligt eksklusive genstande. Indtil da var de mest eksklusive smykker blevet fremstillet i udlandet. Ellers havde lokale håndværkere kun fremstillet genstande i billigere materialer og ved hjælp af enklere teknikker.<ref name="skibsted15">Skibsted Klæsøe (2002) s. 15</ref>
Datidens kunstnere og håndværkere var i reglen anonyme, de eneste der kunne signere deres værker var [[runealfabet|runeristerne]]. Tendenser indenfor kunst og håndværk blev formidlet af omrejsende håndværkere (nordiske og europæiske), handelsfolk, missionærer og krigere. <ref name="skibsted15" />
[[Fil:Sigurd.svg|thumb|Runesten fra [[Ramsund]] i [[Södermanland]]. Billederne viser forskellige scener fra fortællingen om [[Sigurd Fafnersbane]], der ikke er placeret i kronologisk orden.]]
Datidens kunst var karakteriseret ved kontrast, kulør og harmonisk bevægelse. Stilen var prangende, men de bedste kunstnere udførte delelementer med samme omhu som helheden, så [[ornamentik]]ken kun kan ses meget tæt på.<ref name=fortidjelling /> Overordnet set var det et bestemt billedsprog og stilistik, der gik igen i hele perioden. Det samme gælder motiverne; man opfandt ikke bare nye. Alexandra Persch foreslår derfor, at det kunne være specialister, der fremstillede billederne.<ref name=persch25>Persch (2005) s. 25</ref> Billedsproget var anderledes end det, der er udbredt i moderne tid, da begivenheder, der ellers var kronologisk adskilte i en fortælling, gerne blev gengivet så de optrådte samtidigt på billedfeltet, således at fortællingens enkelte scener sættes sammen, så de fungerer som en helhed.<ref name=meusoren34>Meulengracht Sørensen (2006) s. 34</ref> Størstedelen af udsmykningerne fandtes på brugsgenstande, og et gennemgående motiv i hele perioden var stiliserede dyrefigurer, gerne udformet i komplicerede mønstre.<ref name=grahamcampbel97 /> Dyr som motiv har lange traditioner i europæisk kunst, men nordisk kunst er kendetegnet ved en nær sammenhæng mellem udsmykning og genstand, hvor ornamentikken er udført som en integreret del af genstanden.<ref>Klæsøe (1994) s. 131</ref>
I de fleste tilfælde var mønstrene af nonfigurativ art, og deres betydning er derfor svære at tolke. [[Preben Meulengracht Sørensen]] har foreslået, at de måske ikke har haft nogen betydning som andet end ornamentering.<ref name=meusoren36>Meulengracht Sørensen (2006) s. 36</ref> Udsmykningen med gribedyr viser som regel, i lighed med de billeder, der illustrerer fortællinger, et øjeblik midt i en scene, hvor det er op til beskuerens fantasi, hvad der sker bagefter; fx et rovdyr, der er ved at kaste sig over et andet dyr.<ref name="Klæsøe 1994 s. 132">Klæsøe (1994) s. 132</ref> Plantemotiver fik en opblomstring i første halvdel af vikingetiden, men forsvandt igen omkring år 1000.<ref name="Klæsøe 1994 s. 132"/>
[[Fil:KellsFol124rTuncCrucixerant detail.png|thumb|Detalje fra illustration i [[Book of Kells]].]]
=== International inspiration ===
Vikingernes kunst har klare særtræk, der adskiller den fra nabokulturers kunsttraditioner. Et eksempel er [[skålspænde]]rne, som er de mest udbredte smykkegenstande fra vikingetiden. De blev brugt som spænde på overdelen af kvindernes kjoler. Udsmykningen på dem var konservativ, og der kan kun spores få stilistiske ændringer over en ca. 400 år lang periode.<ref name="Klæsøe 1994 s. 135">Klæsøe (1994) s. 135</ref>. Men Iben Skibsted Klæsøe har samlet en række andre stiltræk, hvis oprindelse kan spores til bestemte områder i vikingernes nabolande. Fx genfindes de geometriske mønstre og dyreornamenterne i irske [[bogillustration]]er fra ca. 6. til 8. århundrede. De er karakteriserede af slyngede og flettede dyrekroppe samt en del plantemotiver.
En anden udbredt fundgruppe er de trefligede [[fibula]]er, der sammen med skålspænderne hørte til kvindernes standardsmykker. De blev brugt til at samle og fastholde et sjal el.lign. på brystet. Inden for denne gruppe er der konstateret flere variationer og modestrømninger, der var inspireret af sydvesteuropæiske traditioner. I [[Frankerriget]] blev denne slags fibulaer brugt som sværdskedebeslag, og de første eksemplarer er antagelig blevet hjembragt af mænd, der havde tjent som lejesoldater, og brugt som gaver til kvinder.<ref name="Klæsøe 1994 s. 135"/> Egenart var dog ikke et særtræk ved den nordiske kunst, da europæisk kunst i [[tidlig middelalder]] generelt var karakteriseret af store lokale variationer. Skibsted Klæsøe konstaterer, at karakteren af genstande tilsyneladende havde en vis indflydelse på, hvilken udsmykningsform man valgte. Fx blev vinranker og [[akantus]]blade, der gradvist vinder indpas i nordisk kunst, i begyndelsen kun brugt på de trefligede fibulaspænder.<ref>Skibsted Klæsøe (2002) s. 9</ref> De vigtigste udenlandske tendenser var symbolske kristne paradisfigurer i form af løver, fugle og vinranker, samt de kejserlige/guddommelige akantusplanter.<ref>Skibsted Klæsøe (2002) s. 14</ref>
Den mest udbredte europæiske stilart i [[tidlig middelalder]] var den [[insulær kunst|insulære stil]], der havde rod i irsk-angelsaksisk tradition, men som blev spredt over hele Vesteuropa gennem klostre.<ref>Skibsted Klæsøe (2002) s. 8</ref> Og en anden britisk teknik, der vandt indpas i Norden, var ringnåle med [[filigran]] i sølv og indlagt rav eller glas.<ref>Skibsted Klæsøe (1994) s. 139</ref> Fra de britiske øer kom der endog en påvirkning fra mellemøstlige traditioner. I 7. og 8. århundrede var der en tydelig syrisk påvirkning i det engelske gejstlige miljø pga. etableringen af flere [[syrisk]]e [[munk]]ekolonier, bl.a. i [[Lindisfarne]]. Baggrunden var, at flere syrere blev valgt som [[pave]]r, og de bragte mange munke med sig til Vesteuropa. Disse munke medbragte bl.a. en lettere mere yndefuld stil med motiver med vinranker og fugle afbildet parvis i grenene. Vinranker bliver i [[Johannesevangeliet|Johannesevangeliet kap. 15;1]] forklaret som et symbol på kirken. Det betød, at den engelske dyrestil nærmede sig orientalske stilarter og blev mere naturalistisk. Dyrene fik langstrakte kroppe, men ikke forvredne som i den nordiske stil. Disse langstrakte former genfindes på nordiske skålspænder fra ca. 9. til 11. århundrede, hvor de ofte blev kombineret med traditionelle nordiske gribedyr.<ref>Skibsted Klæsøe (1994) s. 141-143</ref> Skibsted Klæsøe mener, at selvom de kristne motiver således ofte var til stede i motivsproget, så blev de brugt uden at deres egentlige betydning helt blev forstået før langt ind i 10. årh.<ref name="skibsted15" />
[[Fil:Aachen Cathedral Octagon5.jpg|thumb|Loftsudsmykning fra [[Domkirken i Aachen]].]]
Fra sidst i 9. århundrede til ca. [[950'erne]] optræder den frankiske ''[[akantusstil]]'' i nordiske udsmykninger. Denne stil havde fået en opblomstring i [[Frankerriget]] under [[Karl den Store]] i 8. til 9. århundrede.<ref name="klaesoe132">Klæsøe (1994) s. 132</ref> Den bygger på græsk-romerske traditioner og kendes fx fra [[kapitæl]]udsmykninger på søjler af den [[Korintisk søjle|korintiske]] type. Motiverne bygger på middelhavsfloraen og er navngivet efter [[akantus]]<ref>Klæsøe (1994) s. 149-150</ref> Den klassiske inspiration i kunsten i Karls imperium afspejler kejserens intentioner om at genskabe Romerriget.<ref name="klaese145">Klæsøe (1994) s. 145</ref> Det kunstneriske miljø, han opbyggede, var en del af den [[Karolingisk renæssance|karolingiske renæssance]]. Dette miljø var internationalt, og påvirkninger kom derfor mange steder fra, blandt andet også fra Syrien og det [[Byzantinske rige]] foruden det øvrige Vest- og Sydeuropa.<ref name="klaese145" /> Fx blev løvemotiver af byzantisk oprindelse i begyndelsen af 8. århundrede spredt til hele Nord- og Vesteuropa. I Norden blev løverne hurtigt inkorporeret i den lokale stilart. Det er blevet foreslået, at det var flygtninge fra de [[ikonoklasme|ikonoklastiske]] stridigheder, der kan have medbragt udsmykkede genestande og derved inspireret med nye motiver.<ref>East s.6</ref> Fibulaer inspireret af frankisk stil fra ca. 9. århundrede er koncentreret omkring [[Uppland]] i Sverige, det tyder på stærke forbindelse mellem dette område og Centraleuropa på det tidspunkt.<ref>Klæsøe (1994) s. 149</ref>
Både den mellemøstlige ''vinranke''- og den frankiske ''akantusstil'' slår igennem i Norden ca. 100 år efter, de opstår i deres hjemlande.<ref name="Klæsøe 1994 s. 150">Klæsøe (1994) s. 150</ref> I sidste halvdel af 9. århundrede smeltede den frankiske akantus- og den britiske vinrankeornamentik sammen i den kontinentale kunst. Denne nye blandingsform gav siden inspiration til plantedekorationen i den sene vikingetids kunst.<ref>Skibsted Klæsøe (2002) s. 10</ref>
== Litteratur og poesi ==
|
